Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Brugsen og Klokkeblomsten går sammen om salg af FDB-møbler: Vi vil skabe endnu mere liv i Torvecentret

Peter Damgaard Madsen fra SuperBrugsen og Pernille Hansen fra Klokkeblomsten åbner sammen et showroom med FDB-møbler i Klokkeblomsten. De vil gerne skabe endnu mere liv i centret og håber med deres samarbejde at kunne inspirere andre til at gøre det samme, så udvalget i Padborg bliver større. Foto: Mette Christine Schulz
Den 1. maj åbner der et showroom med FDB-møbler i Klokkeblomsten i Torvecentret. Et unikt samarbejde mellem SuperBrugsen og Klokkeblomsten gør det muligt, og de håber at kunne inspirere andre butikker i centret til at lave lignende samarbejder.

Padborg: Corona har været en øjenåbner for mange, og det har den også været for Pernille Hansen, som ejer Klokkeblomsten i Torvecentret.

Selvom hun i sine over fem år som ejer af Klokkeblomsten har formået at fordoble omsætningen i butikken, så er udvikling en konstant nødvendighed, hvilket coronakrisen også viste hende.

Den 1. maj sker der derfor igen noget nyt i den store blomster- og interiørforretning i centret. Her åbner et nyt showroom med FDB-møbler, som er resultatet af et unikt samarbejde mellem uddeler i SuperBrugsen i Padborg, Peter Damgaard Madsen, og Pernille Hansen.

Annonce

- Vi kom til at tale til et møde i centerforeningen om, at det kunne være en god idé at få lavet sådan et showroom. Så kom coronakrisen, og vi stod sådan lidt skal/skal ikke, men vi blev enige om, at det kan sagtens bære at åbne det her i Padborg. Corona har vist os, at vi skal tænke ud af boksen, og det her samarbejde giver god mening. Begge forretninger har et godt kundegrundlag, som bakker op, men vi håber også at kunne trække folk til byen og skabe mere liv i centret, fortæller Pernille Hansen.

Forventer at trække flere til Torvecentret

At Peter Damgaard Madsen ikke åbner et showroom i SuperBrugsen er der en god grund til.

- Det passer ikke ind i vores koncept at sælge møbler, og FDB-møblerne fortjener et sted som det showroom, vi laver i Klokkeblomsten. Den retning, som Pernille har taget med Klokkeblomsten gør, at det er den rigtige scene at vise møblerne i. Møblerne er meget populære, og vi bliver det eneste showroom i Sønderjylland, så vi forventer at trække folk til Torvecentret - også nogle af dem, der kører over grænsen, siger han.

Pernille Hansen har ryddet 90 kvadratmeter af sin butik, og mandag begyndte opbygningen af det nye showroom, da de første møbler ankom. 1. maj åbner showroomet, som Pernille Hansen kalder en opgradering af sin butik.

- Møblerne er et godt match til min butik, da der er en god synergi mellem blomster, danske kvalitetsprodukter, interiør og nu møbler. Vi er gået fra at være kun en blomsterbutik til at være en kvalitetsbutik, og da passer FDB-møblerne perfekt ind, da de efter min mening er virkelig flot dansk design, siger hun.

Annonce

Måske løsningen for mindre byer

Peter Damgaard Madsen og Pernille Hansen håber, at deres unikke samarbejde måske kan inspirere andre butikker i Torvecentret til også at lave shop-in-shop med andre brancher.

- Det kunne være, at det er løsningen for små byer som vores. Udvalget i Padborg bliver større med det, vi gør, og dermed kommer vi til at stå stærkere. Og det sker med den samme udgift til husleje og personale, som du har i forvejen. Det er en god måde at komme i gang på, og det giver god mening, er de to enige om.

Webshop åbner i løbet af sommeren

Pernille Hansen har gang i endnu i et stort udviklingsprojekt for Klokkeblomsten. Hun er ved at få lavet en webshop, som efter planen skal åbne i løbet af sommeren.

Corona har også været en øjenåbner her, da den har vist butiksejeren, at det er vigtigt at være omstillingsparat, og at webshops er fremtiden, da de er med til at holde butikker kørende i stille periode.

På webshoppen kan man blandt andet købe FDB-møblerne, men også det andet interiør  såsom plakater, puder, dekoration, som Pernille Hansen også sælder i det nye showroom, som får navnet Blomst & Bolig.


Det kunne være, at det er løsningen for små byer som vores. Udvalget i Padborg bliver større med det, vi gør, og dermed kommer vi til at stå stærkere.

Peter Damgaard Madsen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce