Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Jesper fra Aabenraa begiver sig ud på nye kulinariske eventyr

Jesper Koch er for tiden aktuel som dommer i TV3-programmet Masterchef. Tv-programmer er én af de ting, han gerne vil lave mere af i fremtiden, og derfor forlader han Brdr. Koch, som han de seneste 12 år har drevet sammen med først sin tvillingebror og siden kom lillebror Lasse også med i firmaet.

Gourmetkokken Jesper Koch, som er født og opvokset i Aabenraa, siger farvel til familievirksomheden Brdr. Koch for at forfølge drømmene om udvikling af nye restauranter, tv-programmer og morgenmadskoncept.

Annonce

Det var i Aabenraa, at Jesper Koch trådte sine barnesko og lærte en masse i køkkenet fra sin bedstemor.

Nu vender mesterkokken for en stund tilbage til Sønderjylland for at hjælpe med at udvikle fire restauranter til det 600 millioner kroners hotelbyggeri, som Bitten og Mads Clausens Fond og PFA Pension opfører i Sønderborg.

Dermed siger han også farvel til makkerskabet med sine brødre Michael og Lasse, som han de sidste 12 år har åbnet flere anmelderroste restauranter sammen med under navnet Brdr. Koch i Aarhus.

- Det er sket meget de seneste 12 år. Vi har eksperimenteret og prøvet ting af, og et sted undervejs fandt vi opskriften, der forener familie, forretning og fornøjelse. Men nu er det tid for mig at prøve noget nyt. Jeg har i et stykke tid barslet med nogle idéer, der ikke passer ind i Kocherier. Samtidig føler jeg, at timingen er den rette. Restaurant Koch, Det Glade Vanvid og Frøken Koch kører alle fantastisk, og jeg er sikker på, at Michael og Lasse fortsætter den positive udvikling, fortæller Jesper Koch.

Restaurant, tv

og konsulent

Sideløbende med restauranterne har Jesper medvirket i flere tv-programmer, blandt andre Madklubben på TV2 og Godt Selskab på TV3 og lige nu er han aktuel i Masterchef. Samtidig har Jesper været drivkraften i brødrenes konsulentvirksomhed Gastronaut, hvor de blandt andet har hjulpet med at forbedre kvaliteten af kantinemad, udviklet gourmetoste med Arla Unika og designet professionelt køkkenudstyr til forbrugere med ScanPan.

Selvom konsulentarbejdet i fremtiden vil fylde mere for Jesper, er han dog ikke færdig med at drive restaurant.

- Jeg har et par projekter undervejs. Det første jeg kaster mig over bliver et nyt spisehus med raffineret, asiatisk streetfood. Det bliver et multikulturelt spisekort med asiatiske klassikere, men tilberedt af de bedste danske råvarer. Tænk dumplings af økologisk kylling fra Sødam, glaceret spiced bryst af dansk gris med honning fra Risskov og kimchi med kål fra Mols, fortæller Jesper og fortsætter:

- Når spisehuset har fundet sit fæste, går jeg videre til det næste projekt. Jeg brygger på et nyt morgenmadskoncept, og jeg kan garantere, at det ikke bliver det sidste, I hører fra mig, siger Jesper.

Ærgerligt exit

for brødrene

Selvom Jesper Koch de seneste mange år har boet i Aarhus, har han og brødrene bevaret deres tilknytning til Sønderjylland. Forældrene Marianne og Hans Koch bor stadig i Aabenraa, og selvom Jesper nu forlader familievirksomheden, så understreger han, at hans exit ikke kommer til at påvirke forholdet i familien.

Ifølge bror Lasse er Jespers exit ærgerligt, men også forståeligt.

- Det er virkelig ærgerligt, at vi fremover ikke alle tre er samlet i køkkenet. Det vil det altid være, når én går egne veje, og især når man er familie. Men både Michael og jeg har samtidig fuld forståelse for, at Jesper gerne vil forfølge idéer, han har barslet med, men som ikke passer ind i Kocherier, fortæller Lasse Koch.

Jesper Koch siger heller ikke farvel og tak til det unikke brødresamarbejde for evigt, for han vil stadig samarbejde med Michael og Lasse i fremtiden.

- Gennem Kocherier har vi udfordret standarderne og leveret madoplevelser, vi kan være meget stolte af, og det fortsætter Lasse og Michael med i fremtiden. Jeg ved, at de har nye ting i støbeskeen, og vi samarbejder stadig om nogle projekter, fortæller Jesper Koch.

Men nu er det tid for mig at prøve noget nyt. Jeg har i et stykke tid barslet med nogle idéer, der ikke passer ind i Kocherier
Jesper Koch om sit exit fra Brdr. Koch

Jesper Koch om sit exit fra Brdr. Koch
Jesper Koch forlader Brdr. Koch og begiver sig ud på nye kulinariske eventyr
Jesper Koch forlader Brdr. Koch og begiver sig ud på nye kulinariske eventyr
Brødrene Koch er alle tre vokset op i Aabenraa, og her valgte Lasse, i midten,og Michael, til venstre, også at gå i lære som kok på den lokale gourmetrestaurant Fakkelgaarden. Senere tilbragte Jesper også et år på restauranten. Siden 2004 har tvillingebrødrene Jesper og Michael haft restaurant sammen i Aarhus, hvor lillebror Lasse siden kom til. Den 1. marts forlader Jesper Koch familieforetagendet for at forfølge sine egne drømme.

Jesper Koch

Jesper Koch stammer fra Aabenraa, hvor han sammen med sine brødre er vokset op i Hostrupskov


  • Han og den enæggede tvillingebror Michael er 41 år gamle og er begge kokkeuddannede ligesom lillebroren Lasse.

  • Han er gift med Birgitte og sammen har de tre børn.

  • Han kom i lære som kok på Sorø Storkro, hvor han blev udlært i 1995.

  • I 1996 til 1998 var han tilbage i Sønderjylland som kok på Fakkelgaarden i Kollund og Christies i Tønder.

  • Inden han åbnede Restaurant Koch i Aarhus, arbejdede han på flere Michelin-stjernede restauranter i Frankrig, København og Oslo, og han var i fire år køkkenchef på Molskroen.

  • I 2004 åbnede han sammen med tvillingebroren Michael Restaurant Koch på lystbådehavnen i Aarhus.

  • Siden kom også Frøken Koch, Kocherier, Det Glade Vanvid, Vin & Vin Brødrene Koch og Gastronaut Consulting til.

  • Jesper Koch har vundet adskillige priser - blandt andet som Årets Kok for professionelle kokke i 1999, Vinder af Aarhus' bedste gourmetrestaurant i 2010, Vinder af Årets Kok 2000, nummer 4 ved EM i 1999, nummer 7 ved VM, "Bocouse d'Or" 2001.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce