AABENRAA; Nye regler om indrejse betyder, at en test maksimalt må være 72 timer gammel, når man krydser grænsen. For at skabe bedre testmuligheder for borgere i grænselandet åbner regionen to nye hurtigteststeder.
I Aabenraa Kommune kommer teststedet til at ligge i det gamle rådhus på Plantagevej 4 i Bov.
Åbningstiden er hverdage kl. 7-18, og tilbuddet gælder fra onsdag den 17. februar. Indtil videre er det til og med fredag den 26. februar.
I både Aabenraa og Tønder kommuner arbejder der mange mennesker, der har bopæl syd for grænsen.
- Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at istandsætte en hurtig og fleksibel løsning på den korte bane. Det er efterspurgt af både grænsependlere og virksomheder, og jeg er glad for, at de nu kan blive testet i Bov og få svar med det samme, siger Aabenraas borgmester Thomas Andresen (V).
I Tønder bliver teststedet placeret i Tønder Sports – og Fritidscenter, Sønderlandevej 4-6. Her er åbningstiden også hverdage klokken 7.00-18.00
De nye indrejseregler, der er trådt i kraft, betyder, at de personer, som rejser ind i landet med et anerkendelsesværdigt formål, ved indrejsen skal kunne fremvise en negativ test foretaget højst 72 timer før indrejsen.
Hvis man bor i grænselandet og pendler over grænsen, kan det betyde, at man skal testes oftere end hidtil.