Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Inspiration: Det skal du lave med dine børn i påsken

Det er hyggeligt at lave mad på et bål i haven sammen med familien. Arkivfoto: Pernille Hoffmann .

Mon ikke de fleste forældre er ved at være lidt tyndslidte af at aktivere deres corona-trætte børn i en tid, hvor der er langt mellem legekammeraterne og fritidsaktiviteterne?

Dermed risikerer påsken at blive endnu en hård "ferie" for småbørnsforældrene. Vores kolleger på Holstebro Onsdag har derfor bedt pædagog Mette Nielsen om at komme med nogle fif til, hvad man kan bruge fridagene i påsken på sammen med børnene.

Hun har nemlig masser af tips til hyggelige timer i det fri.

1. Bag brunkager på bål

- Det er altid godt at få børnene udenfor, så de kan få brændt noget energi af. Og så kan man ligeså godt lave et bål, siger Mette Nielsen.

På det bål kan man så lave brunkager i appelsinskaller. Køb en færdigblanding brunkagedej, skær toppen af en appelsin, udhul appelsinen som du ville udhule et græskar, fyld brunkageblandingen ind i appelsinskallen, så den er halvt fyldt op, pak det hele ind i stanniolpapir (gerne to lag), og læg den i gløderne i 15-20 minutter.

- Så får man de mest fantastiske brunkager, som man kan spise med ske fra appelsinskallen. Det er en hyggelig aktivitet, som børnene selv kan være med til, det er sjovt og det tager ikke mindst en god luns tid. Og så er der en gevinst til sidst i og med, at man får kage, forklarer Mette Nielsen.

2. Ægtrille-konkurrence

- Det lyder måske simpelt, men tro mig, børnene elsker det, forsikrer Mette Nielsen.

Og hendes næste tip lyder ganske rigtigt ikke som noget særligt: Pynt æg med børnene, og find så en god bakke et sted ude i naturen. Og så gælder det ellers om at få ens æg til at trille længst ned ad bakken.

- Det er en årlig begivenhed i børnehaven, og børnene er helt vilde med det, siger Mette Nielsen.

Man kan eventuelt putte et ekstra element ind i aktiviteten ved at farve æggene med ting, man selv har fundet i naturen.

3. Naturbingo

En god måde at lære dine børn (og måske dig selv) mere om naturen er ved at finde billeder af ting på nettet, som I sammen skal finde ude i naturen, eksempelvis påskeliljer, bestemte planter, små dyr med mere. Tag en gammel æggebakke, print tingene, I skal finde i naturen, ud, og smut ud i naturen sammen. Når I finder en af tingene, som I har printet ud, lægger I billedet af det i æggebakken. Bliv ved indtil I har pladen fuld, så I kan råbe "Bingo!".

4. Lidt ekstra til fuglene

Laver I appelsinbrunkagerne fra punkt 1, så udnyt eventuelt det sidste af gløderne til denne opskrift:

Kom svinefedt i en gryde sammen med korn og stil det ind i resten af gløderne, til det er smeltet sammen. I mellemtiden skærer I et æble halvt over, tager toppen af og laver hul i æblet. Når svinefedtet er kølet af, kan børnene få lov at hælde fyldet ind i æblet. Stik så en pind op i æblet, og hæng det ud til fuglene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce