Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Lotte går efter drømmen: Jeg bliver drevet af at gøre en forskel for virksomheder

Lotte Andersen Severins interesse for tal har altid været der. Lønsedler er f.eks. altid blevet kigget minutiøst igennem, og hun husker, at hun som ung medarbejder på McDonalds var én af de eneste, som tjekkede sin lønseddel. Foto: Mette Christine Schulz
I sommer tog Lotte Andersen Severin springet som selvstændig. Som enlig mor til tre børn var det et stort skridt, men hun kunne mærke, at hun kunne gøre en forskel.

Aabenraa: Er mange forskellige jobs gennem livet en fordel eller en ulempe?

For 43-årige Lotte Andersen Severin var det nogle gange et spørgsmål, hun stillede sig selv, når hun kiggede på sit cv. Det rummede jobs som restaurantchef på fastfood-restauranter, en bankuddannelse, selvstændig i sit og eksmandens tømrerfirma, tilbage til bankverden, job i et revisionsfirma og regnskabschef hos et rengøringsselskab.

I dag ved hun, at det har givet hende en fordel at arbejde i forskellige brancher, for det har gjort, at hun i sommer turde springe ud som selvstændig med firmaet OPnumméra.

Annonce

- Det er basen for det, jeg kan lave nu, og de jobs har givet mig en kæmpe vidensbank, som jeg kan bruge, når jeg skal hjælpe mine kunder med en udfordring. Jeg har hele paletten, og det er sjældent, jeg møder en udfordring, jeg ikke kan løse. Men det, der gør mig anderledes, er, at jeg også har prøvet at være selvstændig, fortæller hun.

I livet som selvstændig med eget tømrerfirma og over 30 ansatte lærte Lotte Andersen Severin nemlig ikke kun om orlovsregler, refusion, regnskabssystemer med mere. Hun lærte også, hvor vigtigt det er, at der er én, som sørger for, at alle ting omkring iværksætteren fungerer, så han eller hun kan fokusere på det, de er gode til.

- Mange iværksættere og selvstændige får gode idéer, men de drukner i de administrative ting. Det er dem, som jeg vil tage for dem, så de kan få succes med det, de drømmer om, siger hun.

Selv forsørge familien

Selv går hun også lige nu efter det, hun drømmer om. Beslutningen om at blive selvstændig blev taget lige inden coronakrisen brød ud sidste forår, og det var også med mange sommerfugle i maven, at hun besluttede at gøre drømmen til virkelighed i august.

- Det var angtsprovokerende, for jeg sagde farvel til et trygt arbejde og skulle selv tjene pengene til at forsørge mig og mine tre børn. Men jeg kunne mærke, at jeg kunne byde ind med noget, som mine kunder blev glade for, så jeg blev nødt til at gøre det, for jeg havde lyst til at gøre forskellen, fortæller hun.

Opgaverne er alsidige som selvstændig, for Lotte Andersen Severins job er mere end bogholderi. Det er også udvikling af virksomheden, så hverdagen bliver nemmere for virksomhederne. Henrik Koch, som ejer Tegulaz i Gråsten sammen med Bo Christensen, er én af Lottes kunder, og de er glade for, at de kan koncentrere sig om det, de er gode til, og ikke skal bruge tid på de administrative opgaver. Foto: Mette Christine Schulz

Den 43-årige kvinde er nemlig ikke kun specialist i bogholderi og de administrative ting, som selvstændige skal lave for at køre et firma. Hun er også specialist i udvikling og har hele tiden for øje, hvordan tingene kan gøres smartere.

- Jeg vil gerne gøre, at de er effektive. Jeg har en interesse for hvorfor og stiller mange spørgsmål, men jeg vil rådgive dem til den bedste løsning. Man kan sige, at jeg lidt selv saver den gren over, som jeg selv sidder på ved at digitalisere og gøre det smartere, men det, der driver mig, er at hjælpe. Få dem til at præstere, så de kan sove om natten uden at skulle tænke på regninger, moms og alt det andet, der fylder i livet som selvstændig, pointerer hun.

Annonce

Det er den vej, det går

Derfor drømmer hun også om selv at ansætte én til at tage sig af bogholderi-delen, da hun hellere vil bruge tiden på at udtænke løsninger og gøre hverdagen nemmere for kunderne.

- Det er ren nørderi for mig, for jeg synes, det er sjovt og spændende at sætte mig ind i nye it-løsninger. Finde den perfekte løsning til min kunde og integrere det. Mit job er mere end bogholderi, for den del fylder mindre og mindre på grund af digitaliserede processer. Men det kræver også en ændring af folks tankegang. Mange virksomheder er stadig traditionelle i den forstand, men de skal med på vognen, for ellers er de ikke konkurrencedygtige. Alle de unge gør det, og det er den vej, det går, siger Lotte Andersen Severin.

Blå bog

Lotte Andersen Severin er 43 år, bor i Aabenraa, single og mor til tre børn: Sebastian på 17 år, Alexander på 15 år og Dicte Marie på 11 år.

Hun er datter af Ruth og Erling Andersen, som startede Erling Andersen snedker og tømrerforretning. Den virksomhed overtog hun sammen med sin eksmand i 2008, og de drev den sammen frem til deres skilsmisse i 2016.

Hun er uddannet i Broager Sparekasse og har arbejdet i Sydbank, ved Sønderjyllands Revision og ved ServiSyd.

I sommer blev hun selvstændig med firmaet OPnumméra, hvor hun hjælper firmaer med administrative opgaver, men også med at udvikle, effektivisere og integrere nye systemer, så de kan koncentrere sig om deres ekspertise og blive mere konkurrencedygtige.

I fritiden er hun medlem af Ladies Circle og dyrker meget motion i form af løb, yoga og crossfit.


Man kan sige, at jeg lidt selv saver den gren over, som jeg selv sidder på ved at digitalisere og gøre det smartere, men det, der driver mig, er at hjælpe. Få dem til at præstere, så de kan sove om natten uden at skulle tænke på regninger, moms og alt det andet, der fylder i livet som selvstændig.

Lotte Andersen Severin


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce