Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Fra Masterchef til køkkenhelvede: Regina lader mad-idéerne sprudle i verdens mest krævende tv-restaurant

Regina Hougaard fra Aabenraa er med på rødt hold i Hell's Kitchen, et nyt reality-program på Viasat og TV3. foto: Nordic Entertainment Group
31-årige Regina Hougaard fra Aabenraa er med på rødt hold, når TV3 og Viasat lancerer et nyt reality-program, som er den danske version af Gordon Ramsey's Kitchen Nightmares. Hell's Kitchen går i luften den 26. august.
Annonce

Rødekro: Én ting er sikkert: Fem-årige Viktoria Hougaards madpakke er ikke som de flestes, når hun dækker op til spisefrikvarter i børnehaven i Hjordkær. Det er ikke så sært, for hendes mor, Regina Hougaard, er vild med at lave mad. Og hun kan bare ikke lade være med at gøre datterens madpakke spændende og indbydende.

- Mad er ikke bare mad. For mig er det en livsstil, fortæller 31-årige Regina Hougaard. I 2018 deltog hun i "Masterchef" på TV 3, og nu er den 190 centimeter høje kvinde også med i reality-programmet "Hell's Kitchen" på samme kanal.

Hell’s Kitchen er verdens mest krævende og udfordrende tv-restaurant, hvor Gordon Ramsay er køkkenchefen i det amerikanske program: To hold dyster mod hinanden under et voldsomt tidspres. Det betyder, at tonen - også hér - er hård, til tider nådesløs.

I den danske udgave er det den kompromisløse stjernekok Jakob Mielcke, der med hård hånd styrer køkkenregionerne. I programmet skal 14 håbefulde kokke dyste om at vinde den ultimative præmie, nemlig et mentorforløb hos Mielcke.


Mad er ikke bare mad. For mig er det en livsstil

Regina Hougaard


- Han fyrer godt og grundigt op under os, forklarer Regina Hougaard om konceptet.

Regina Hougaard har tidligere deltaget i Masterchef. Hun var blevet castet til Hell's Kitchen, der blev optaget i foråret. foto: Kristine Holm Marcher, Nordic Entertainment Group

Regina Hougaard havde meldt sig til castingen på den danske version sidste år. Hun havde fået nogle værdifulde erfaringer fra den type reality-tv under optagelserne til "Masterchef".

- Jeg syntes jo, at det kunne være fedt, hvis jeg kunne komme med i det nye program "Hell's Kitchen". For det første ville det være en virkelig god udfordring for mig, dels fordi jeg betragter mig som amatør, dels fordi der er tale om en konkurrence mellem to hold. For det andet er der hele service-delen, hvor retterne skal præsenteres. Det er vanvittigt stressende, fordi man jo ikke lige har flere dage til at forberede. Det gør, at situationerne blev sindssygt intense. Man er bare nødt til at yde sit bedste, fortæller Regina Hougaard.

Annonce

Tv uden filter

Optagelserne foregik over nogle uger, hvor tv-holdene fulgte deltagerne døgnet rundt.

- Vi deler vores liv med seerne, mens optagelserne stod på - både når vi havde morgenhår eller når vi kampsvedte under arbejdet, griner Regina Hougaard, der således kunne konstatere: Nå - det er altså reality-tv uden filter. Efterfølgende kunne hun da have sine tvivl, hvordan hun ville fremstå i det færdige program, der vises på Viasat og TV3 fra onsdag, 26. august.

- I trailerne forud for programmet ser jeg godt nok lidt fortabt ud, siger Regina Hougaard. Selv om optagelserne er afsluttet - og har været det siden foråret - må hun ikke afsløre, hvordan det er gået.

Hun er dog "yderst tilfreds" med sin indsats.

- Naturligvis er der altid ting, man kunne have gjort bedre. Jeg har været udfordret, fordi niveauet har været så højt. Man skal tænke på, at holdene var sammensat af både amatører og professionelle, hvor jeg betragter mig selv som amatør. Men jeg har lært utrolig meget - og jeg ved allerede nu, at jeg vil kunne bruge mine erfaringer fremover. Det har i hvert fald udviklet mit syn på, hvordan mad også kan laves. For sådan set er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man kan sammensætte en ret, lyder det fra Regina Hougaard.

Annonce

Professionel karriere

Hun overvejer, hvordan hun kan gøre mere ved sin store interesse for madlavning.

- Jeg kunne faktisk godt tænke mig at blive professionel kok - og jeg har såmænd også kigget på det, enten med en regulær uddannelse eller også gennem et job som ufaglært. For ethvert køkken kan lære dig noget, mener hun.

Men med en lille datter derhjemme er arbejdstiderne som kok alt andet end optimale, må hun erkende.

Det betyder, at hun går på kulinarisk opdagelsesrejse derhjemme i sit eget køkken ud fra de opskrifter, hun selv finder på. Somme tider kan hun godt eksperimentere i op til 10-12 timer ad gangen, hvor hun overfører sine sprælske idéer til en ret.

- En rejesalat kan jo være så meget andet ved at man bruger de samme ingredienser - men at de tilberedes på en ny måde, så de forskellige komponenter spiller sammen og giver en helt ny smagsoplevelse. Selv om det stadig er en rejesalat. Og med alt det grej, der findes, kan man jo lave mange ting.

Hell's Kitchen, hér er det rødt hold - styres med hård hånd af mesterkokken Jakob Mielcke. foto: Nordic Entertainment Group
Annonce

Smagsdommer

Godt nok får kreativiteten frit spil. Men det skal stadig smage godt.

Hér er datteren Viktoria en efterhånden garvet smagsdommer, trods sine blot fem år.

- Hun vil gerne hjælpe i køkkenet, og jeg vil gerne lære hende lidt om madlavning. Hun har også sin helt egen mening, hvis noget smager godt eller skidt. Hun kan endda finde på at sige, om ikke der mangler noget. Salt, for eksempel.

Med sådan en "kritiker" er det jo udfordrende at lave madpakker til "lillepigen".

- Det er faktisk ret hyggeligt at lave en spændende og indbydende madpakke. Det behøver jo ikke at være rugbrødsmadder det hele. Så er den også sjovere at spise, når den er pyntet fint. Præsentationen er nemlig lige så vigtig som selve retten - for øjnene spiser også, lyder det fra Regina Hougaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce