Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Drømmer om at svømme over Storebælt: Svømmere kårer Erika til årets kvindelige svømmer i åbent vand

At blive anerkendt for hendes præstation i 2020 har givet 50-årige Erika B. Krag blod på tanden. Målet for 2021 er derfor at svømme 500 kilometer i åbent vand, og så drømmer hun at svømme over Storebælt. Foto: André Thorup
I 2020 svømmede Erika B. Krag 470 kilometer i åbent vand, og det har nu givet hende anerkendelsen som årets kvindelige open water svømmer. En stort skulderklap, som nu giver hende blod på tanden til at gå efter drømmen om at svømme over Storebælt.
Annonce

Barsmark: Hun kan ikke sidde stille, og da hendes pilates-studio blev lukket ned i foråret 2020, havde hun en masse tid, som hun skulle have fyldt ud.

50-årige Erika B. Krag valgte ikke løbesko eller træning hjemme foran tv-skærmen. Hun cyklede i stedet de få hundrede meter ned til stranden nær hendes hjem i Barsmark, trak i våddragten og svømmede i det åbne vand. Det blev til 470 kilometer fra maj til slutningen af september, og det gav hende en fjerdeplads i konkurrencen Danmark svømmer og en førsteplads blandt kvinderne.

En bedrift, som nu er blevet anerkendt af medlemmerne i Facebook-gruppen marathon og ultrasvømning i Danmark. De har nemlig stemt på den lokale kvinde som årets kvindelige open water svømmer i Danmark.

- Jeg blev nødt til at hoppe lidt, da jeg fik beskeden om, at jeg havde vundet. Det er fedt. Det er en kæmpe cadeau, for det er nogle virkelige seje svømmere i den gruppe, og man skal præstere noget vildt som at svømme 25 kilometer i ét stræk eller krydse Storebælt for at få anerkendelse hos dem. Nu er jeg én af dem, og det giver gejst og energi. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor godt den besked gjorde i den her tid, hvor der bare er uvished hele tiden, fortæller Erika B. Krag med henvisning til, at hendes pilates-studio igen er lukket ned på grund af corona-pandemien.

Annonce

Kræver udholdenhed og overskud

Kåringen er et skulderklap, som nu også giver hende blod på tanden til at gøre noget mere ved svømningen i det åbne vand i år. Allerede inden nedlukningen igen ramte Danmark, havde hun en plan, men med prisen kommer hun nok til at gøre mere ved ambitionerne i år - hvis alt altså flasker sig i en tid, hvor ingen ved, hvordan situationen er om en måned.

- Jeg vil gerne op på 500 kilometer, og så kan jeg altså ikke få Storebælt ud af hovedet. Jeg vil gerne prøve at svømme de 21 kilometer over Storebælt, fordi det kræver så meget udholdenhed og mentalt overskud. Det ville være så sejt at gøre, og den her pris har gjort, at det er målet i år, siger hun.

Manden bag prisen skriver på sin hjemmeside crawleksperten.dk, at Erika B. Krag brød lydmuren i 2020 med hendes præstation, og at hun kan være til stor inspiration, da hun har vist mange kvinder, at de sagtens kan svømme langt og sætte sig store mål. I sommeren 2020 svømmede Erika B. Krag blandt andet de 11 kilometer rundt om Barsø i ét stræk. Privatfoto

Hun har nemlig opdaget i den føromtalte Facebook-gruppe, at 50 år er ingen alder, hvis man gerne vil give sig i kast med udfordringen over Storebælt, som kræver meget mere end "bare" at svømme 21 kilometer. Der er nemlig meget strøm, og det skal planlægges med trafikken af skibe og en følgebåd, der skal med, så hun er synlig i vandet.

- Jeg kan jo se inde i den gruppe, at det er folk med grå hår, der kaster sig ud i sådan en udfordring. Med alderen kommer jo en erfaring i udholdenhed, og man kender sig selv og sin grænse. Det er altid en udfordring at krydse åbent vand, men turen over Storebælt er en vanskelig tur på grund af strømmen, så det skal passe med vind, bølger, trafik og meget andet, fortæller hun.

Annonce

Dyrker boksning efter 20 års pause

Lige nu kan hun hverken dyrke pilates eller svømme i svømmehallen for at gøre sin krop klar til den udfordring. Hun har i stedet genoptaget en gammel interesse for boksning, hvor hendes skuldre også bliver trænet, så der ikke kommer skader, når hun igen kan svømme.

- Nogle svømmer jo i det åbne vand om vinteren også, men det er ikke lige mig - endnu ihvertfald. Det er altid en fordel at træne om vinteren, for ellers bliver du hamrende øm eller får skader, hvis du begynder med fem kilometer. Derfor har jeg kastet mig over boksningen igen efter 20 års pause, fortæller Erika B. Krag.

Den ekstra tid bliver også brugt på at læse. Ikke kun bøger, men også andre ultrasvømmeres erfaringer på nettet og i Facebook-grupper.

- Jeg er meget fascineret af, hvad man kan fysisk og mentalt, og det bruger jeg meget tid på at fordybe mig i lige nu. Hvad oplever andre, og hvilke erfaringer gør de sig? Det er en spændende vinkel, siger hun.

Annonce

Ét med naturen

Hun er selv forundret over, at hendes egen krop kan holde til det, men de mange års pilatestræning, hvor specielt core (muskelkorsettet, red.) bliver trænet, har givet hende en ballast, som hun kan mærke i vandet. I pilates fokuserer øvelserne på kontrol over vejrtrækningen og på at stabilisere rygraden og styrke ryg- og brystmusklerne. Hun har desuden i mange år dyrket fridykning, som træner åndedrættet, og det har hjulpet hende på svømmeturene i sommer.

Erika B. Krag er til daglig pilatesinstruktør i sit eget studio i Aabenraa. De mange års pilatestræning, hvor specielt core (muskelkorsettet, red.) bliver trænet, har givet hende en ballast, som hun kan mærke i vandet. Foto: Timo Battefeld

Derudover dyrker hun mindfulness, og det kan de lange svømmeture også bruges til.

- Maratonsvømning går ikke ud på at være hurtigst. Det handler om udholdenhed og om at holde roen og rytmen i strøm, bølger og brandmænd. Lige nu spekulerer jeg også på, hvordan jeg kan få flere til at prøve at svømme langt, og det, jeg siger til folk, er, at det er en stor naturoplevelse. Man er ét med naturen, og det er en form for mindfulness at svømme i åbent vand, siger Erika B. Krag.

Prisen

Kåringen af årets openwater svømmere og præstationer er taget på initiativ af Martin Empacher, der til i svømme- og triathlonkredse er kendt som manden bag hjemmesiden www.crawleksperten.dk

Han er svømmetræner, og hjælper begyndere, motionister og eliteatleter med deres svømning i åbent vand og administrerer Facebook-gruppen marathon og ultrasvømning i Danmark, som har 200 medlemmer, der alle er svømmere, som har særlig interesse for at svømme langt i åbent vand.

Det er her, svømmerne har stemt på dem, de synes, skal være årets svømmere. Det er første gang, kåringen sker.

I 2020 arrangerede DGI og Dansk Svømmeunion konkurrencen Danmark svømmer, hvor deltagerne skulle indrapportere, hvor langt de svømmede i open water henover sommeren.

Erika B. Krag er pilatesinstruktør og har Aabenraa Pilates Studio. Ud over pilates underviser hun også i fridans og afholder alverdens workshops.

Hun dyrker naturligvis pilates og svømning, og er i det hele taget en aktiv kvinde, som også dyrker fridykning, boksning og cykling.


Maratonsvømning går ikke ud på at være hurtigst. Det handler om udholdenhed og om at holde roen og rytmen i strøm, bølger og brandmænd. Lige nu spekulerer jeg også på, hvordan jeg kan få flere til at prøve at svømme langt, og det, jeg siger til folk, er, at det er en stor naturoplevelse. Man er ét med naturen, og det er en form for mindfulness at svømme i åbent vand.

Erika B. Krag


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce