Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Blev inspireret af datters sangtekst: Nu udgiver Gazværk deres egen julesang

Det lokale Gasolin kopiband Gazværk har udgivet deres egen julesang "Julen Kommer". Fra venstre er det Tommy Hoeg, Torben Rogat og Helge Mygind. Privatfoto
Corona-pandemien har betydet ingen koncerter for det lokale band Gazværk. De har i stedet brugt tiden på at indspille deres egen julesang.
Annonce

Aabenraa: "For når julen kommer tilbage igen i år. Håber vi og tror på, de bedste ting vi får, og at kærligheden i os alle gror".

Sådan lyder omkvædet til den julesang, som det lokale band Gazværk har udgivet for et par uger siden.

"Julen kommer" hedder sangen, som er blevet til, fordi det lokale band ligesom alle andre bands ikke har haft særlig mange spillejobs under corona-pandemien og dermed har haft tid til at skrive teksten, komponere musikken og indspille sangen i et studie.

- Det begyndte med, at min otte-årige datter Therese kom og sagde "far, jeg har skrevet en sang." Jeg blev ret imponeret, for den var virkelig flot skrevet, så jeg spurgte om, jeg måtte bruge noget af den, og det måtte jeg heldigvis, fortæller Torben Rogat fra Gazværk.

Det blev til "Julen Kommer", hvor der synges om stjerner, dryssende sne, iskrystaller og ikke mindst kærlighed.

- Den er ret banal og fyldt med de bløde værdier. Hver sætning er skrevet sådan, at alle kan relatere sig til dem, forklarer Torben Rogat.

Det var i begyndelsen af oktober, at Torben Rogat begyndte på sangen, og i løbet af den næste måned blev teksten skrevet til sammen med blandt andre vennen Kim Huess, som også synger sangen, for en julesang skal have et omkvæd, som bliver hængende i folks hoveder.

- Et omkvæd skal være lidt "irriterende" på den måde, at man ikke kan lade være med at nynne det. Det skal lyde godt og harmonere godt, og det tager tid. Men til sidst nåede vi hen til, at den kunne vi godt lide at høre, fortæller Torben Rogat.

Annonce

Håber den bliver spillet i radioen

Da musikerne kom i studiet i november, manglede de stadig lidt julestemning på sangen, og der kom bjælder og ikke mindst cello med på. Torben Rogats kæreste spiller nemlig cello, og en solo kom med på sangen, fordi det lød godt.

Gazværk har lagt julesangen på YouTube og sendt den til diverse radiostationer, og nu håber de bare, at der er nogen, som har lyst til at høre og spille den.

- Det kunne være fedt, hvis en radiostation som SkalaFM fandt på at spille den. Det er vores drøm. Vi har fået mega optur over den allerede. Den har nået 1000 afspilninger på YouTube på en uge, og jeg kan se, at den ligger på nogle playlister på Spotify. Det er da sjovt og gør det skægt at lave, siger Torben Rogat.

Gazværk består foruden Torben Rogat også af Tommy Hoeg og Helge Mygind. Til indspilningen af julesangen har de fået hjælp af Kim Huess, Morten Hoff og Greta Erbar.


Det kunne være fedt, hvis en radiostation som SkalaFM fandt på at spille den. Det er vores drøm. Vi har fået mega optur over den allerede. Den har nået 1000 afspilninger på YouTube på en uge, og jeg kan se, at den ligger på nogle playlister på Spotify. Det er da sjovt og gør det skægt at lave.

Torben Rogat, Gazværk


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce