Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Efter aflysning: Aabenraa Vinen sørger for penge i kassen til ringriderfesten

Årets Aabenraa Vin har en etikette med et maleri af den sønderjyske maler Eckersberg. Rødvinen er den, der bliver solgt mest af.
Ringriderkomitéen udgiver hvert år Aabenraa Vinen. I år er den foreningens eneste indtægtskilde, og der er god opbakning til den lokalt.
Annonce

Aabenraa: Et underskud på omkring 100.000 kroner.

Det er, hvad Amtsringriderforeningen Aabenraa kommer ud med i et år, hvor den traditionsrige ringriderfest blev aflyst på grund af coronapandemien.

Den eneste indtægtskilde, som foreningen har haft i år, er på salget af Aabenraa Vinen, som der til gengæld har haft god afsætning.

- Den er eftertragtet i år. Der er allerede blevet solgt så mange flasker, at vi skal genoptrykke etiketten, og det plejer vi først at skulle gøre på den anden side af nytår, fortæller Peter Boysen fra komitéen, som estimerer, at der er blevet solgt mellem 1500 og 2000 flasker vin.

Han er ansvarlig for vinen i komitéen, og han tror, at årets gode salg kan have noget at gøre med, at der ikke har været de samme muligheder for at handle over grænsen som normalt på grund af grænselukning og restriktioner.

Annonce

Vinen viser liv og aktivitet

- Aabenraa Vinen er blevet kendt som en vin af høj kvalitet, og kendskabet til vin er blevet større og bedre i Danmark. Folk gør mere og mere ud af vin, og de har i år brugt flere penge på vin i Danmark, så det hænger nok sammen med vores øgede salg, siger han.

Peter Boysen vælger sammen med nogle andre komitémedlemmer samt en gruppe vinkendere årets vin ved en blindsmagning.

- Vi vil have en vin, som man kan være bekendt at give som gave eller servere for sine gæster. Derfor vælger vi den selv, forklarer han.

I år har Aabenraa Vinen også en anden betydning end kun som indtægtskilde for ringriderfesten. Den er også med til at vise, at der stadig er aktivitet i foreningen.

- Den er med til at markere, at vi er i live og stadig aktive, siger Peter Boysen.

Annonce

Sponsor købte vin til gaver

Én af dem, som har købt et større parti af Aabenraa Vinen, er Lars Hansen, som ejer HLT Service på Kathale i Aabenraa.

Han har de seneste fem til seks år været sponsor for ringriderfesten, og han ville gerne hjælpe foreningen i et år, hvor den ikke får nogen penge i kassen.

- Vi vil altid gerne støtte lokalt, og da vi skulle bruge nogle vingaver til vores leverandører, var det nærliggende at købe Aabenraa Vinen, da vi her samtidig kunne støtte ringriderfesten. At der ingen fest har været i år, betyder jo noget økonomisk, og da vil vi gerne give et bidrag, som vi plejer at gøre som sponsor, siger Lars Hansen.

Annonce

Vores bidrag til krisen

Kasserer i Amtsringriderforeningen Aabenraa, Mathias Andresen, fortæller, at underskuddet ikke får betydning for festen til sommer.

- Vi søger ikke nogen form for kompensation, da vi har det sådan, at de 100.000 kroner, vi kommer til at tabe, er vores bidrag til corona-krisen. Vi bløder ikke og er klar til at arrangere en ny fest til sommer, siger Mathias Andresen.

2021 er i øvrigt året, hvor Amtsringriderforeningen fejrer 125 års jubilæum.

Årets Aabenraa Vin

Aabenraa Vinen 2020 er italiensk fra regionen Puglia.  Vinen er en La Grande Sorpresa årgang 2016 på 14,5 procent bestående af 50 procent Negroamaro, 20 procent Merlot, 20 procent Primitivo og 10 procent Malvasia.

Den koster 89 kroner og heraf går 10 kroner brutto til ringriderforeningen.

Den sælges hos Vin og Gastro, Løvbjerg, Ole's Chokolade, Juhl's Blomster og Bay Vine.

Ringriderforeningen har udgivet vinen de sidste 25-30 år.


Vi vil altid gerne støtte lokalt, og da vi skulle bruge nogle vingaver til vores leverandører, var det nærliggende at købe Aabenraa Vinen, da vi her samtidig kunne støtte ringriderfesten.

Lars Hansen, indehaver af HLT Service


Aabenraa Vinen findes også som hvidvin med samme Eckersberg etikette.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce