Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Kunde overtager vandpibecafé på gågaden: Vi mangler et hyggeligt samlingssted i Aabenraa

26-årige Mohammed Adel har overtaget vandpibecaféen Casablanca Shisha Lounge på gågaden. Han synes, at der mangler et hyggeligt samlingssted for unge i Aabenraa, og han håber, at flere danskere vil få øjnene op for det hyggelige i at dele en vandpibe. Foto: Mette Christine Schulz
26-årige Mohammed Adel savner et sted, hvor unge kan samles for at hygge sig. Derfor har han overtaget vandpibecaféen Casablanca Shisha Lounge sammen med sin søster.
Annonce

Aabenraa: I Mellemøsten er det at ryge en vandpibe sammen det samme som at servere en kop kaffe til gæsterne i danske hjem.

Overalt i Danmark er vandpibecaféer de seneste år piblet frem. Også i Aabenraa, hvor Casablanca Shisha Lounge åbnede for nogle år siden i den nordlige ende af gågaden.

Det seneste halve år har den haft lukket på grund af corona, og den daværende ejers fraflytning fra Aabenraa. Det fik 26-årige Mohammed Adel til at reagere, da han hørte, den var til salg.

- Min søster og jeg er selv kommet her meget, og da hun hørte, caféen var sat til salg, valgte vi at slå os sammen og købe den. Vi kan se muligheder i den, for der mangler et sted for unge, hvor de kan samles og hygge sig sammen uden at skulle gå i byen. Man behøver ikke ryge vandpibe her, men kan komme og lave lektier, spille spil, se en fodboldkamp og bare hygge, fortæller Mohammed Adel.

Han erkender, at det med at ryge vandpibe er en kulturel ting, og derfor er det ikke danskere, man ser så mange af i caféen.

- Der er måske fordomme om det, men når der har været danskere her - også ældre, så er de meget positive og synes, det er hyggeligt, siger han, som selv har afghanske rødder, men er vokset op i Aabenraa.

Annonce

Vil gerne skabe liv i den nordlige ende

Hans ambition er at skabe et hyggeligt sted uden høj musik, fordi det synes han mangler i Aabenraa. Og han valgte at blive i den nordlige ende af gågaden for at være med til at skabe aktivitet i området.

At ryge en vandpibe sammen er i Mellemøsten det samme, som når danskerne inviterer deres gæster på en kop kaffe, siger Mohammed Adel. Foto: Mette Christine Schulz

- Der er nogle, som har spurgt mig, hvorfor jeg ikke valgte at genåbne et andet sted i byen. Men jeg vil gerne være med til at skabe liv hernede. Der er stadig lidt dødt, og der kommer ikke så mange herned, så jeg håber, at de mange tomme bygninger snart bliver revet ned, som kommunen har lovet at gøre. Det vil åbne op ud til H.P. Hanssens Gade og gøre, at det ikke ser så tomt ud hernede, forklarer Mohammed Adel.

Indtil videre er det Mohammed Adel, som styrer caféen, da søsteren for tiden bor i Næstved, hvor hun er ved at tage en uddannelse. Men det er planen, at hun flytter tilbage til Aabenraa, når hun er færdiguddannet.

Sådan er reglerne i en vandpibecafé

Man kan komme ind på Casablance Shisha Lounge, hvis man er fyldt 16 år.

Man skal dog være 18 år for at købe en vandpibe, da man i følge dansk lov ikke må købe tobak, før man er 18 år.

Vandpiberne bliver altid vasket efter brug, og der bliver brugt engangsmundstykker.

På grund af corona bliver alt desinficeret og ekstra rengjort.


Der er nogle, som har spurgt mig, hvorfor jeg ikke valgte at genåbne et andet sted i byen. Men jeg vil gerne være med til at skabe liv hernede.

Mohammed Adel


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce