Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Dåbstal rasler ned: Corona får skylden

Der har ikke været kø ved døbefonten i de forskellige kirker i Aabenraa Kommune sidste år. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Der var ikke kø ved døbefonten sidste år i de forskellige kirker i Aabenraa Kommune. Antallet af vielser er også faldet.

Aabenraa: Døbefonten i de forskellige kirker i Aabenraa Kommune har ikke været lige så meget i brug sidste år, som den plejer at være.

Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at antallet af døbte i Aabenraa Provsti er raslet ned i 2020 sammenlignet med året før. I 2019 blev 448 borgere døbt i Aabenraa Provsti, og det tal faldt sidste år til 351 borgere.

Tallene kommer ikke bag på provsten, og forklaringen er også nærliggende.

- Vi har godt kunnet mærke det. Barnedåben er for mange familier en stor begivenhed med en efterfølgende stor fest. Det har coronaen og forsamlingsforbuddet sat en stopper for sidste år, siger Kirsten Sønderby.

Som tallene viser, så har der trods alt ikke været helt stille ved døbefonten.

- Nogle har valgt at gennemføre dåben og så udskyde festen, siger provsten, der sammen med sine præstekolleger i Aabenraa Provsti håber, at der inden længe igen vil blive travlhed omkring døbefonten.

- Vi håber, at der er mange, der vil vende tilbage og have en dåb, når verden åbner igen. Vi er i hvert fald klar til at gennemføre ekstra mange af dem, når tiden er inde, siger Kirsten Sønderby.

Annonce

Svært at gøre det festligt

I Bov Sogn, der hører under Aabenraa Provsti, adskiller man sig ikke fra udviklingen i provstiet. I 2019 blev døbefonten taget i brug 46 gange, og det faldt til 33 gange sidste år. Her får corona-virussen også skylden.

- Jeg tror helt bestemt, at det er på grund af coronaen og de begrænsninger, den har sat. Det har været svært at gøre dåben til en festlig begivenhed, siger Kaj Christensen, der er formand for menighedsrådet i Bov Sogn.


Barnedåben er for mange familier en stor begivenhed med en efterfølgende stor fest.

Kirsten Sønderby, provst


Kigger man på Haderslev Stift, som Aabenraa Provsti hører under, er tendensen også helt klar. Dåbstallene er raslet ned.

I Haderslev Stift blev der i 2019 døbt 3421 borgere, og det tal faldt sidste år til 3054. På landsplan viser tallene, at der sidste år blev døbt 33.900 mennesker i folkekirken, og det er 6733 færre end året før, hvor der blev døbt 40.633.

Annonce

Også færre vielser

Mens antallet af døbte er faldet markant i Aabenraa Provsti, så ser det noget anderledes ud, når man dykker ned i tallene for antallet af vielser.

Det er slet ikke faldet på tilsvarende vis. I 2019 var der 89 kirkelige vielser i Aabenraa Provsti, mens der sidste år var 86 vielser.

- Det kan skyldes, at vi sidste år i stigende omfang er kommet hjem til folk og viet dem der. Dem har der været mange af, siger Kirsten Sønderby.

Det har tilsyneladende ikke været tilfældet i Bov Sogn. Her er antallet af vielser faldet markant, når man sammenligner 2019 med 2020. Sidste år var der blot fem kirkelige vielser i Bov Sogn, mens der året forinden var 14.

- Det har jeg svært ved at finde en forklaring på, men personligt ville jeg nok selv udsætte et bryllup på grund af corona-virussen, siger Kaj Christensen.

- Nogle har sandsynligvis valgt at udskyde brylluppet, fordi det har været svært at holde en efterfølgende fest, fortsætter han.

På landsplan viser tallene fra Danmarks Statistik, at der i 2019 var 9969 vielser i kirken mod 7670 sidste år. Det er et fald på hele 23 procent.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce