Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Coronakrise fik butiksejer til at opsige lejemål: Nu flytter Plus Trend til en større butik

Ejer af Plus Trend i Aabenraa, Tanja Svenson, glæder sig til at flytte i de nye lokaler på Storegade 13. Privatfoto
Coronakrisen pressede ejer af Plus Trend, Tanja Svenson, og hun opsagde butikkens lejemål. Krisen blev ikke så hård som forventet, og butikken flytter nu i nye lokaler.
Annonce

Aabenraa: Da coronakrisen ramte Danmark for et halvt år siden, følte ejer af butikken Plus Trend på gågaden, Tanja Svenson, sig presset over, hvordan butikken skulle komme igennem den krise.

Hun valgte at være på forkant og opsagde butikkens lejemål.

- Alle varerne kom hjem, og al indtægt stoppede, så mine tanker kredsede sig om, hvad gør vi nu. Jeg går op i altid at betale mine regninger, og jeg ville ikke stå i en situation, hvor jeg ikke ville kunne betale min husleje eller mine leverandører. Hvis vi kom igennem krisen, kunne vi jo finde et nyt lejemål, fortæller Tanja Svenson.

Og det endte med at blive det, hun gjorde, for butikken kom bedre igennem krisen end forventet.

- Vi var presset i marts, april og maj, men vi har haft en fantastisk sommer med kæmpe opbakning fra både lokale og turister. På Facebook fik vi også succes med at sælge vores varer til hele landet, og der kom endda turister herned i sommer for at se vores butik efter de havde fulgt med på Facebook. Det har været fedt at opleve, fortæller hun.

Annonce

Åbner inden julehandlen går i gang

Tanja Svenson er glad for den beslutning, hun tog tilbage i foråret, for inden julehandlen går i gang, åbner hun sin nye butik i Wagners tidligere lokaler på Storegade 13.

- Jeg har længe tænkt på at finde et nyt lejemål, fordi detailhandlen er jo presset af nethandel, og det eneste sted, vi kan spare, er på huslejen. Nu får jeg en større butik til en billigere husleje, så det kan godt betale sig for mig, siger Tanja Svenson, hvis butik specialiserer sig i at sælge tøj fra størrelse 42 til 56.


Jeg går op i altid at betale mine regninger, og jeg ville ikke stå i en situation, hvor jeg ikke ville kunne betale min husleje eller mine leverandører.

Tanja Svenson


Butiksejeren glæder sig også til at få lov til at indrette butikken helt fra bunden. Plus Trend var før en del af Zizzi-kæden, og dermed overtog Tanja Svenson for fem år siden en konceptbutik, som for to år siden skiftede navn til Plus Trend, da hun trådte ud af Zizzi-kæden.

- Nu får jeg indflydelse på, hvordan den skal se ud, og jeg glæder mig helt vildt til en ny lys butik. Den skal være moderne og hyggelig på samme tid, for jeg vil gerne have atmosfære og sjæl. Vi får også et bedre baglokale og lager, så det bliver rigtig godt, siger hun.

Plus Trend får 40 kvadratmeter mere i den nye butik, og istandsættelsen er allerede i gang. Tanja Svensson forventer at kunne åbne i slutningen af oktober eller begyndelsen af november.

Plus Trend

  • Plus Trend er en tøjbutik, som har fokus på kvinder i størrelse 42 til 56.
  • Plus Trend var indtil for to år siden en del af Zizzi-kæden, men da kæden i 2018 valgte ikke længere at have franchisetagere, skiftede butikken navn.
  • Tanja Svenson har været ejer af butikken i fem år.
  • Hun flytter nu butikken fra Storegade 15 til Storegade 13, hvor Plus Trend åbner inden Black Friday.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce