Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Mor og søn deler passionen for mad: - Her kan vi udleve vores drømme og idéer

Gitte Geest og sønnen Sebastian har et rigtig godt samarbejde i deres to caféer på Skrænten. De deler passionen for mad og sidder sjældent ned som her på billedet, men står gerne sammen i køkkenet og eksperimenterer. Ét af de seneste projekter har været surdej, som de nu har fået styr på. Foto: Mette Christine Schulz
Gitte og Sebastian Geest elsker begge at eksperimentere i køkkenet. I slutningen af 2019 slog de sig sammen og åbnede Upstairs oven på Café Fru Geest, men den nye café nåede ikke at få ordentlig fodfæste, inden coronaen ramte.
Annonce

Aabenraa: Han var træt af at sælge lastbiler, og hun manglede én til at hjælpe med salgsarbejdet i Café Fru Geest.

Men det endte med noget helt andet, for i dag har caféen fået en "bror" i Upstairs, og Sebastian Geest blev ikke ansvarlig for salg, men fik i stedet en ny café at styre.

Det passer dog den 27-årige mand ganske fint, for han har ligesom sin mor Gitte Geest en stor passion for mad, og de to nyder nu et samarbejde med eksperimenter i køkkenet, udvikling af nye opskrifter og inspiration på ture i både Danmark og udlandet.

- Jeg tror, min far er træt af det ind imellem, for vi taler meget mad og udvikler hele tiden, smiler Sebastian Geest.

Han havde aldrig forestillet sig, at han skulle arbejde i sin mors café, men i dag kan han godt se, at det måske var meget oplagt, for han var der alligevel hele tiden.

- Han kom altid med input, for jeg synes, det er svært at sælge. Det er altså ikke det samme som at bage, og derfor ville jeg gerne have hans hjælp. Men vi havde også en anden udfordring: Vi manglede plads. Hver dag måtte vi sige nej til folk i caféen, men at leje hele bygningen var jo rigtig mange kvadratmeter. Men vi tog springet og måtte så finde ud af, hvad vi nu skulle, fortæller Gitte Geest.

Annonce

Var corona-lukket i to måneder

Pizza var den første idé efter inspiration fra en pizzabar i London, og så kunne de også bage brød i pizzaovnen, men så var de i København, hvor mulighederne for at få en kvalitetsburger er mange, og det kunne de også se en idé i.

- At få en rigtig god burger er ikke dårligt, og hvis vi lavede det med hjemmelavede boller og friskhakket kød fra Aabenraa Slagteren og desuden fik en tapastallerken på menuen - det kunne vi se en idé i. Vi ved godt, at der er mange, der har tapas på menuen, men vi gør det anderledes, og vi gør det med kvalitet ligesom det er kendt fra Fru Geest, pointerer Gitte Geest.


Det er en fordel, at det er familie, for vi kender hinanden. Vi deler interessen for mad, og det her er en livsstilscafé, hvor vi udlever drømme og idéer,

Gitte Geest


Upstairs åbnede i november sidste år, men den nåede ikke at få fodfæste, før coronaen ramte og lukkede de to caféer i to måneder.

Nu håber mor og søn, at aabenraa'erne får øjnene op for den nye café, som adskiller sig fra søstercaféen nedenunder i både indretning og menukort, men har den samme kvalitetsstandard, for det vigtigt for både Gitte og Sebastian Geest.

27-årige Sebastian Geest har taget noget af et spring med sit skifte fra lastvognsbranchen til cafébranchen. Han elsker ligesom sin mor Gitte Geest at lave mad og eksperimentere i køkkenet, og han er specielt glad for at bage. Foto: Mette Christine Schulz

- Konceptet er det samme med, at alt er hjemmelavet. Vores specialitet er kvalitet, og det er ikke hvad som helst, vi serverer. Vi står sammen i køkkenet og strikker retterne sammen, og vi går ikke på kompromis. Vi vil også have, at kaffen skal serveres i en lækker kop, og nogle af tapasretterne kommer på bordet i kobbergryder. Måden, vi serverer vores mad på, skal sige os noget, og det giver os gejst til at lave lækker mad, når vi serverer den lækkert og ikke bare i en hvid skål, forklarer Gitte Geest.

Annonce

Går aldrig på kompromis

- Ja, vi ender altid med den forkromede løsning og går aldrig på kompromis, supplerer Sebastian Geest.

Fru Geest og Upstairs

  • Café Fru Geest åbnede i 2012 på Skrænten og blev hurtig kendt for sin hjemmelavede mad a la gamle dage.
  • Det var og er stadig Gitte Geest's regel at alt mad skal laves fra bunden og bruge sæsonens råvarer.
  • Mens der i Café Fru Geest bliver serveret kage, kaffe, brunch, frokost, ost med mere, så bliver i Upstairs serveret burger, pommes frites, sandwich, tapas, vin, øl og drinks med mere.
  • Fru Geest har åbnet om dagen, mens Upstairs først åbner om aftenen.
  • 59-årige Gitte Geest er uddannet køkkenassistent og har arbejdet i Fælleskøkkenet og forpagtede kantinen på Social- og Sundhedsskolen i 13 år, inden hun åbnede caféen i 2012.
  • 27-årige Sebastian Geest er uddannet som sælger af lastbiler hos Volvo og har også arbejdet hos I.M Jensen.

Han er glad for sit skifte og for at kunne arbejde fuldt ud med passionen for mad.

- Det her er sjovt, for der er nye udfordringer hver dag. Det er aldrig det samme, og vores samarbejde er virkelig godt. Jeg håber, at jeg kan være her i mange år - i en fyldt café hver aften, hvor jeg kan levere mad, gæsterne kan lide og er glade for, og at vi kan blive ved med at have det sjovt, siger han.

For mor Gitte er det også dejligt, at den nye partner ikke er en fremmed.

- Det er en fordel, at det er familie, for vi kender hinanden. Vi deler interessen for mad, og det her er en livsstilscafé, hvor vi udlever drømme og idéer, siger Gitte Geest.

Tapas er kommer på menuen hos Upstairs, fordi tilbagemeldingerne fra kunder fra Café Fru Geest var, at Upstairs var helt anderledes med sin menu med burgere, pommes frites og sandwich. Derfor har mor og søn nu fået tapas på menuen for at henvende sig til flere. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce