Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Gry træder et skridt tilbage: Bjarne Buthler bliver direktør for Café Kridt

Café Kridts ejer, Gry Kibsgaard, og den nye direktør Bjarne Buthler glæder sig til at tage hul på det nye samarbejde. Foto: Jacob Schultz
I mandags begyndte Bjarne Buthler som direktør i Café Kridt. Caféens ejer Gry Kibsgaard glæder sig at få en stærk mand ved roret, så hun kan gøre det, hun brænder for ude i de tre caféer.
Annonce

Aabenraa: Hun havde ikke troet, han ville sige ja, men da Bjarne Buthler hørte jobtilbuddet fra ejer af Café Kridt, Gry Kibsgaard, kunne han ikke andet end at sige ja tak.

Udfordringen i at blive direktør for Café Kridts tre caféer i Aabenraa, Tønder og Haderslev var for spændende til, at han kunne sige nej.

- Det kløede lidt i fingrene, da hun spurgte mig. Timingen kunne måske godt have været bedre i forhold til, at jeg kun har været på Under Sejlet i et år, men vi har nået meget på det år og har fået det til at fungere igen, så mit job som redningsplanke er opfyldt. Café Kridt er en kæde, og det er noget helt andet end det, jeg har prøvet før, forklarer Bjarne Buthler om skiftet, som også indebærer et farvel til jobbet som faglærer på kokkeuddannelsen på EUC Syd.

I mandags satte han sig for første gang bag skrivebordet i Café Kridt, hvor Gry Kibsgaard havde advaret ham om, at der ventede en stor stak opgaver. For hende er det befriende at slippe det overordnede ansvar og vende tilbage til det, hun brænder for: Arbejdet ude på gulvet i caféerne.

- Mit nytårsfortsæt var, at 2019 skulle været året med fokus på caféerne, og at jeg derfor skulle finde et stærkt menneske til at hjælpe mig. Jeg var ved at slå mig selv ihjel på kontoret og med at køre rundt og slukke ildbrande, og jeg vil bare så gerne ud og arbejde i caféerne. Men jeg har ikke kunnet finde én med kompetencerne, som samtidig var stærk nok til det arbejde før Bjarne. Jeg ville have ham, fordi han er behagelig, vellidt i byen, dygtig til at administrere og optimere, stærk i drift, økonomi og strategi og så er han god i et køkken. Det er svært at finde, fortæller Gry Kibsgaard, som har fået en kontrakt som servicemedarbejder.

Blå bog

  • Bjarne Buthler er 41 år og uddannet kok.
  • Han var manden, der startede Café Butler på gågaden i Aabenraa, som han solgte for fem år siden for at få mere tid til sønnen Christian.
  • Han er også manden bag Butler Is-te.
  • Han har de sidste fem år været faglærer på kokkeuddannelsen på EUC Syd.
  • Det seneste år har han også været direktør for Under Sejlet i Aabenraa.
  • Begge jobs forlader han nu for at blive direktør for Café Kridt.
  • Privat er han gift med Rikke Buthler, og de har sammen sønnen Christian på 10 år.
Annonce

To stærke personligheder

Begge er klar over, at der kommer til at være diskussioner undervejs, da både Bjarne Buthler og Gry Kibsgaard er stærke personligheder.

- Men så må vi diskutere, til vi bliver enige, smiler Bjarne Buthler.

- Og det er jeg klar til. Café Kridt har brug for én stærk mand ved roret og til driften for, at vi kan blive bedre. Butikken skal trimmes og være mega cool igen, og nu kan jeg igen lægge min energi ude i caféerne og sørge for, at vores dna skinner klart igennem i alle tre caféer, siger Gry Kibsgaard.

Målsætningen er, at dna'et er ens i alle tre caféer, så kunderne får den samme oplevelse i både Aabenraa, Tønder og Haderslev.

- Vi begynder med trimningsprocessen, så caféerne bliver ens og stringente. Det kan Gry gøre ude på gulvet, for hun ved, hvordan hun vil have det, og jeg kan gøre det overordnet med at få sat mere struktur og skarphed på det hele. Mine forcer er, at jeg er meget systematisk tænkende og så er jeg samtidig også god i et køkken. I og med, at jeg kommer udefra, har jeg lettere ved at træffe de trælse beslutninger, og jeg er ikke præget af "vi plejer." Jeg glæder mig og tror, det bliver rigtig godt og spændende, siger Bjarne Buthler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce