Annonce
Ugeavisen Aabenraa

For ni år siden kastede Johnni en flaskepost i havet: Nu er den fundet i Nordnorge

Johnni Perschke sendte i 2011 en flaskepost afsted i en colaflaske. Det skete fra færgen mod Færøerne, og han havde aldrig troet, den ville ende på Norges vestkyst, da der er mange klipper der. Men 11-årige Eskil fandt den for nylig og gav Johnni besked.
For nylig tikkede der en speciel mail ind hos Johnni Perschke. Mailen fra moderen til 11-årige Eskil i Nordnorge, som havde fundet den flaskepost, Johnni kastede i havet for ni år siden.
Annonce

Aabenraa: Han havde egentlig glemt alt om den - og så alligevel ikke.

For da der for nylig tikkede en mail ind med overskriften "flaskepost", så vidste 46-årige Johnni Perschke godt, hvad det drejede sig om. Også selvom historien begyndte for ni år siden på en sejltur til Færøerne.

Dengang rejste han meget til Færøerne med sit arbejde, og når han skulle have mange varer med, blev flyet byttet ud med færgen.

- Det var jo lidt kedeligt, for det tog 48 timer at sejle derop, og der var hverken wifi eller fjernsyn ombord, så hvad skulle man lave? For mange år siden besøgte jeg engang en skole, hvor en klasse havde sendt heliumsballoner med små sedler med navn og adresse afsted, og så havde de et kort, hvor de satte små nåle i for at se, hvor de blev fundet. Det synes jeg var meget sjovt, og det inspirerede mig til at lave en flaskepost og smide den i havet for at se, om den mon kom frem, fortæller Johnni Perschke.

Han tog en cola-plasticflaske og skrev en hilsen på både dansk og engelsk og puttede den i flasken og ventede til, at færgen var præcis halvvejs på turen.

- Så den blev kastet ud mellem Skotland og Færøerne, fortæller han.

Annonce

Eskil fandt den ni år efter

Inden han kastede den i, tog han et billede af sig selv med den. Og han gemte også en kopi af beskeden, han havde puttet i flasken.

- Jeg rydder tit op på min computer, men den besked røg aldrig ud, selvom der jo er gået mange år. Så den var stadig i min bevidsthed, selvom jeg samtidig havde glemt alt om den og ikke forventede, at den blev fundet af nogen, fortæller han.

Men det gjorde den.

11-årige Eskil Bredal Engan fra Tromsø  fandt Johnnis flaskepost på øen Flatøya i Steigen lidt syd for Lofoten i Nordnorge og mailede dette billede til Johnni.

For nylig var 11-årige Eskil Bredal Engan fra Tromsø sammen med sin familie i deres sommerhus på øen Flatøya i Steigen lidt syd for Lofoten i Nordnorge. Da de var ude at gå en tur fandt Eskil den flaskepost, som Johnni sendte afsted i 2011.

Annonce

Inviteret på besøg i Norge

Eskils mor skrev med det samme en mail til Johnni og fortalte om fundet.

- Jeg blev meget overrasket og synes, det er sjovt, at den er blevet fundet. Jeg havde aldrig troet, den ville ende på Norges vestkyst, fordi der kun er klipper. Det er jo tankevækkende, at sådan en colaflaske kan overleve ni år i saltvand, bølger, klipper, sol og meget mere og komme frem og fejle ingenting, siger han.

Johnni Perschke

  • Johnni Perschke er 46 år og fra Vojens.
  • Han bor i dag i Aabenraa og er sælger af værnemidler for firmaet ISC Safety.
  • Han er kendt i specielt Vojens fra sine 14 sæsoner som ishockeykommentator i hallen til alle hjemmekampe.
  • Han har løbet orienteringsløb i mange år og er en kortnørd.
  • Han elsker at vandre og er lige taget på den årlige tur til Norge, hvor det eneste planlagte er færgebilletten. Han har altid to eller tre vandre ruter med i bagagen og så finder han og rejsemakkeren ud af, hvad de har lyst til, når de ankommer.
  • Han holder foredrag om sund livsstil for blandt andet Kræftens Bekæmpelse.

Johnni Perschke er hvert år i Norge på vandretur og tog i fredags afsted på årets tur. Familien Engan har inviteret ham til at komme op i sommerhuset og mødes med dem, men det tilbud tror Johnni ikke, at han vil tage imod.


Det var jo lidt kedeligt, for det tog 48 timer at sejle derop, og der var hverken wifi eller fjernsyn ombord, så hvad skulle man lave?

Johnni Perschke


- Umiddelbart ikke. Det er måske lige lovlig meget at gøre ud af det. Det er sjovt at lave et opslag på Facebook og skrive en artikel om det i avisen, men mere synes jeg heller ikke, vi skal gøre ud af det. At sende en flaskepost var også en engangsfornøjelse, som jeg nu har prøvet af, siger han.

I ni år har dette stykke papir skvulpet rundt inde i en colaflaske, men det var stadig læseligt, da Eskil fandt det.
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bovbladet

Kollund Skole har fået en perma-have

Mest læste

Annonce