Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Efter 22 år i København: Natur og familie fik Kristina til at flytte hjem

Når man er præstefamilie, så bor man i den bolig, der er tilknyttet kirken. Kristina Nedergaard er tilbage i den præstegård, hvor hun selv gik til præst for 30 år siden. Hun synes, at restaureringen af huset, efter den tidligere præst Jens Kvist flyttede for halvandet år siden, er blevet fantastisk. Et rart hus, som familien har følt sig hjemme i fra dag 1, og som hun glæder sig til at åbne, når corona-restriktionerne engang bliver lempet igen. Foto: André Thorup
Børnene var omdrejningspunktet for den beslutning, som 44-årige Kristina Tuperna Nedergaard og hendes mand tog om at flytte til Aabenraa. Alle er hurtigt faldet godt til, og Kristina er vendt hjem til sin barndomsby, som ligner sig selv, men er i en rivende udvikling.
Annonce

Aabenraa: - Nu er stillingen ledig, stod der i den sms, der i foråret tikkede ind på ungdomspræst på Vesterbro Thomas Nedergaards mobil.

I sms'en var der et link til en artikel i JydskeVestkysten, hvor der stod, at nu skulle den nye præst til Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa findes.

Sms'en var fra svigerfar i Aabenraa, og han satte med den besked gang i lige netop de tanker, han håbede på, men ikke troede på ville blive til virkelighed.

Det blev de til alles overraskelse, for der var ingen i ægteparret Kristina og Thomas Nedergaards omgangskreds, der havde set det komme. Set, at ægteparret efter mange år i København kunne finde på at skifte præsteboligen midt på Vesterbro ud med Aabenraa.

Men det gjorde de, og dermed vendte Kristina Tuperna Nedergaard efter 22 år hjem til sin fødeby.

- Det er sjovt, fordi der er rigtig mange, som har sagt, at det er en vild og stor beslutning, vi har taget. Men sådan har det ikke været for os. Vi har vidst i nogle år, at vi snart skulle videre - vi har bare ikke vidst til hvad. Så det kom som lidt af et lyn fra en klar himmel for vores familie og venner, men for os flaskede det hele sig bare, fortæller Kristina Nedergaard, som mødte stor opbakning fra sine chefer og fik lov til at flytte sit job med til Kolding.

Annonce

Hvad kan vi byde børnene?

Nu sidder hun i den nyrestaurerede præstegård, hvor hun selv gik til konfirmationsforberedelse for 30 år siden, og er meget glad for beslutningen, de tog. Det var nemlig på det helt rigtige tidspunkt, at stillingen i Aabenraa blev slået op.

-  For to år siden havde vi ikke været klar til at forlade København, men vi vidste, at Thomas' job som ungdomspræst havde en bagkant, fordi han ikke ville være en gammel ungdomspræst. Det er en del af gamet, når man er ungdomspræst, at man skal videre på et tidspunkt, og der har været mange ting i spil. Men hele omdrejningspunktet har været børnene. Hvad kan vi byde dem? fortæller hun.

Familien Nedergaard skiftede til stor overraskelse for familie og venner stenbroen på Vesterbro ud med natur og idyl i Aabenraa. 12-årige Aviaaja har fået større frihed, fordi hun nu selv kan cykle rundt, og alle børn har fået en hverdag med bedsteforældre lige om hjørnet, som gerne kører til dans, golf- og håndboldtræning og hjælper til. Nu går der længere og længere tid mellem, at børnene nævner dét, de savner i København. Foto: André Thorup

Aabenraa kunne de godt byde de tre børn, for her bor mormor og morfar stadig. Da morfar i foråret sendte den famøse sms, der satte gang i det hele, blev der da også først grinet i lejligheden på Vesterbro.

- Men så gik vi hver for sig og tyggede på det og blev enige om, at Thomas var nødt til at søge stillingen. Derefter kunne vi altid finde ud af, om det var noget for os. Jeg kunne godt se os bo her, for jeg kender udmærket præstegården, og vi ville få bedsteforældrene tæt på. Ungerne har et fantastisk forhold til dem, og hvis der skulle være en mening med at flytte til Aabenraa, så var det også ved at være sidste chance, fordi børnene er ved at være store, fortæller Kristina Nedergaard.

Annonce

Komme ud af byen og se langt

Et enigt menighedsråd sagde ja til Thomas, og han sagde ja, fordi Sct. Jørgens Kirke er et sted, han kan se sig selv i fremtiden. Kristina sagde ja af familiære grunde, og så manglede der kun børnene.

- De blev overraskede, for de havde ikke været involveret i de konkrete planer. De blev også kede af det, fordi vi skulle flytte fra noget, de kender, og hvor de trivedes, men de har været sindssygt loyale over for den beslutning, Thomas og jeg har taget. Det er deres fortjeneste, at det er gået godt, fordi de er gået ind i det med åbent sind og har været så seje. De er også bare blevet taget så godt imod alle steder, så det har slet ikke været svært at lande i Aabenraa, siger hun.

44-årige Kristina Nedergaard glæder sig til at åbne den idylliske præstegård på Kirkebakken for naboer, familie, venner og alle dem, hun kender i byen, men ikke har set i mange år. Lige nu er fredagscocktails med vennerne skiftet ud med gåture med kaffen i hånden, men når corona-restriktionerne igen giver mulighed for det, så skal huset åbnes og bruges til noget rart. Foto: André Thorup

Den 44-årige præstefrue, som flyttede fra barndomsbyen for at bo i en storby med puls og muligheder, blev mødt af de tre veninder i Aabenraa med et kæmpe "hvad?", da hun meddelte, at hun flyttede tilbage. Men hun var nået dertil, hvor hun var træt af at skulle strække sig over vindueskarmen i lejligheden i København for at se himlen og blev coronatosset under nedlukningen i foråret, fordi der var så mange mennesker i København, og hun trængte til at komme ud og se langt.

Annonce

Allerede vænnet sig til roen

Sommerhuset på Røsnæs blev dengang deres redning, for her kunne familien køre op, slå dørene op og få naturen lige ind i stuen. Det er nu solgt, for i præstegården i Aabenraa får familien den samme følelse hver dag.

- Alle de ting, som vi troede, vi ville komme til at savne ved ikke at bo i København - dem savner vi slet ikke. At vi har fået naturen så tæt, betyder rigtig meget. Vi nyder, at der nu er tre skove inden for fem minutter, og der er kun fire minutter i bil til Aabæk. Vi kan se solen både stå op og gå ned fra huset, og lige uden for vores dør er der en have, hvor vi skal have bygget bålsted, shelter og drivhus. Jeg var i København for nylig og blev helt overvældet af trafikken, larmen og alle bilerne. Det har altid været en del af vores hverdag, men der er kun gået tre måneder, og jeg har allerede vænnet mig til roen og en anden hverdag, smiler hun.

At finde noget, der matcher og kunne udfordre Thomas Nedergaard, har været en vigtig del af beslutningen om, hvor familien Nedergaard skulle flytte hen efter Vesterbro. I Sct. Jørgens Kirke kunne den tidligere ungdomspræst se sig selv i fremtiden - blandt andet fordi menighedsrådet og sognet også har lyst til noget nyt. For Kristina er det derfor også været vigtigt, at hendes mand lander godt i Aabenraa og får sit eget netværk. Foto: André Thorup

Aabenraa ligner sig selv, men alligevel er byen ikke, som hun forlod den for 22 år siden.

- Meget ligner sig selv, men det er en anden by. Den er ikke gået i stå, men er fremme i skoene, for der er nogle politikere, som vil noget med byen. Det er fedt at se, hvordan bylivet og erhvervslivet blomstrer. Det vil vi rigtig gerne bakke op om, og handler lokalt så vidt muligt og er på torvet hver lørdag formiddag, siger hun.

Annonce

Hvorfor gjorde vi ikke det noget før?

Det sociale er det største savn ved at forlade København, for hun efterlod venner og veninder dér, som hun savner. Men det er ikke dér, hun har sit fokus lige nu. Det handler om at få familien landet godt og få Thomas godt i gang i sit job og i hans nye by, og så kommer det sociale bagefter.

- Vi er opmærksomme på, at vi skal have det til at fungere efter corona. Det er os, der har valgt at flytte, så vi må bruge noget krudt på og tage ansvar for vores venskaber i København. De er heldigvis også indstillet på at komme herned, og vi har allerede haft besøg flere gange. Til gengæld er jeg kommet tættere på mine tre veninder her i byen, og det gjorde også flytningen lettere for mig, at de er her, siger Kristina Nedergaard.

For den helt store gevinst for alle i familien er at være kommet tættere på bedsteforældrene.

- Det er fantastisk, og alle elsker det. Morfar kører Carl til golf-undervisning, og de spiller sammen. Henter Inuuna i børnehave og kører hende til dans. Vi kigger ind til hinanden, hvis vi lige kommer forbi. Spiser søndagsmiddag sammen og er en del af hinandens hverdag. Det er sindssygt hyggeligt og er noget, vi alle sætter stor pris på. Så er det jo, at vi tænker: Hvorfor var det lige, at vi ikke gjorde det noget før, smiler Kristina Nedergaard.

Blå bog

Kristina Tuperna Nedergaard er 44 år og født og opvokset i Aabenraa.

Her gik hun på Aabenraa Friskole og blev student fra Aabenraa Statsskole i 1996.

Hun flyttede i 1998 til København, hvor hun studerede til ergoterapeut.

I ti år var hun tilsynsførende ved Arbejdstilsynet, men de seneste år har hun været projektleder for Arbejdstilsynets projekter om faglig understøttelse.

I forbindelse med flytningen til Aabenraa fik Kristina flyttet sine opgaver til Arbejdstilsynets center i Kolding.

Den 1. januar skifter hun Kolding ud med Aabenraa, når hun begynder som arbejdsmiljøkoordinator i Familieretshuset.

Hun er gift med sognepræst ved Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa, Thomas Nedergaard, som i mange år var ungdomspræst på Vesterbro.

De har sammen tre børn: Aviaaja på 12 år, Carl på ti år og Inuuna på fem år. Pigerne har grønlandske navne, da deres mormor stammer fra Grønland.

I fritiden er Kristina en aktiv kvinde, som bruger naturen meget sammen med familien og glæder sig til at bruge haven til foråret .


Alle de ting, som vi troede, vi ville komme til at savne ved ikke at bo i København - dem savner vi slet ikke.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce