Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Den nye forbruger vil have en shoppingoplevelse

Gitte Elkær, Jysk Fynske Medier. Foto: Michael Bager

Hvis det blot handler om at tage en vare ned fra hylden og betale ved kassen, så kan man lige så godt handle på nettet, mener analysechef ved Jysk Fynske Medier, Gitte Elkær. Butikkerne skal tænke i oplevelser, mener hun.

Annonce

Aabenraa: Restauranter er begyndt at optimere belysningen ved bordene, hvor kunderne indtager retterne. Det har ikke så meget med maden at gøre, men mere med vore ændrede vaner.

For når vi går på restaurant, vil vi gerne fortælle det til andre - og ikke mindst vise det på de sociale medier.

- For at maden så kan tage sig godt ud på kundernes facebook-sider, har man gjort meget ud af belysningen, forklarer analysechef hos Jysk Fynske Medier Gitte Elkær.

Forleden delte hun ud af sin viden for medlemmerne af Shop i City Aabenraa i forbindelse med årsmødet, hvor emnet var nye trends og tendenser inden for forbrugeradfærd.

Adfærden ændrer sig nemlig, når det drejer sig om de fysiske butikker.

Annonce

Forventer noget mere

- Kunderne vil stadig gerne handle i butikkerne - men de forventer noget mere og noget andet: Der skal være en oplevelse forbundet med det at handle. Og der skal være noget at komme efter. Hvis det er et spørgsmål om tage en vare ned fra hylden og gå hen til kassen for at betale - det har vi simpelthen ikke tid til. Så vil vi hellere købe vare på nettet. Men hvis der er en særlig oplevelse, en særlig service og ordentlighed - for eksempel at vi kan få en god kop kaffe samtidig, så vil vi gerne handle i de fysiske butikker. Forretningsdrivende er nødt til at gå tilbage - tænke i deres kerneforretning. Vi skal ikke bare ned i butikken for at hente en bluse eller en køkkenmaskine: Der skal være noget at komme efter, fortæller Gitte Elkær, der krydrede sit foredrag med eksempler blandt andet på baggrund af egne oplevelser.

Annonce

Ordentlighed

- Jeg har selv oplevet at stå i en tøjbutik i en kjole, hvor ekspedienten så siger til mig: Ved du hvad - den kjole er ikke pæn til dig. Det er ordentlighed i min verden. Og sådan et sted vil jeg gerne handle igen. Den service kan jeg jo ikke få på nettet.

Butiksejerne må gerne overveje, hvad det er, der gør deres butik til noget unikt.

Hun nævner som eksempel en skobutik, der havde ryddet op ude på lageret.

- De havde taget alle de gamle sko og spraymalet dem i alle mulige farver og så hængt dem ned fra loftet, fortæller Gitte Elkær - vel vidende at der er forskel på store butikker med tilsvarende budget.

- Men det koster altså ikke ret meget andet end at få idéen, siger hun og gentager:

- Der skal være noget at komme efter. Vi skal tale ind i noget mere og andet end bare produktet - det er oplevelsen, det handler om.

Det gælder ikke kun for den enkelte butik, men for handelsmiljøet generelt. For ingen forbruger tager på indkøbstur for kun at handle i én butik.

- Butikkerne må hellere tænke i, at konkurrenten er ved siden af, end at der slet ikke er noget. Man skal kunne gå hjem og fortælle familie og venner, at det har været en god oplevelse.

Foredraget tog udgangspunkt i tendenser og trends, og Gitte Elkær havde listet fem af de vigtigste op.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce