Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Brian og Edward blev nomineret til Danmarks sødeste kassedame: Kunderne skal gå herfra med et smil

Brian Korsgaard og Edward Mattaq blev noget overraskede, da det gik op for dem, at de var nomineret til titlen som Danmarks sødeste kassedame. De mener, at det er deres gode arbejdsmiljø, som smitter af på kunderne. Foto: Mette Christine Schulz
Brian Korsgaard og Edward Mattaq blev noget overraskede, da det gik op for dem, at de var nomineret til titlen som Danmarks sødeste kassedame. De mener, at det er deres gode arbejdsmiljø, som smitter af på kunderne.

Aabenraa: De er kendte blandt kunderne i Føtex for altid at være smilende, hjælpende og villige til at få en lille sludder.

Det falder 42-årige Brian Korsgaard og 54-årige Edward Mattaq naturligt at være sådan på deres job, men forleden fik de en overraskende anerkendelse for deres måde at være på over for kunderne.

Her kom nemlig beskeden om, at de var nomineret i den populære konkurrence, som ugebladet Hjemmet hvert år laver for at finde Danmarks sødeste kassedame.

Annonce

Det synes de to kolleger er ret sjovt, når de nu er mænd, men nomineringen betyder meget for dem, fordi det er kunder, som har indstillet dem til prisen.

- Det er helt vildt for mig og selvfølgelig rigtig dejligt. Men jeg kan ikke forstå, at det er mig, de indstiller, for de unge fortjener det mere end mig, siger Edward Mattaq beskedent, som er nomineret for fjerde gang, og denne gang har fået lykønskninger helt fra hjemlandet Grønland.

Positivt at komme i frontlinjen

For Brian Korsgaard er det til gengæld første gang, han bliver nomineret, men han kan også mærke, at efter han er blevet flyttet til kassen, så er han begyndt at få et forhold til stamkunderne.

- De kender os og vinker, når de går ind i butikken. Jeg sidder ved kassen i non-food afdelingen, hvor der ikke er det samme tryk på kasserne, så jeg har tid til at tale med kunderne og hjælpe dem med måske at finde et specifikt tilbud. Der er meget service, og det er det, der gør det sjovt. Det gode gammeldags købmandsskab, hvor der er tid til kunden kan jeg godt lide, siger han.

Edward Mattaq flyttede til Danmark fra hjemlandet Grønlandet for ti år siden og blev i 2012 ansat i Føtex i Aabenraa. Han elsker sit job, hvor han både står for flaskerummet,  passer selv-scanningskasserne og er en slags blæksprutte i butikken. Han smiler altid og får sig gerne en sludder med kunderne, og han går altid glad på arbejde, fordi han synes, det er skønt at være i kontakt med så mange mennesker. Foto: Mette Christine Schulz

Han er også gået igennem en personlig udvikling, siden han blev flyttet til kassen for lidt over tre år siden.

- Jeg har altid været genert og tilbageholdende over for kunderne, men det har været positivt at komme ud i frontlinjen. Jeg er blevet meget mere udadvendt i butikken, siger han.

Brian Korsgaards chef mente, det ville være godt for den generte og tilbageholdende Brian at komme ud i frontlinjen ved kassen. Det har betydet noget positivt for Brian Korsgaard, som elsker at levere service i form af god gammeldags købmandskab, hvor man tager sig tid til at hjælpe kunden. Foto: Mette Christine Schulz

Føtex giver deres medarbejdere små hæfter med tips til, hvad god service er, men for både Brian Korsgaard og Edward Mattaq handler det om at give mere end det, ledelsen forlanger.

- Jeg sidder som den sidste person, de møder, inden de går ud af butikken, og mit mål er at de skal gå derfra med et smil, selvom de måske har haft en dårlig oplevelse et andet sted i butikken. Det er vigtigt for mig at give mere og gå et skridt ekstra, siger Brian Korsgaard.

Annonce

Godt arbejdsmiljø betyder alt

Begge går altid glad på arbejde, og det mener de er én af grundene til, at de er blevet nomineret.

- Vores arbejdsmiljø er fantastisk. Vi har nogle gode chefer, gode kolleger og så har vi de bedste kunder, som næsten aldrig er sure. Vi er glade for vores job, og det arbejdsmiljø gør os i godt humør, som vi kan give videre til kunderne, fortæller Edward Mattaq.

Danmarks sødeste kassedame står der på det badge, som de to herrer i Føtex Aabenraa har fået som bevis på deres nominering. Foto: Mette Christine Schulz

Ledelsen i Føtex var også klar til at hædre de to kassemedarbejdere, da nomineringen blev offentliggjort. De fik nemlig en stor gavekurv med lækkerier som en ekstra anderkendelse for det arbejde, de gør.

Brian Korsgaard og Edward Mattaq er de eneste "kassedamer" i Aabenraa, som er nomineret i konkurrencen i år.

Konkurrencen

Det er ugebladet Hjemmet, som hvert år kåret Danmarks sødeste kassedame m/k.

Det gør de, fordi de gerne vil hylde de mange kassedamer og -mnd, der hver eneste dag møder kunderne med smil og overskud i en travlt hverdag.

Det er kunderne, der indstiller, og i år fik Hjemmet 672 indstillinger.

Ud af dem har de fundet fem finalister, og her var hverken Brian Korsgaard eller Edward Mattaq i blandt.


Vi er glade for vores job, og det arbejdsmiljø gør os i godt humør, som vi kan give videre til kunderne.

Edward Mattaq


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce