Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Charlotte fra Rema glæder sig til mere plads

Charlotte Damsted Nielsen, Rema 1000
Charlotte Damsted Nielsen, der driver Rema 1000 i Rugkobbelcentret, ser frem til at få bedre plads til varerne. Butikken må lukke under flytning - men kun i ti dage.

AABENRAA: Der er lidt trangt mellem hylderne i den 685 kvadratmeter store Rema 1000 butik i Rugkobbelcentret, hvor Chralotte Damsted Nielsen fra Haderslev er franchisetager.

Men snart får både hun, de ansatte og kunderne mere plads at boltre sig på. Rema 1000 Danmark, der ejer Rugkobbelcentret, har nemlig besluttet at rive det meste væk, og bygge et nyt center.

Rema 1000 får til huse i den modsatte ende af centret, og her bliver der flere kvadratmeter til rådighed. Butiksarealet vokser til 850 kvadratmeter, og med lager og kontor får Charlottes Rema 1000 hele 1200 kvadratmeter alt i alt.

- Kunderne spørger tit, om vi så skal holde lukket i lang tid, men det bliver slet ikke nødvendigt. Vi bygger nemlig den nye Rema 1000, mens vi stadig holder åbent her, hvor vi er nu. Vi lukker kun i omkring ti dage, når vi flytter fra den ene butik til den anden, fortæller Charlotte.

Annonce

Gammel bygning

- Kunderne spørger også tit, hvorfor vi ikke bare rykker ned i den gamle Brugs i den anden ende af centret, der længe har stået tom. Men der er butiksarealet faktisk en smule mindre, end det vi har her, fortæller Charlotte, som anden påskedag har travlt med at stille tilbudsvarer på plads, og gøre klar til, at kunderne kan købe ind igen tirsdag morgen.

- Når Rema 1000 Danmark har valgt at bygge nyt, er det også fordi, at selve bygningerne efterhånden er utidssvarende. Centret blev jo bygget tilbage i 1966, fortæller Charlotte.

- Den nye butik bliver indrettet på samme måde som alle andre Rema 1000 butikker, og varerne får samme placering. På den måde er det nemt at finde rundt - uanset hvilken Rema, man besøger.

Flere parkeringspladser

Når den nye udgave af Rugkobbelcentret står færdig, vil der ikke længere være et overdækket areal.

Til gengæld forsynes området med flere parkeringspladser - nemlig 130 i alt. Der bliver også mulighed for at oplade el-biler.

Lægehuset, pizzeriaet og pubben i Rugkobbelcentret  får lov til at blive. Pubben må dog flytte over på den anden side og får lokaler ved siden af pizzeriaet.

Fuglene og det store, fine fuglebur, der i mange år har stået midt i centret og  glædet børn i alle aldre, har allerede holdt flyttedag. Både bur og fugle er kommet til Plantorama i Sønderborg.

- Det har vi ikke plads til i den nuværende butik. her står pålæg og mælk for eksempel adskilt, hvilket kan virke noget forvirrende.

Rema 1000 i Rugkobbelcentret har meget trofaste kunder - især fra lokalområdet. Her er flere daglige ekspeditioner, end der er i gennemsnit for Rema 1000 butikker. Til gengæld er salget pr. kunde lidt lavere.

- Det skyldes, at vi er nabo til skolen, og her kommer mange elever. Og så er der mange her omkring, der bor i små lejligheder og kommer ofte, fordi de bruger os som en slags ekstra køleskab.

Annonce

Kommunens planer

I øjeblikket må butikkerne i Rugkobbelcentret højest være på 1000 kvadratmeter med lager og det hele, men den ny forretning får 1200 kvadratmeter til rådighed alt i alt.

Derfor har kommunen lavet et såkaldt tillæg til kommuneplanen, og et skal godkendes, når der er møde i vækst og udviklingsudvalget på torsdag.

Tillæget har allerede været i offentlig høring, men der kom ikke nogen høringssvar fra lokalområdet.

Til gengæld har Miljøstyrelsen påpeget, at tillægget ikke indeholder nogen redegørelse for påvirkningen af det nærliggende Natura 2000 område i Hjelm Skov.

Byrådet har tidligere besluttet, at sådan en vurdering ikke var nødvendig, da der ligger både en vej og en skole imellem Rugkobbelcentret og skoven..

Men nu har forvaltningen så alligevel lavet redegørelsen for eventuelle miljøpåvirkninger, og dermed skulle vejen være banet for byggeplanerne ved Rugkobbelcentret.

Hvornår præcis, Rema 1000 kan flytte i nye lokaler, ligger ikke fast endnu, men påskesalget næste år kommer under alle omstændigheder til at foregå i den nye og større butik.


Kunderne spørger også tit, hvorfor vi ikke bare rykker ned i den gamle Brugs i den anden ende af centret, der længe har stået tom. Men der er butiksarealet faktisk en smule mindre.

Charlotte Damsted Nielsen, franchisetager Rema 1000
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce