Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Flytter 287 år gammel tradition: Skyttebrødre udskyder kongeskydning og optog til september

Hvem bliver årets konge? Det er altid det store spørgsmål til den traditionsrige kongeskydning i Aabenraa Skyttelaug af 1734. Kongen fra 2019, Nis-Edwin List-Petersen, får lov til at sidde lidt længere på tronen, da laugets bestyrelse har valgt at flytte skydningen til september. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Bestyrelsen i Aabenraa Skyttelaug af 1734 håber, at planen holder for genåbningen af samfundet. Den har nemlig valgt at flytte den traditionsrige kongeskydning til september.

Aabenraa: I to år har Nis-Edwin List-Petersen siddet på tronen uden, at hans skyttebrødre har haft en chance for at vippe ham af pinden.

Nu ser det ud til, at muligheden kommer, for bestyrelsen i Aabenraa Skyttelaug af 1734 har valgt at flytte den traditionsrige kongeskydning til september.

Det sker, fordi bestyrelsen ønsker at gennemføre de traditioner, der er en stor del af pinseforsamlingen og kongeskydningen uden restriktioner, og det kan den ikke se kan lade sig gøre allerede i slutningen af maj.

Annonce

- Vi vil gerne kunne sidde sammen, gå i optog gennem byen og have damerne med til middag - køre det igennem, som vi plejer, og det er der for mange restriktioner til i maj. Til september forventer vi, at vi i Danmark er så langt henne med vaccinationer, at samfundet er åbent igen, og derfor skubber vi det, forklarer oldermand i Aabenraa Skyttelaug af 1734, Hans Henrik Johansen.

I stedet for at skulle mødes fredagen før pinse samt tirsdagen efter pinse, skal de nu mødes fredag den 17. september, hvor der holdes den traditionsrige "Freitag Vor", hvor der blandt andet optages nye medlemmer, og fredag den 24. september, hvor der er kongeskydning.

- Det bliver så noget nyt, at vi skal gå i optog gennem byen på en fredag. Det bliver også sjovt, at vi kan holde kongeskydningen med den efterfølgende middag med damerne og dans på en fredag, hvor der er mange, der kan holde fri dagen efter, siger oldermanden.

Kun aflyst to gange på 287 år

Han har kun hørt positive reaktioner fra sine skyttebrødre på flytningen, og selv glæder Hans Henrik Johansen sig til at se alle de kendte ansigter igen.

- Vi vil gerne i gang igen. Vi trænger til at konkurrere i skydning, og så glæder vi os til at se hinanden igen, siger han.

Aabenraa Skyttelaug satser på, at alle traditioner kan blive gennemført i september. Og det store optog gennem byen, som nu bliver fredag den 17. september. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Siden skyttelaugets begyndelse i 1734 har den traditionsrige kongeskydning kun været aflyst to gange. Det var i 1945 efter krigens afslutning og i 2020 på grund af restriktionerne som følge af coronavirussen.

Kongeskydningen

  • Kongeskydningen i Aabenraa Skyttelaug af 1734 er kulminationen på den mest traditionsrige fest i lauget.
  • Den har indtil i år altid foregået i pinsen, hvor skyttebrødrene om fredagen før pinse (Freitag Vor) mødes ved Brundlund Slot for at øve eksercits inden den årlige march gennem byen på tredje pinsedag. Her indvies også de nye skyttebrødre.
  • Tirsdagen efter pinse (tredje pinsedag) mødes brødrene på det tidligere rådhus, hvor de bliver modtaget af byens borgmester. Der bliver holdt taler, drukket et lille glas og udråbt et leve for Aabenraa.
  • Derefter går brødrene på march gennem byen. Marchen slutter ved Skyttegaarden, hvor de spiser frokost.
  • Herefter går de i gang med kongeskydningen, som gennemføres efter de samme bestemmelser, som har været gældende i århundreder.
  • Skydningen afvikles ved tre skyderunder, hvor hver skyttebror har et skud pr. runde. Den skytte, der afgiver det bedste enkeltskud, bliver skyttekonge for det kommende år.
  • Om aftenen er der fest med damerne, hvor den nye konge og kronprins hyldes.


Til september forventer vi, at vi i Danmark er så langt henne med vaccinationer, at samfundet er åbent igen, og derfor skubber vi det.

Hans Henrik Johansen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce