Annonce
Ugeavisen Aabenraa

De små virksomheder kæmper for deres liv: - Bak op om det lokale erhvervsliv

Direktøren for Business Aabenraa, Helle Malene K. Olsen, opfordrer folk til at støtte de små erhvervsdrivende, der kæmper en hård kamp i de her corona-tider. Arkivfoto: Claus Thorsted
I de her corona-tider bør du handle lokalt, hvis butikker, caféer og restauranter også skal være en del af gadebilledet i fremtiden. Sådan lyder det fra Business Aabenraa, som også opfordrer til, at kunderne tager kontakt til virksomhederne, hvis de har gode idéer til nye måder at yde service på.
Annonce

Aabenraa: Det lokale erhvervsliv har brug for din hjælp i de her tider.

Sådan lyder opråbet fra Business Aabenraa, som er virksomhedernes lokale erhvervsservice.

- Hvis vi også vil have butikker efter coronakrisen, er det vigtigt, at vi forsat handler lokalt. Mange af dem er små, ejerledede virksomheder, der har brug for omsætning for at holde sig i live, siger direktør i Business Aabenraa Helle Malene K. Olsen.

Det er særligt virksomheder inden for serviceerhverv og oplevelsesøkonomi, der er ramt lige nu, vurderer hun.

- Derfor vil vi gerne opfordre folk til, at man gør sine indkøb hos de lokale virksomheder. Det kan også være, at man allerede nu kan begynde at tænke i eksempelvis fødselsdagsgaver, eller man kan købe et gavekort til en lokal restaurant, så man kan spise en middag sammen til sommer, siger Helle Malene K. Olsen.

Opfordring på Facebook

Byrådspolitiker Signe Bekker Dhiman (S) er på Facebook ude med samme opfordring som Business Aabenraa.

- Aabenraa! Vores erhvervsliv lider, og mange af vores lokale spisesteder forsøger at bremse styrtblødningen med gode take-away tilbud. Det er nu, vi skal bakke op om dem, skriver hun.

Annonce

Internet eller telefon

Meget af det kan stadig foregå hjemmefra, så man ikke behøver gå på kompromis med Sundhedsstyrelsens anbefaling om at begrænse den fysiske kontakt med andre mennesker, understreger hun.

- Enten har de lokale virksomheder hjemmesider, hvor man kan bestille, og ellers kan man ringe til dem og høre, hvad der kan lade sig gøre. Mange af butikkerne holder også åbent for kunder, og så længe, vi husker at passe på hinanden og følge myndighedernes anvisninger om at holde afstand, kan man også gøre sine normale indkøb i butikkerne, siger Helle Malene K. Olsen.

Annonce

Ny service

Allerede nu ser man virksomheder, der tænker i alternative løsninger, så de kan holde gang i butikken.

- De er jo vant til at yde service, og det er stadigvæk gældende. Nu er der bare flere måder at udøve service på. Det kan være restauranter, der tilbyder take-away, eller butikker, der tilbyder at levere varerne. Men som kunde kan man også være med til at udvikle en ny måde at yde service på, så ring til virksomhederne, hvis I har en god idé, lyder opfordringen fra Helle Malene K. Olsen.

I de her dage har Business Aabenraa fokus på at skabe et overblik for virksomhederne.

- Men generelt henviser vi til de officielle kanaler eller brancheforeningerne, hvis man har konkrete spørgsmål til, hvordan man skal agere i forhold til corona. Der kommer hele tiden nyt, så den bedste sparring får man hos dem, siger Helle Malene K. Olsen, som dog også understreger:

- Er man i tvivl, så er man altid velkommen til at give os et ring.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce