Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Gågaden har fået ny skønhed - både ude og inde

Kaj Glochau har bevaret det gamle glasparti over døren til Ramsherred 11.Foto: Claus Thorsted
Kaj Glochau har sat gågadeejendommen på Ramsherred 11 i stand. Bygningen huser nu hans kone, Tina Kargers butik, Karger Beauty.
Annonce

AABENRAA: Kaj Glochau beskæftiger sig til daglig mest med tal, når han passer jobbet som revisor hos Ernst & Young i Aabenraa, men det seneste halve år en al fritid gået med ombygning og istandsættelse af den gamle ejendom på Ramsherred 11 i Aabenraa, som han overtog ved årsskiftet.

Gavlhuset har en smal facade ud mod gaden, men det er til gengæld meget langt, og det har vist sig velegnet til Tina Kargers butik, for der er god mulighed for at indrette behandlingslokaler bag selve butikslokalet.

Huset er fra midten af 1700-tallet og bevaringsværdigt. Det har givet nogle begrænsninger i forbindelse med istandsættelsen, men Kaj Glochau er godt tilfreds med samarbejdet med kommunen.

- Der har været nogle restriktioner - blandt andet har kommunen forlangt, at jeg skulle bevare de glaspartiet over døren. Heldigvis har jeg fået dispensation, så selve døren ikke skal være i den originale stil, fortæller Kaj Glochau.

Flyttedag for Karger Beauty

Karger Beauty åbnede den 22. juli i de nye lokaler i Ramsherred. Tina Karger havde tidligere sin forretning i Storegade 20.

Kaj Glochau har siden årsskiftet været i gang med at renovere Ramsherred 11 og indrette huset til Karger Beauty.

Flytningen markeres med en reception lørdag den 3. august klokken 14.

Annonce

Maling og udemøbler

Han har indrettet gangarealet i ejendommen til venteværelse for Karger Beautys kunder. Ugens tre første dage kan de bestille tid og få butikken for sig selv i en halv time, og her kan de vente til det bliver deres tur.

I gangen er det gamle bindingsværk kommet til ære og værdighed og stemningen understreges af de flisegulv, som Kaj Glochau selv har lagt.

- Det er ikke fordi, jeg har den store erfaring med at sætte huse i stand, men det er fedt at prøve noget nyt, siger han.

Huset har også fået nyt tag, og her har Kaj Glochau haft professionelle folk til at klare arbejdet.

Udvendig er det gamle hus blevet malet i en smuk brændt orange farve og snart kommer det gaderumsmøbler op foran huset.

Ramsherred 11 ligger nemlig i den del af gågaden, som kommunen gerne vil give nyt liv. Det sker med støtte fra både staten og fra Realdania.

Både maling og gaderumsmøbler kan husejerne få støtte til gennem en pulje, kommunen har afsat til formålet.

- Det er virkelig et godt initiativ, kommunen har taget, siger Kaj Glochau.

Husejerne skal holde sig indenfor en bestemt farveskala, men det var ikke noget problem, da Tina Karger opdagede, at brændt orange var en af de farver, hun kunne vælge. Den farve bruges nemlig også af parfumemærket Ormonde Jayne, som hun forhandler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce