Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Efter lukning af storcentre: Aabenraas butikker udvider åbningstiden

Formand for Shop i City Aabenraa, Malene Byriel, til venstre, og citychef Dorthe Hilbig opfordrer medlemsbutikkerne til at udvide åbningstiderne de sidste seks dage op mod jul. Det sker, efter storcentrene er lukkede, hvilket formanden tror vil betyde flere kunder i Aabenraas butikker. Arkivfoto: Kim Holm
Bestyrelsen i Shop i City Aabenraa opfordrer deres medlemmer til at udvide åbningstiden, så kunderne får mere plads og mere tid til at få handlet deres julegaver.
Annonce

Aabenraa: Der er godt gang i julehandlen på gågaden i Aabenraa, og der kommer formentlig flere kunder til byen, efter at storcentrene i hele landet lukkede torsdag.

De blev lukket af regeringen som et led i dens plan for at bekæmpe coronavirussen, som lige nu spreder sig hurtigt i Danmark, og det fik Shop i City Aabenraas formand, Malene Byriel, til at hasteindkalde bestyrelsen til et møde torsdag morgen.

Her blev bestyrelsen enig om at opfordre medlemsbutikkerne til at udvide åbningstiden de resterende seks dage af julehandlen, så de har åbent fra kl. 9-19 på hverdage, og fra kl. 10-16 lørdag og søndag.

Det sker for at sprede kunderne mere, så de ikke stimler sammen på de sidste store åbningsdage op mod jul.

- Lukning af storcentrene kommer til at betyde flere kunder til os, og det kunne jeg allerede mærke i morges, da jeg kom på arbejde. Der stod folk i kø for at komme ind, og jeg har allerede sat ekstra personale på, så ekspeditionerne kan ske hurtigt, så folk kan komme ud igen, fortæller Malene Byriel, som arbejder i Vibholm Guld & Sølv på gågaden.

Hun tror ikke, at butikkerne vil blive væltet, for de var forberedt på ekstra travlhed de sidste dage op mod jul, da det typisk er her, de fleste julegaveindkøb sker.

- Vi har også styr på restriktionerne med afstand, sprit og antal kunder i butikken, og kunderne går heller ikke i panik, kan jeg mærke. De er fortrøstningsfulde og glade for, at vi kan holde åbent, og det er vi også. Den her tid er altafgørende for mange butikker på gågaden, og derfor er vi bare glade for, at vi fik lov til at holde åbent, siger hun, som også allerede onsdag aften fik den første henvendelse fra kunder i Sønderborg, hvor storcentret Borgen er lukket.

Annonce

Udsalg bliver udskudt

Om det er alle butikker på gågaden, som fra fredag vil holde længere åbent, kan Malene Byriel ikke svare på.

- Af dem, jeg har nået at tale med, er de fleste med på en udvidelse af åbningstiden, og jeg forventer også, at størstedelen af medlemsbutikkerne gør det. Men der er nogle, der ikke vil gøre det, og vi kan jo kun opfordre og ikke pålægge dem at holde længere åbent. Om kædebutikkerne er med, ved vi heller ikke endnu, da de ikke har meldt noget ud endnu, fortæller Malene Byriel.

Ugen mellem jul og nytår plejer at være der, folk går i butikkerne for at bytte deres julegaver, men det kan ikke lade sig gøre i år, da alle landets butikker er lukket frem til den 4. januar. Det får også konsekvenser for udsalget, som var sat til starte søndag den 3. januar.

- Vi afventer og ser, om vi åbner den 4. januar, og så er det der, vi skyder udsalget i gang, fortæller hun.

Skulle man have behov for at bytte en julegave, har Shop i City's medlemmer under disse usædvanlige forhold valgt at udvide retur-ordningen helt ind i februar.

- Det er op til den enkelte butik, om ordningen eventuelt skal forlænges, men er man i tvivl, så opfordrer jeg til, at man ringer til den enkelte butik for at træffe en aftale. Jeg kan forsikre kunderne om, at butikkerne er megafleksible, hvad det angår, fortæller citychef Dorthe Hilbig.

Aabenraa Shoppen

Under forårets nedlukning fik butikkerne i Aabenraa Kommune deres egen fælles webshop aabenraashop.dk

Her er der omkring 50 butikker og forretninger med, så man kan handle sine julegaver her, hvis man ikke har lyst til at gå ind i de fysiske butikker.

Der er gratis levering af varerne i hele kommunen, og udbringningen sker tre gange om ugen.

Det er foreningen Shop i City Aabenraa, der på vegne af den butik, man har købt varen i, står for leveringen, og der er indgået et samarbejde mellem Aabenraa Kommune og Shop i City Aabenraa omkring leveringen.

Det er Business Aabenraa, der administrerer webshoppen.


Lukning af storcentrene kommer til at betyde flere kunder til os, og det kunne jeg allerede mærke i morges, da jeg kom på arbejde. Der stod folk i kø for at komme ind, og jeg har allerede sat ekstra personale på, så ekspeditionerne kan ske hurtigt, så folk kan komme ud igen.

Malene Byriel, formand for Shop i City Aabenraa


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce