Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Ingen publikum i Genforeningsparken: Sådan kan du være med til dronningens besøg

Der har altid været mange med flag til at modtage og hylde dronning Margrethe, når hun tidligere har været på besøg i Aabenraa. Det håber borgmester Thomas Andresen også sker på søndag 13. juni, selvom det ikke er muligt for borgerne at komme ind i Genforeningsparken. Arkivfoto: Ulrik Pedersen
Dronningens besøg i Genforeningsparken bliver live-streamet, og der er mulighed for at stå på vejene eller sætte flag ud.

Aabenraa: Der bliver ingen mulighed for borgerne i Aabenraa og andre kongelig interesserede for at komme ind i Genforeningsparken og markere dronningens besøg med flag og smil på søndag 13. juni.

På grund af coronarestriktioner er publikum forment adgang til parken, men selvom man ikke må komme derind, hvor hele arrangementet foregår, så gør Aabenraa Kommune en del for, at borgerne alligevel kan være med på den eller den anden måde.

Én af måderne er at stille sig på Haderslevvej, som i dagens anledning vil være spærret af på grund af terrorsikring. Her kan publikum indtil dronningens ankomst klokken 12 stå i det spor, der går nordpå. Det sydgående spor skal være åbent til dronningens kortege, men når hun er ankommet, kører kortegen væk.

Annonce

- Da håber jeg, at vi kan åbne hele Haderslevvej, så folk kan stå derude med flag og være med til at råbe hurra for dronningen, når vi kommer ud på balkonen, siger borgmester Thomas Andresen.

Det sker klokken 12.40.

Der er dog begrænset plads på Haderslevvej, og da det er politiet, der har ansvaret på dagen, kan man risikere at blive sendt hjem igen, hvis der er for mange mennesker.

Kommunen opfordrer alle, der vælger at lægge vejen forbi, til at holde god afstand, overholde covid-19 retningslinjerne og følge politiets anvisninger.

Flag på vej til Sønderborg

Lidt over en halv time efter balkonscenen forlader dronningen Folkehjem for at køre til Dybbøl, hvor det næste arrangement i fejringen af Genforeningen vil finde sted.

Haderslevvej vil være spærret i det sydgående spor, indtil dronningen er ankommet klokken 12. Publikum kan derfor stå i det nordgående spor og modtage hende. Når hun er ankommet, bliver det sydgående spor også åbnet, så man kan komme tættere på til balkonscenen. Foto: Mette Christine Schulz

Normalt er dronningens rute ikke en, der bliver offentliggjort, og den kan også stadig blive ændret, men meldingen fredag lød på, at dronningen kører via landevejen syd ud af Aabenraa. Det betyder, at det er Kystvej, man skal stå ved, hvis man gerne vil vinke til dronningen. Hun forlader Folkehjem omkring klokken 13.15.

Dermed er kommunens plan med at fortælle den præcise rute og fortælle tidspunkterne for, hvornår man kan stå hvor, gået lidt i vasken.

Det er nemlig kortegelederens beslutning, hvilken rute dronningens kortege skal køre ud af byen, og den kan blive ændret lige indtil sidste øjeblik.

Derfor lyder opfordringen fra kommunen også, at man kan flage hjemme i sin have eller stille flag ud til vejen, så dronningen kan nyde det syn på sin vej til Dybbøl.

Annonce

Følg besøget på jv.dk

Man kan også blive hjemme i stuen og følge dronningens besøg. Aabenraa Kommune livestreamer hele besøget på deres Facebook-side.

På jv.dk kan du hele dagen også følge dronningen rundt i Sønderjylland. Vi har reportere med alle steder, som løbende sender live, skriver artikler og tager billeder. Vi er med fra starten klokken 10, når dronningen, kronprinsen og prins Christian kører i karet over den gamle grænse ved Frederikshøj nord for Christiansfeld, til receptionen på Kongeskibet Dannebrog i Sønderborg går i gang klokken 19.



Da håber jeg, at vi kan åbne hele Haderslevvej, så folk kan stå derude med flag og være med til at råbe hurra for dronningen, når vi kommer ud på balkonen.

Thomas Andresen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Aabenraa

Borgmester vil ikke kede dronningen med historiske detaljer: Hun skal høre, hvordan det er at være sønderjyde med stort S

Annonce