Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Her skal alt kunne tåle at blive vådt

Det støver på Dyrskuepladsen lige nu, men her kan også blive meget vådt. Foto: Bente Staugaard.
Renovering af Dyrskuepladsen blev udskudt på grund af corona. Projekt er klar til august. Måske skal pladsen både bruges til fest og til vandreservoir.
Annonce

AABENRAA: Det støver som i en ørken på Dyrskuepladsen, hvor en traktor med harve onsdag var ved at ordne arealet ind mod det nye dige.

Men der er ikke altid tørt på festpladsen midt i Aabenraa. Det ved enhver, som har været til dyrskue eller ringridning en våd sommer.

Og måske skal vandet ligefrem ledes ned på Dyrskuepladsen under fremtidige skybrud. I hvert fald regner kommunen i øjeblikket på, om det vil kunne betale sig at bruge Dyrskuepladsen som vandreservoir, når der i fremtiden kommer ekstra store regnmængder.

Der skal dog fortsat holdes fest på pladsen, og kommunens planafdeling er i fuld gang med at finde ud af, hvordan pladsen skal indrettes, og planen er, at et udspil skal være klar til politisk behandling i august. Der står nemlig seks millioner kroner på budgettet, som skal bruges til at sætte pladsen i stand. De skal blandt andet gå til dræning af pladsen og til en rambla på tværs af pladsen, der skal forbinde Arena Aabenraa med Campus Aabenraa.

- Vi ved ikke, hvordan det ender med vandreservoiret, så foreløbig går vi ud fra, at alt, hvad vi bygger på pladsen, skal kunne tåle at blive vådt, siger Janni Kollerup fra kommunens planafdeling.

Alt er aflyst

Både Det sønderjyske Fællesdyrskue i maj og den store ringriderfest i juli er blevet aflyst på grund af risikoen for smitte med coronavirus.
Annonce

Plads til alle

Både Det sønderjyske Fællesdyrskue og Amtsringriderforeningen Aabenraa venter spændt på et udspil fra kommunen. Planen var oprindeligt, at kommunen skulle i gang med projektet umiddelbart efter dyrskuet, men det satte coronaen en stopper for. Nu kan der måske begynde at ske noget til efteråret.

Jørgen Popp Petersen, der er formand for Det sønderjyske Fællesdyrskue, så helst, at ringen midt på pladsen, hvor dyrene vises frem, kan bevares.

Han vil også helst bevare dyrskuets nuværende hus på pladsen, men erkender, at det kan blive svært, hvis den også skal fungere som vandreservoir.

Annonce

Ødelagt gulv

Allerede i efteråret fik huset en forsmag på, hvad vand kan udrette af skader. Der kom masser af regn, samtidig med at kommunen var ved at renovere diget omkring åen, og det betød oversvømmelse og et ødelagt gulv i dyrskuets hus.

- For mig at se har kommunen haft lidt svært ved at finde ud af, hvad den vil, og hvad der skal ske med broen over åen og med vores hus midt på dyrskuepladsen. Men vi håber, der kommer et udspil snart, siger Jørgen Popp Petersen.

- Vi besluttede allerede sidste år at rive vores stalde ned og erstatte dem med mobile telte i stedet, men det betyder, at vi har højere driftsudgifter hvert år, fortæller han.

Gerth Petersen, der er formand for Amtsringriderforeningen, venter også spændt. Han håber, at foreningen kan beholde hallen, der bruges til opbevaring, selv om pladsen eventuelt skal bruges til vandreservoir.

- Indtil videre har vi haft et godt samarbejde med kommunen omkring pladsen. Vi har nogle tanker om at indrette den lidt anderledes - næste gang, der er ringridning. For eksempel vil vi gerne have hestene til at ride mod publikum i stedet for at ride væk fra publikum, forklarer han.

I efteråret fik dyrskuets hus midt på pladsen en alvorlig vandskade.

Den gamle bro over åen er for kort til det nye dige, så den skal forlænges eller skiftes ud i forbindelse med renoveringen af dyrskuepladsen. Foto: Bente Staugaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce