Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Genåbningsplan har en ulempe: Længere kø ved testcentrene

Carelink er overbevist om, at der vil komme et øget tryk på testcentrene efter påske. Arkivfoto: Michael Bager
Både Carelink og Region Syddanmark regner med et større pres på testcentrene, når genåbningsplanen skal føres ud i livet.

Aabenraa: En langsigtet genåbningsplan af Danmark er på plads, og det er der sikkert ikke mange, der er kede af. Planen vil dog med stor sandsynlighed betyde, at danskerne skal væbne sig med lidt større tålmodighed, når de skal testes for covid-19.

Helt konkret er det 6. april, at det igen er muligt at gå til eksempelvis frisør eller tatovør, men det kræver et coronapas, der enten viser en negativ coronatest inden for 72 timer, at man er vaccineret eller kan påvise, at man tidligere har været smittet med covid-19.

Efterfølgende bliver det også nødvendigt med et coronapas, når der eksempelvis åbnes op for udendørsservering på restauranter, caféer og barer.

Netop det, at man skal fremvise en negativ coronatest inden for 72 timer, vil få stor betydning for presset på de forskellige testcentre. Det vurderer både Carelink og Region Syddanmark, der driver teststederne i Aabenraa Kommune.

- Vi forventer, at der er flere, der lader sig teste og oftere. Det er vores vurdering. Vi skal forvente et øget tryk, siger Brian Rosenberg, der er direktør hos Carelink.

Annonce

Flere skal ansættes

For at imødekomme den øgede efterspørgsel skal Carelink, der står for lyntestene, alene i Aabenraa Kommune bruge mellem 70 og 80 nye medarbejdere til at teste.

- Nogle af dem er vi undervejs med, men der venter et større rekrutteringsarbejde, siger Brian Rosenberg og tilføjer, at der trods flere ansatte vil være længere ventetid efter påske.

- Der vil komme længere køer efter påske. Det må vi være ærlige at sige, men vi vil gøre, hvad vi kan for at undgå det, siger han.


Vi forventer, at der er flere, der lader sig teste og oftere.

Brian Rosenberg, direktør hos Carelink


Det er ikke kun antallet af medarbejdere, der skal justeres på hos Carelink.

- Vi skal både have flere medarbejdere, og vi skal finde ud af, om de lokaler, vi bruger, er store nok, eller om vi skal have nogle flere steder. Heldigvis har vi et godt samarbejde med kommunerne, og det gælder bestemt også Aabenraa Kommune, så jeg er ret fortrøstningsfuld, siger Brian Rosenberg.

Annonce

Får ikke mindre at lave

Hos Region Syddanmark, der står for de såkaldte PCR-test, som modsat lyntestene skal analyseres hos Statens Serum Institut, vurderer man også, at presset vil stige.

- Vi forventer et øget pres på testcentrene. Vi får i hvert fald ikke mindre at lave. Det er helt sikkert, siger Henrik Skjellerup Struckmann, der er afdelingschef på Testcenter Sønderjylland.

Der er dog en grænse for, hvor mange flere PCR-test regionen kan lave.

- Det er op til Statens Serum Institut, hvor mange test der må laves. Det afhænger af instituttets analysekapacitet. Lige nu laver vi faktisk flere test i Region Syddanmark, end vi er nomineret til. Det skyldes, at andre regioner ikke udnytter deres kvoter, siger Henrik Skjellerup Struckmann, der af samme grund tror, at der efter påske i forbindelse med genåbningsplanen vil være flere, der vælger en lyntest.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce