Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Hvad gør Aabenraa med årets største shoppingdag? Fælles webshop opruster

Black Friday bliver i år til Black i uge 48, hvor butikkerne holder ekstra åbent. Det er også muligt at shoppe hjemmefra og få sine varer leveret. Foto: Kim Holm
Årets største handelsdag Black Friday bliver ikke som tidligere år én dag med rabatter. I Aabenraa foregår det i hele uge 48, men det er op til de enkelte butikker, hvordan de gør i år.
Annonce

Aabenraa: Den har slået rekorder gang på gang, for Black Friday har på få år vundet førstepladsen som den største shoppingdag i Danmark.

Også i Aabenraa, hvor man hoppede med på vognen for nogle år siden, og butikkerne begyndte julehandlen med rabatter og åbent til klokken 22.

I år bliver dagen anderledes over hele verden, da coronapandemien og store forsamlinger ikke er det bedste match, og i Aabenraa har man også taget konsekvensen og lavet den ene shoppedag om til en uge med aftenåbent om fredagen og åbent om søndagen.

Men det bliver op til hver enkelt butik, om og hvordan den deltager i Black, som Shop i City Aabenraa har valgt at kalde uge 48.

- Kæderne gør noget forskelligt, og der skal også være plads til de butikker, der ikke vil gøre noget. Vi har fokus på, at vi skaber muligheden for kunderne at shoppe forsvarligt hele ugen, fortæller citychef Dorthe Hilbig.

Annonce

Fælles webshop kører gratis ud

Siden forårets nedlukning har butikkerne i Aabenraa Kommune haft deres egen fælles webshop www.aabenraashop.dk, og den bliver oprustet til uge 48 og til julehandlen.

Her kan man nemlig også shoppe i butikkernes egne webshops via Aabenraa Shop og få sine varer leveret gratis. I uge 48 sker leveringen hver dag, mens det i resten af julehandlen sker mandag, onsdag og fredag.

- Det er vigtigt, at man handler i byen, og derfor tilbyder vi denne service, så man stadig shopper i de lokale butikker hjemmefra og få sine varer leveret gratis, siger citychefen.

Butikkerne har i uge 48 ekstra åbent fra klokken 8-22 om fredagen og fra klokken 10-14 om søndagen.

Hvad er Black Friday?

Black Friday er et amerikansk fænomen, der finder sted én gang om året, nemlig fredagen efter fejringen af den nationale helligdag Thanksgiving.

Fejringen af Thanksgiving finder sted den fjerde torsdag i november, og dagen efter åbner butiksdørene op for tilbudsfesten ved navn Black Friday.

Black Friday plejer at være startskuddet til december måneds julehandel, hvor forretninger skilter med gode tilbud, og kunderne vælter ind.

I år er det på grund af coronapandemien og de dertilhørende restriktioner ændret for at undgå  at samle for mange mennesker.

Fænomenet Black Friday er i løbet af de seneste år begyndt at vinde indpas blandt de danske butikker og varehuse.

I 2013 begyndte en række danske webshops at hoppe med på den sorte udsalgsbølge og senere har fysiske forretninger og hele kæder sluttet sig til udsalgsfesten.


Vi har fokus på, at vi skaber muligheden for kunderne at shoppe forsvarligt hele ugen.

Dorthe Hilbig, citychef
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce