Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Gourmetugen vender tilbage i uge 9: Kan godt mærke konkurrencen

Hotel Baltic i Høruphav er for første gang med i den sønderjyske gourmetuge. Stedet fik nye forpagtere i 2017, og de har nu valgt at deltage i det lokale arrangement i uge 9. Arkivfoto: Søren Gylling

Gourmetugen vender tilbage for tredje gang i uge 9. Arrangørerne kan godt mærke konkurrencen fra de to andre lignende arrangementer i Sønderjylland.

Annonce

Sønderjylland: Det første år blev de blæst væk af de over 3500 billetter, der blev solgt til den første gourmetuge i uge 9 i Sønderjylland.

Det marked fik andre aktører hurtigt øje på, og to konkurrenter dukkede op og lavede samme tilbud med at komme ud og spise tre retter mad for billige penge.

Allerede sidste år kunne Destination Sønderjylland mærke konkurrencen, da 1400 færre valgte at købe billet, og i år er der også restauratører, som har meldt sig ud af gourmetugen for at prøve ét af de andre tilbud.

- Huset Blom og Restaurant Ros er blandt dem, som har sagt, at de springer vores arrangement over i år for at være med i et af de andre arrangementer. Vi har også sat et mål om at sælge det samme antal billetter som sidste år med omkring 2000, da vi kommer lige i hælene på dining week og gastro week, forklarer Helle Schack fra Destination Sønderjylland.

Til gengæld er der kommet nogle nye sønderjyske restauranter med i programmet, og det betyder, at arrangøren håber at komme op på de 18-20 restauranter, som plejer at være med.

Gourmetuge


  • Den sønderjyske gourmetuge er et koncept, hvor man i uge 9 kan købe billet til en restaurant, som serverer en treretters menu for kun 230 kroner.
  • Baggrunden for arrangementet er at få flere folk til at komme ud og spise på de sønderjyske restauranter.
  • Det første år blev der solgt over 3500 billetter, mens der sidste år blev solgt 2106.
  • I år er der igen mellem 18 og 20 restauranter med. Indtil videre har 16 meldt sig klar.
  • Det er Fakkelgaarden, Schackenborg Slotskro, Christie's Sdr. Hostrup Kro, Bov Kro, Agerskov Kro og Hotel, Benniksgaard Hotel, Det Sønderjyske Køkken, Gram Slotskro, Hotel Baltic, Hotel Tønderhus, Restaurant BelleVue, Under Sejlet, Restaurant No. 10 på Hotel Europa, Restaurant Staffeli, Torve-Hallen og Holdbi Kro.
  • Billetsalget går i gang mandag den 4. februar klokken 12.
  • Se restauranternes menu på www.visitsonderjylland.dk
I gourmetugen i uge 9 kan man købe sig en tre-retters menu på én af de deltagende restauranter til kun 230 kroner. I år har arrangørerne valgt at få lavet tilbud fra lokale producenter til restauranterne, så der kan komme flere lokale råvarer ind i menuerne. Arkivfoto: Timo Battefeld
Annonce

Et mere intenst billetsalg i år

På Als er det Hotel Baltic og Torve-Hallen, som er nogle af de nye restauranter, gæsterne kan vælge imellem i uge 9, og Helle Schack glæder sig til at se, hvordan det går de nye i klassen.

- Jeg er meget spændt på at følge Hotel Baltic, og så glæder jeg mig over, at én af initiativtagerne til gourmetugen, Paul Loichtl, stadig er med, selvom han er skiftet fra Holdbi Kro til Torve-Hallen. Den nye forpagter af Holdbi Kro er også med, fortæller hun.

Sidste år prøvede Destination Sønderjylland at få specielt sjællænderne til at komme til Sønderjylland og spise godt i uge 9 ved at lancere pakker med fly, overnatning og mad i forbindelse med gourmetugen. Derfor begyndte billetsalget også allerede i december, hvorimod det i år først begynder tre uger - nemlig mandag den 4. februar klokken 12.

- Vi solgte kun tre af de pakker sidste år, og derfor har vi droppet det i år og lavet et mere intenst forløb med start på billetsalget tre uger før. Dermed kan vi også have alle restauranter og deres menuer klar til starten på billetsalget i år, så gæsterne kan få det fulde udbud fra begyndelsen, siger Helle Schack.

Fakkelgaarden, Schackenborg Slotskro og Christie's Sdr. Hostrup Kro plejer at være blandt de restauranter, der er hurtigst udsolgt. Alle tre er også med i år, og Fakkelgaarden har udvidet antallet af pladser i år.

Den tidligere forpagter af Holdbi Kro, Paul Loichtl, var med til at gøre gourmetugen til virkelighed for første gang i 2017. Han er også med i år med sin nye restaurant Torve-Hallen i Sønderborg. Arkivfoto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce