Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Ingen grund til fnis: Mænd og yoga er en succes i Ravsted

Der er fuld fokus, når øvelserne går i gang i gymnastiksalen. foto: Jan Sternkopf
Mændene flokkes til yoga i Ravsted. En times øvelser er et godt middel mod stivhed og ømme rygge, erkender deltagerne. Lektionen afsluttes ikke med thé som hos damerne. - Vi har selv øl med, lyder meldingen fra mændene.
Annonce

Ravsted: Der er helt stille i gymnastiksalen. Kun Lene Nørregaard Hansens rolige stemme høres, når hun giver sine instruktioner:

- Tryk underlivet mod gulvet, luk for gas og vand, stræk armene - og løft benene, forklarer hun øvelsen.

Enkelte støn og pust høres blandt de ti mænd på gulvet, for nu skal der arbejdes, inden der så igen gives tilladelse til at slappe af.

Det er tirsdag aften i Børneuniversets gymnastiksal - tid til yoga for mænd, hvor Lene Nørregaard Hansen er instruktør ligesom hun er det en time tidligere for kvinder.

Hun kan glæde sig over stor tilslutning til holdene, især på mandeholdet, der efter sigende har forbedret sundhedsstatus i Ravsted og Havsted ganske betydeligt.

Yoga for voksne kører nu på tredje sæson i Ravsted. Først var det under Ravsted Ungdoms- og Idrætsforening, siden under Lene Nørregaard Hansen selv, fordi hun kunne konstatere, at der stadig var brug for yoga som tilbud til borgerne i og omkring den lille landsby som et alternativ til de mere traditionelle idrætstilbud såsom gymnastik og håndbold.

Lektionerne er en blanding af styrke- og smidighedsøvelser i opvarmningsfasen. foto: Jan Sternkopf
Annonce

Har selv øl med

- Det var egentlig damerne på yoga-holdet, der prikkede til mig, om jeg ikke også ville lave noget for mændene. Det gjorde jeg så. Fem mænd havde meldt til, og jeg havde forberedt med kopper og varm thé til efter lektionen. Men der kom tolv første gang, og så mange kopper havde jeg jo slet ikke med. "Ingen problem", sagde mændene: "Vi har selv øl med", lød kommentaren. Så mændene kører med et lidt andet koncept. Damerne får thé og lidt snolder, mens mændene får en øl eller en vand, fortæller Lene Nørregaard Hansen, der ret hurtigt fandt sig til rette med tonen i "herreværelset".

Hun synes, at det ret sejt gået af mændene.

- For der hersker en del fordomme om yoga - at det er noget tøse-noget. Men jeg må sige, at det mærker man ikke hér på mandeholdet - de er seriøse helt ud til fingerspidserne. Det er dejligt at undervise dem, lyder skudsmålet fra yoga-instruktøren.

Hun kom selv i gang med yoga på grund af problemer med ryggen. Øvelserne hjalp - og det skulle andre også have gavn af, mente Lene Nørregaard Hansen, der således tog en instruktør-uddannelse.

- 400 timer over to år - hver anden lørdag i København, fortæller den nu 40-årige kvinde, der bor med sin familie i Ravsted.

Annonce

Mænd ville være med

I begyndelsen var det kvinderne i Ravsted, der nød godt af hendes undervisning. Men efterhånden er mændene også kommet med på yoga-bølgen.

Ikke mindst fordi det har vist sig at have en gavnlig effekt. I hvert fald hos Mogens Nielsen, der til daglig arbejder som chauffør.

- Det kan varmt anbefales, lyder hans råd. Mogens Nielsen døjer med øm skulder og rygproblemer.

- Alle har vel problemer af den ene eller anden art, når man er over 50 år, men jeg kan helt klart mærke en effekt af de øvelser, vi laver på yoga-holdet. Rygsmerterne er bare væk, så det gælder om at holde det vedlige, fortæller 51-årige Mogens Nielsen.

Han ved godt, at der bliver fniset lidt, når han fortæller, at han går til yoga. Det er han dog ligeglad med.

- Dem, der griner, er jo dem, der ikke har prøvet det.

Yoga-holdet for mænd i Ravsted tæller godt 14, når alle er med. foto: Jan Sternkopf
Annonce

Lokket med

Selv blev han lokket med til yoga - ved festen til hans 50-års fødselsdag.

Det samme gjorde Jan Nissen, som var med til festen.

- Det var sådan noget, der blev sagt i et overstadigt øjeblik - sådan hvis-du-kan,-så-kan-jeg-også-agtigt. Men jeg har bestemt ikke fortrudt, selv om jeg var skeptisk i starten. Det er godt for min krop, kan jeg mærke. Og for sjælen, forresten - den skal jo også med, fortæller Jan Nissen, der har et stillesiddende kontorarbejde.

- Med yoga får jeg fat i nogle muskler, som jeg normalt ikke bruger. Det kan godt mærkes. Det virker - og jeg får det godt bagefter. Det kan bestemt anbefales, lyder det fra Jan Nissen om de øvelser, der udfordrer mændenes styrke og smidighed. Og jo - de giver også sved på panden.

Anna Martensen og Kirsten Knudsen er glade for at deres respektive mænd ligesom dem er begyndt på yoga.

- Vi er glade for at de kommer afsted. Begge er landmænd - men yoga er med til at løsne op for det hårde arbejde, de er udsat for i hverdagen. Jeg får jo nærmest en ny mand hjem igen, når han har været til yoga, siger Kirsten Knudsen.

Mogens Nissen (forrest) kan mærke en gavnlig effekt på sine ryg-problemer efter at have været til yoga. foto: Jan Sternkopf
Lene Nørregaard Hansen gik i gang med en uddannelse til yoga-instruktør efter at hun selv havde brugt yoga for at afhjælpe problemer med ryggen. foto: Jan Sternkopf
Udspænding hører også med til opvarmning. foto: Jan Sternkopf
I Ravsted går både kvinder og mænd til yoga - hver for sig. foto: Jan Sternkopf
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce