Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Christian Jebsen fylder 60 år: Som hvid mand i Afrika må man tage ansvar

Christian Jebsen deler sin tid mellem sit landbrug på Løjt og sin kaffefarm i Tanzania, men det er på Dorotheenhof, han har hjemme. Han er vokset op i det hvide hus i baggrunden og kunne i barndommen se op på bedsteforældrenes ejendom, som han overtog i 1984.  Foto: Timo Battefeld
Torsdag den 29. oktober fylder landmand og kaffefarmer Christian Jebsen 60 år. Han tænker ikke på at gå på pension, men vil prioritere sin kaffefarm i Tanzania højere i fremtiden.
Annonce

Aabenraa: Jeg en gård mig bygge vil.

Det er den sang, som den sønderjyske landmand og kaffefarmer Christian Jebsen mener passer bedst på ham.

- Det er jo det, jeg vitterligt har gjort. Bygget en dansk gård og en tanzaniansk kaffefarm, siger han.

Torsdag den 29. oktober fylder han 60 år, og det er en tilfreds mand, som runder det hjørne, hvor man kan begynde at skimte pensionen i horisonten. Men det er ikke en mulighed, som Christian Jebsen ser for sig i den nærmeste fremtid.

- Jeg har et afvekslende og spændende liv med mange udfordringer og mange fejlslag, for jeg er ikke bange for at fejle. Det bliver man klogere af. Mit liv er aldrig kedeligt. Det er vildt spændende, men alderen gør, at jeg nu prioriterer nogle ting højere end andre. Og her har Afrika mit fokus, fortæller han.

Landmanden fra Løjt forelskede sig for 29 år siden i Tanzania, og den kærlighed er kun vokset med årene. Han købte dengang en kaffefarm tæt på Ngorongoro krateret, og her har han siden arbejdet benhårdt på at lave verdens bedste kaffe samtidig med, at han tager et socialt ansvar i lokalområdet ved at støtte befolkningen og området med lån, udvikling og uddannelse.

- Det er vigtigt at gå foran med det gode eksempel - specielt som hvid mand i Afrika. De er vant til at sige farvel til de hvide mennesker, men nu kender de os efter 29 år. Måske er det søfartstraditionen i min familie, der gør, at man som kaptajn tager ansvar. Det er vi opdraget til, og det er det, jeg tror på, at man kommer længst med, siger han.

Annonce

Supereuropæeren ærgrer sig

Derfor bløder hans hjerte også lige nu for befolkningen i Tanzania, som er hårdt ramt af coronakrisen. 30 procent af landets BNP kommer nemlig fra turisme, men der er ingen turister, og det kan også mærkes på kaffefarmen.

- Når man kommer derned, så kan man se, hvad coronakrisen betyder for tredje verdens landene. Der er en fattigdom og en desperathed, jeg aldrig har set før, og der er mange, der søger job hos os lige nu. Det er en brutal opstandsning, og man venter. Men det tager tid, for safariturister booker deres rejse et år i forvejen. Som supereuropæer er det også svært for mig at se landene i Europa gå hver for sig og lukke deres grænser, når det er nu, de burde arbejde sammen. Og så i det år, hvor vi skulle have fejret Genforeningen og vist den gode historie om to gamle fjender, der blev venner. Det er trist, siger Christian Jebsen.

Christian Jebsen fejrer sin runde fødselsdag privat.

Blå bog

  • Christian Jebsen er uddannet landmand på Gråsten Landbrugsskole, landbrugstekniker, men har også en handelsuddannelse.
  • Han er vokset op i Hongkong. Da han var ti år, flyttede familien til Løjt, hvor han tidligt fandt ud af, at han ville være landmand.
  • Er søn af Hans Jacob Jebsen fra familien bag Jebsen & Co. Ltd, som begyndte som rederivirksomhed i Hongkong for 125 år siden, og i dag er en handels- og industrikoncern, som hans storebror Hans Michael Jebsen står i spidsen for.
  • I 1984 overtog han bedsteforældrenes ejendom Dorotheenhof på Løjt. I dag er landbruget økologisk.
  • For 28 år siden købte han kaffefarmen Shangri-La ved Ngorongoro-krateret i Tanzania. Her laver han kaffen Kifaru Coffee (betyder næsehorn på swahili). Farmen er certificeret af Rainforest Alliance, et amerikansk miljømærke, der viser, at der er taget miljømæssige og bæredygtige hensyn under produktionen.
  • Han er gift med Bodil, og de har sammen datteren Malene på 33 år, sønnen Hans Jacob på 25 år og sønnen Johannes på 22 år. Han har også et barnebarn på to år.
  • Jagt er hans store fritidsinteresse, og han fik jagttegn som 15-årig.


Det er vigtigt at gå foran med det gode eksempel - specielt som hvid mand i Afrika. De er vant til at sige farvel til de hvide mennesker, men nu kender de os efter 29 år.

Christian Jebsen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce