Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Blomsterbutik åbner nyt koncept i Aabenraa: Her kan du købe blomster, når det passer dig

38-årige Maria Korsholm ejer blomsterbutikken Amaryllis i Broager. Nu udvider hun med en selvbetjeningsbutik i Aabenraa, hvor man kan købe buketter, dekorationer, andre plantede ting og specialiteter på alle ugens syv dage, når det passer én. Arkivfoto Lene Esthave


Maria Korsholm fra blomsterbutikken Amaryllis i Broager åbner butik nummer to i Aabenraa. Det bliver en selvbetjeningsbutik, hvor man kan hente buketter og dekorationer alle ugens syv dage, når det passer én.

Annonce

Aabenraa: Den har været på tegnebrættet i et år, og nu springer 38-årige Maria Korsholm fra Broager ud i det eventyr, hun længe har drømt.

I midten af oktober åbner hun sin blomsterbutik nummer to. Denne gang i Aabenraa, hvor hun på H.P. Hanssens Gade 13 åbner Amaryllis selvbetjeningsbutik.

- Det har altid været min drøm at have to forretninger, fordi det er lettere at købe ind, flytte varer og sparre mellem dem. Men det er svært at finde dygtige medarbejdere i vores branche, så da idéen om en selvbetjeningsbutik poppede op, var det en anden vinkel, som ikke kræver flere ansatte, fortæller Maria Korsholm, som har haft Amaryllis i Broager i 16 år.

Hun har kigget mod Kolding og Sønderborg, hvor der allerede findes blomsterbutikker med selvbetjening eller automater, hvor man kan handle uden for lukketid. Maria Korsholm har sparret med ejeren af Hertug Blomster i Sønderborg, som har erfaring med konceptet, og valget faldt på Aabenraa, da der her er plads til en selvbetjeningsbutik.

- Der er ikke så mange om buddet i Aabenraa, og derfor er der mere plads til mig der end i Sønderborg, forklarer hun.

Annonce

Fedt at kaste sig ud i noget nyt

Det bliver i det tidligere renseri på H.P. Hanssens Gade 13, at hun åbner sin nye butik i midten af oktober.

Hvad er en selvbetjeningsbutik?

  • Amaryllis' nye selvbetjeningsbutik i Aabenraa bliver uden personale.
  • Når man kommer til døren, står der et mobilnummer, som man skal sende en besked til.
  • Tre sekunder efter vil døren åbne op, og man kan gå ind.
  • I butikken vil der være buketter, dekorationer, specialiteter og andre plantede ting.
  • Alt er pakket ind og klar til aflevering.
  • Priserne står på varerne, og man skal overføre pengene via Mobile Pay på det nummer, der står i butikken.
  • Hver morgen bliver butikken fyldt op med friske varer.
  • Man kan komme ind i butikken på alle ugens syv dage.

- Det afgørende for mig var placeringen. Her er der to parkeringspladser med 15 minutters parkering lige uden for butikken, og det er vigtigt, at kunderne kan stille bilen foran butikken og hurtigt hente en butik. Samtidig er H.P. Hanssens Gade en befærdet vej gennem byen, hvor jeg håber at få fat på de folk, der kører videre til andre byer og dem, der er på vej til bageren om morgenen og skal have en buket med hjem, fortæller hun.

Det er med mange sommerfugle i maven, at Maria Korsholm kaster sig ud i eventyret med den nye butik i Aabenraa. Men hun synes, det er spændende at blive udfordret og prøve noget nyt.  Foto Lene Esthave

Det er med mange sommerfugle i maven, at hun kaster sig ud i det nye projekt, fordi det er et helt andet koncept end det, hun har bygget sin butik i Broager op på.


Folk har altid snydt, og jeg har valgt at se på det bedste i folk, for man kommer ingen steder i verden, hvis man kun kigger på det sure.

Maria Korsholm


- Det er grænseoverskridende, fordi jeg ikke selv vil være der. Her i Broager er det bygget op på mig, og jeg går op i, at de får en oplevelse i butikken, og jeg har mange tættet kunder, som jeg har en relation til. Men det er fedt at kaste sig ud i det, og da skylder jeg min mand meget, for han har en stor rolle i, at det her bliver til virkelighed. Han har presset på, fordi han tror på, at jeg får succes med det, og det er jo godt nogle gange at blive udfordret og prøve noget nyt, siger hun.

Annonce

Vælger at se på det bedste i folk

I overvejelserne med den nye selvbetjeningsbutik har Maria Korsholm også haft snyd med inde over. For når der ikke er noget personale i butikken, og kunderne skal betale med Mobile Pay, er det svært at sikre sig, at de betaler prisen.

Blå bog

  • Maria Korsholm er uddannet ved Nicolaisen blomster og arbejdede et år i Kvickly, inden hun som blot 22-årig overtog en eksisterende blomsterbutik i Broager.
  • Hun kommer fra Nybøl og har et personligt forhold til egnen, og det var derfor, at det var der, hun valgte at åbne butik. Hun regner med at have butikken til hun skal på pension.
  • Hun er gift og mor til Aya og Ida, der går i skole i Broager.
  • I Broager har hun blomsterbutikken Amaryllis, som er kendt for alt i planter, pynt, potter, specialiteter og smykker.
  • Hun har tidligere sagt, at hun overlever på stamkunder, fordi de ved, de hos hende altid kan få friske varer, og det er altafgørende.

- Folk har altid snydt, og jeg har valgt at se på det bedste i folk, for man kommer ingen steder i verden, hvis man kun kigger på det sure. Jeg tænker, at folk være positive over for dette koncept, og erfaringerne fra Hertug Blomster er også, at der næsten ingen svind her. Det er den erfaring, der har gjort, at jeg har arbejdet videre med idéen, forklarer Maria Korsholm.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce