Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Boligsalg buldrer ind i 2021: Højeste salg i mindst et årti

Den høje fart på boligmarkedet fra 2020 er fortsat ind i det nye år. (Arkivfoto)
Der var særdeles mange bolighandler i januar. Der blev solgt knap 9500 boliger, viser tal fra Boligsiden.

Den høje fart på boligmarkedet er fortsat ind i 2021, hvor der i årets første måned blev solgt knap 9500 boliger. Det er den bedste start på et år i den tid, Boligsiden har ført statistik med området.

Boligsiden, der er ejet af størstedelen af de danske ejendomsmæglere, har holdt øje med antallet af bolighandler siden 2011.

Salget er ifølge Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden, helt vildt højt. Det er salgstal, som normalt kun ses i højsæsonen, der ligger i ugerne lige før sommerferien.

Annonce

- Det er helt vildt mange bolighandler, der er tale om her. Vi har oplevet en januar som aldrig før. Hvis vi sammenligner med januar for et år siden, hvor det også gik godt, er salget steget 44 procent, fortæller hun.

Også hos Arbejdernes Landsbank har man bemærket januartallene. Ifølge cheføkonom Jeppe Juul er de "rigtig vilde".

- Der er aktuelt det laveste udbud i 15 år, samtidig med at priserne er steget. Jeg kan udmærket godt forstå, hvis det er svært at være boligkøber i øjeblikket, siger han.

Han vurderer, at det i øjeblikket går for stærkt på boligmarkedet:

- Men der er forskel mellem, om det går for stærkt, og om det er kommet ud af trit med virkeligheden, lyder det fra cheføkonom.

Han mener ikke, at det endnu er kommet ud af balance. Prisudviklingen er nemlig mere eller mindre berettiget, når der kigges på den samlede økonomi, indkomsterne og renteudviklingen.

- Nu går vi ind i foråret, hvor jeg venter, boligudbuddet stiger. Det fungerer lidt som en ventil, der kan være med til at lette lidt af presset på den prisudvikling, vi har set.

- Men sker det ikke, øges risikoen, for at prisudviklingen kommer ud af trit med virkeligheden, siger Jeppe Juul Borre.

På den front er der allerede begyndt at ske lidt. Ifølge Birgit Daetz fra Boligsiden kommer der nemlig flere boliger til salg i øjeblikket:

- Efter en lang periode, hvor ikke helt så mange har sat boliger til salg, er tendensen, at flere og flere, der har overvejet at sætte deres bolig til salg, gør det nu, siger hun.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce