Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Efter opsigelse: Kommunal tandpine bliver forværret

Tandplejen i Aabenraa Kommune lider i høj grad under tandlægemangel. Ventetiden er steget med 30 procent. Arkivfoto: Søren Gylling
Generelt er det en god idé at børste bisserne, men i Aabenraa Kommune har børnene en ekstra god grund. Tandplejen lider så meget under mangel på tandlæger, at ventetiden på behandlinger er steget med 30 procent.
Annonce

Aabenraa: Av for den. Politikerne i social- og sundhedsudvalget har fået en orientering, der giver nervøse trækninger.

Der er stadig alt for mange huller på personalesiden - læs: tandlægemangel - i den kommunale tandpleje. Den gennemsnitlige forsinkelse på undersøgelser er godt nok faldet fra 133 dage i august sidste år til 100 dage i februar i år. Dog stadig langt fra målet om 50 dage.

Samtidig går udviklingen den forkerte vej, når det gælder ventetiden på behandlinger. Her er den gennemsnitlige ventetid steget fra 52 til 69 dage.

- Det er en udfordring, og det må helst ikke blive værre. Det er også det, vi har orienteret politikerne om. Vi skal helst ikke gå ned i antallet af tandlæger. Vi er heldigvis lykkedes med at rekruttere en ny tandlæge til to dage om ugen, men desværre mistede vi en fuldtidstandlæge ved udgangen af februar, fortæller Christian Schrøder, der er leder af tandplejen.

Annonce

Satser på nyt tandlægekuld

Én succes kan man dog notere. Ansættelsen af to nye tandplejere har været med til at nedbringe ventetiden på undersøgelser.

- Vi er ikke helt derhenne, hvor vi kunne tænke os at være, men tendensen er rigtig. Til gengæld kan vi med det samme se, at der er ikke er mange tider i kalenderen til de nødvendige behandlinger, når vi mister en tandlæge, siger Christian Schrøder.

I Aabenraa Kommune vil man være klar, når Tandlægehøjskolen spytter et stort kuld tandlæger ud til sommer.

- Vi håber meget, vi kan rekruttere derfra. Ikke, fordi vi kun rekrutterer nyuddannede, men om ikke andet skulle vi gerne, hvis der ikke kommer én med større erfaring end dét, kunne finde en, der vil arbejde minimum et par dage om ugen. Kommer der en, som vil arbejde på fuld tid, er vi ved at være der, forklarer Christian Schrøder, som tilføjer, at man sideløbende forstærker den forebyggende indsats for på den måde at nedbringe behovet for behandlinger.

Annonce

Formand: Flere penge vil ikke hjælpe

Ifølge Christian Schrøder er det ikke blot den kommunale tandpleje i Aabenraa, der er ramt. Tandlægemanglen er stor i hele landet i både kommunalt og privat regi, fortæller han.

- Der bliver uddannet for få tandlæger, fastslår Christian Schrøder.

Formanden for det politisk ansvarlige udvalg, social- og sundhedsudvalget, synes ikke, at den seneste status på driften i tandplejen er munter læsning.

- Det ser ringere ud, siger Karsten Meyer Olesen (S).

- Vi har normeringerne til at kunne tage os godt af børnenes tandsundhed, så det ville ikke hjælpe, hvis vi fandt penge til en tandlæge mere. Det drejer sig om, at vi ikke kan få tandlæger til vores kommune, og det er vi ikke ene om, forklarer udvalgsformanden, som håber, at den igangværende plan for at komme efterslæbet til livs får effekt.

Den plan, som tandplejen lagde i efteråret, er blevet udvidet i år. Det kan blandt andet blive aktuelt at rette henvendelse til de privatpraktiserende tandlæger i kommunen for i en periode at få dem til at overtage hele gruppen af 16-17-årige eller en større andel af den. De 16-17-årige kan nemlig gratis benytte en privatpraktiserende tandlæge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce