Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Guldsmeds højtid stoppet af forbud mod fester

Guldsmed Helene Mols fra Guld Design har arbejdet dobbelt så meget de seneste måneder, da to af hendes medarbejdere har været hjemsendt. Derfor har hun ikke overblik over, hvor meget omsætning hun har mistet ved, at konfirmationerne blev flyttet. Men hun håber, at den mistede omsætning kan hentes hjem i spetember. Privatfoto
Guldsmedenes andenstørste højtid efter jul er normalt lige med konfirmationer og studenter, der springer ud. Coronakrisen har bremset salget, men guldsmed Helene Mols fra Gulddesign håber at redde omsætningen hjem til september, hvor de fleste konfirmationer er flyttet til.
Annonce

Aabenraa: Maj og juni plejer at være nogle store måneder for guldsmedenes omsætning. Her sælges der gaver til konfirmander og studenter, men de fester blev stoppet af forsamlingsforbuddet i forbindelse med coronakrisen, og det mærker guldsmed Helene Mols fra Guld Design på gågaden tydeligt.

- Vores andenstørste højtid efter jul plejer at være lige nu. Men den flytter nok til september, hvor vi normalt har nogle stille måneder. Jeg håber at kunne redde vores omsætning hjem der, for det er meget få gaver til konfirmander, vi har solgt lige nu, fortæller hun.

Gaver til studenterne tror hun til gengæld, at der nok skal komme salg i snart.

- De bliver jo studenter uanset hvad, og det er typisk gaver, som folk køber lige op til dagen. Når vi kommer et par uger længere hen, tror jeg, salget af de gaver begynder. Der vil selvfølgelig komme mere salg, hvis der bliver åbnet for fester, for så skal naboen også købe en gave, og det gør de nok ikke, hvis der ikke bliver fest, mener Helene Mols.

Hvor meget hun har tabt i omsætning det seneste stykke tid, har hun intet overblik lige nu.

- Jeg har slet ikke haft tid til at kigge på regnskabet, for jeg har arbejdet dobbelt så meget de seneste måneder. Jeg har to ansatte hjemsendt til den 8. juni og har passet butikken selv. Jeg har en fleksjobber, som kommer nogle eftermiddage om ugen og står i butikken, så jeg kan komme på mit værksted og arbejde. Men mange dage står jeg i butikken om dagen og er på værkstedet om aftenen og i weekenderne, for nu kommer der også mere arbejde ind der, forklarer guldsmeden.

Annonce

Spritten får lov til at blive stående

Hun er glad for at se, at der nu er mange flere folk på gågaden nu, end der var, da coronakrisen fik folk til at blive hjemme. Det gør hende fortrøstningsfuld, og hun glæder sig til at vende tilbage til normale tilstande, men tror, at spritten på disken og afspritning af dørhåndtagene er kommet for at blive.

- Det, vi har været igennem, giver stof til eftertanke, og det har ikke været et problem at spritte så meget af. Man bliver mere eftertænksom, og jeg tænker mere på mig selv nu og vasker f.eks. hænder, når jeg har modtaget posten. Håndspritten får nok lov til at blive stående på disken fremover, siger Helene Mols.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce