Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Efter konkurs: Gæsterne strømmer igen til stort legeland

Legelandet Jump A Lot kan se tilbage på et godt comeback efter konkursen. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Efter en hård konkurs ser legelandet Jump A Lot igen positivt på fremtiden.
Annonce

Nr. Hostrup: I slutningen af januar i år indgav legelandet Jump A Lot i Nr. Hostrup ved Rødekro en konkursbegæring, og i marts blev indehaveren Nis Hejsel erklæret personlig konkurs og med ham også legelandet.

Konkursen betød, at Jump A Lot måtte holde lukket i seks uger, men så fik Nis Hejsels søn og hustru lov til at føre legelandet videre, og dørene blev åbnet igen midt i april. Indtil videre har det vist sig at være en god beslutning ikke at smide håndklædet i ringen.

- Det er gået rigtig godt. Sommeren er med os i år, fordi det ikke er så varmt. Folk ligger ikke ved stranden som sidste år, men finder andre aktiviteter, siger Nis Hejsel, der efter konkursen nu fungerer som almindelig ansat hos Jump A Lot.

Nis Hejsel vurderer, at Jump A Lot lige nu har et par tusinde gæster om ugen, og det er væsentligt flere end sidste år, hvor Danmark oplevede en ualmindelig varm sommer.

- Det er tre gange så mange som sidste år, og det er ikke kun danskere. Der er rigtig mange udenlandske turister i år, der holder ferie i oplandet, siger Nis Hejsel.

Det har været en hård tid, men jeg glæder mig over, at vi har fået stor opbakning fra lokalområdet.

Nis Hejsel, Jump A Lot

Annonce

En hård tid

Ud over at ejerne nu er det ene af Nis Hejsels tre børn, sønnen Nicholaj Hejsel Vejlgaard med en ejerandel på 52 procent, og Nis' hustru, Annette Vejlgaard med en ejerandel på 48 procent, der med deres holdingselskaber ejer det nye driftsselskab, så er Jump A Lot blevet ført videre i samme ånd som tidligere.

Nis Hejsel erkender dog, at konkursen var en barsk periode at komme igennem.

- Det har været en hård tid, men jeg glæder mig over, at vi har fået stor opbakning fra lokalområdet, og folk er glade for, at vi genåbnede legelandet, siger Nis Hejsel.

Konkursen tidligere på året var naturligvis en streg i regningen, men den usædvanlig varme sommer sidste år betød, at kunderne foretrak stranden frem for indendørs aktiviteter. Det resulterede i et tab på 700.000 kroner på omsætningen. Dertil kom, at banken trak stikket, og det var mere end den i forvejen anstrengte økonomi kunne bære.

Jump A Lot har åbent hver dag hele sommerferien.

Jump A Lot

Nis Hejsel er fra Haderslev og oprindeligt uddannet revisor. Men det var ikke lige ham, og han blev i stedet halinspektør i Kjellerup mellem Viborg og Silkeborg.

Jobbet i hallen blev senere skiftet ud med en titel som medejer af legelandet Baboon City i Herning. Den andel blev solgt i 2010, og for pengene blev Jump A Lot grundlagt.

Gennem årene er Jump A Lot blevet udvidet med nye aktiviteter på de 4800 indendørs og 10.000 udendørs kvadratmeter.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce