Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Lille møbelpolstrer vil gerne vokse: Kirsten lader håndværket tale for sig

Kirsten Østergaard er efter mange år som ansat nu blevet selvstændig møbelpolstrer med eget firma.To gange under sin læretid vandt hun DM i Skills. Foto: Timo Battefeld
Mens hun var i lære, vandt Kirsten Østergaard DM i Skills to gange - i 2013 og året efter i 2014. Efter en årrække som ansat har hun nu valgt at stå på egne ben med sin virksomhed "Den lille Møbelpolstrer", der har værksted på Årupgade.

Årup: Det er ikke helt tilfældigt, at Kirsten Østergaard har kaldt sin nye virksomhed på Årupgade 21 for "Den lille Møbelpolstrer". For det første fordi den 33-årige kvinde ikke er større end en tobak for en skilling, for det andet er hendes firma ikke særlig stort, eftersom hun kun er sig selv.

Efter tretten år med chefer er det nu hende, der bestemmer.

- Det er lige noget, jeg skal vænne mig til. At det nu er mig selv, der skal træffe beslutningerne, fortæller Kirsten Østergaard.

Hun er uddannet hos Kjærs Auto- og Møbelpolstring i Rise Hjarup og hér nåede hun på grund af sine færdigheder at blive danmarksmester i Skills hele to gange - både i 2013 og året efter i 2014, mens hun var i lære.

Allerede dengang mødte hun mange fordomme i branchen.

- For hvordan kunne en kun halvanden meter høj pige som mig begå sig i et fag som møbelpolstring, lyder det fra Kirsten Østergaard, der dog har valgt at lade sit arbejde og resultaterne tale for sig selv.

Det kan man nemlig godt, må konklusionen være.

Som i andre håndværk er det jo i høj grad et spørgsmål om teknik og dygtighed, påpeger hun.

Fakta

Uddannet møbelpolstrer fra Kjærs Auto- og Møbelpolstring i 2014.

Vandt DM i Skills i 2013 og 2014.

Har etableret sig som selvstændig med "Den lille Møbelpolstrer" på Årupgade.

Er gift med Jeppe Østergaard, der har startet eget tømrerfirma.

Sammen har de to børn - Aksel på toethalvt og Esther på 16 måneder.

Annonce

Alsidigt håndværk

Især når man som hun mestrer stort set alle aspekter af faget.

- Det er et meget alsidigt arbejde. Det er jo ikke kun at sætte en fjeder i en gammel stol eller reparere et armlæn, forklarer Kirsten Østergaard og viser som eksempel én af de mere specielle opgaver, hun er i gang med lige for tiden: En helt ny polstring af styrestolen til en motorbåd, fremstillet i et vejrbestandigt materiale.

Om det er reparationer, vedligeholdelse eller spændende specialopgaver, så nyder hun, at hendes færdigheder kommer i brug.

- Jeg afleverer ikke noget, medmindre det er 100 procent i orden. Man kan jo også bruge mig, når man selv har et design-forslag - for eksempel med en skitse, så kan jeg fortælle, om og i givet fald hvordan det kan lade sig gøre, lyder opfordringen fra møbelpolsteren, der siden september 2014 har arbejdet på Fyn og i den forbindelse har pendlet mellem Aabenraa og arbejdsstedet.

Annonce

Nødvendigt skifte

Skiftet til Fyn var nødvendigt, husker hun.

- Jeg var rigtig glad for at arbejde hos Kjær. Men selv om jeg var udlært svend, så ville jeg altid forblive lærlingen på stedet. Desuden mente jeg, at det kunne være godt at komme ud og prøve nyt. Ellers kan det hurtigt gå hen og blive den samme trummerum, fortæller Kirsten Østergaard.

At flytte til en ny arbejdsplads gav da også noget andet og mere, erkender hun.

- Chefen på Fyn havde en helt anden tilgang til tingene. Da jeg begyndte, var vi kun os to - men virksomheden var i de år inde i en rivende udvikling. Da jeg stoppede, var der ti ansatte, og virksomheden var flyttet fra to små lokaler til en stor hal på 300 kvadratmeter. Det væltede nærmest ind med kunder, der havde hørt om os fra andre. Men vi lavede også et knaldgodt håndværk.

Kirsten Østergaard har åbnet eget værksted med adresse på Årupgade. Foto: Timo Battefeld
Annonce

På tide at blive selvstændig

Som det så ofte sker, var der nogle udefra kommende omstændigheder, der fik hende til at stoppe op og gentænke sit liv.

- Min mand og jeg fik to børn hurtigt efter hinanden. Vi havde godt nok overvejet at flytte til Fyn, men da han så blev fyret fra sit job som tømrer sidste år, valgte han at blive selvstændig. Og så slog det mig, at det måske også var på tide for mig at få egen virksomhed, fortæller Kirsten Østergaard.

Efter aftale med sin chef skulle hun arbejde freelance for ham, mens hun langsomt fik gang i forretningen derhjemme med sin egen kundekreds.

- Det ville have været perfekt: Han manglede arbejdskraft, og jeg kunne begynde i det små. Men så kom coronakrisen i vejen.

Det betød, at hun ret hurtigt måtte finde sig til rette som selvstændig med eget værksted og egen kundekreds.

Noget tyder dog på, at "Den lille Møbelpolstrer" er i færd med at vokse sig større. Der er gang i ordrebogen, og hvis der bliver behov, er der også mulighed for at udvide.

- En god møbelpolstrer er en mangelvare. Det er en bred uddannelse, så jeg kan jo det hele. Dem er der ikke mange af hér i området. Vi er spredt ud over hele landsdelen, så der er langt mellem os, hvilket igen betyder, at der er kunder nok til os alle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce