Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Nedrivning af Nørreport er en stor opgave: Henrik sørger for, at det går som planlagt

Den omfattende rydning af det nordlige område mellem gågaden og H.P. Hanssens Gade op mod Nørreport er nu i fuld gang. Aabenraa Kommunes mand på projektet er Henrik Rosenørn Møller, som er i gang med sin største arbejdsopgave til dags dato. Foto: Ludvig Dittmann
Henrik Rosenørn Møller er kommunens mand på opgaven med at rive bygningerne på Nørreport ned. Det er hans største arbejdsopgave til dato, og han bruger meget tankekraft på, hvordan den løses bedst muligt.

Aabenraa: Udefra kan nedrivningen af de mange bygninger på Nørreport måske godt få folk til at tænke, at det er en overkommelig opgave, fordi det "bare" er nogle bygninger, der jævnes med jorden.

Inde på den anden side af byggehegnet er virkeligheden en anden. Det kræver rigtigt meget planlægning og koordinering at få fjernet en hel karré bygninger samt de bygninger, der ligger bagved.

Det ved Henrik Rosenørn Møller fra Aabenraa Kommune alt om. Han er nemlig kommunens mand på nedrivningen, og siden før jul har han og resten af den gruppe, som kommunen har sat til at stå for nedrivningen, arbejdet på, hvordan det kan gøres bedst muligt.

Annonce

- Det er en stor opgave. Den største opgave, jeg har haft i mit arbejdsliv indtil nu, så jeg tænker meget på den. Det kan ikke undgås, siger han med et smil.

Han smiler, fordi opgaven for ham også er spændende og udfordrende. Han skal både koordinere og planlægge, men også holde øje med budgettet, sørge for at tidsplanen holder, tage sig af de uforudsete ting, der måske opstår undervejs, og sørge for at få tingene formidlet videre.

- Det spændende ved den her opgave er at koordinere det hele. Det er en vigtig del og fylder rigtigt meget. Det er både, hvad angår selve nedbrydningen, og hvordan vi skal aflevere den her plads, når vi er færdige med nedrivningen, fortæller han.

Stor interesse fra de lokale

Det er i slutningen af august, at Henrik Rosenørn Møller skal sørge for, at alle bygninger væk, så opbygningen af det midlertidige byrum kan begynde. Hvordan det skal se ud, skal vækstudvalget for land og by snart tage stilling til.

Der er allerede hentet forskellige forslag ind, og det er besluttet, at området blandt andet skal have en overvejende grøn karakter og underinddeles i mindre rum.

Der er en ny opgave i projektet med Nørreport, som Henrik Rosenørn Møller ikke har prøvet før, og det er at tage sig af medierne, som også har en stor interesse i nedrivningen og følger den tæt. Her er han ved at blive interviewet af Aabenraa Lokal Tv. Foto: Mette Christine Schulz

Henrik Rosenørn Møller kan godt mærke, at der er en stor interesse for området, og hvad der sker bag byggehegnet.

- Der er mange, som lige stopper op ved hegnet og kigger ind. Selvom jeg ikke bor privat i Aabenraa (han bor i Tønder, red.), så ved jeg godt gennem mit arbejde, at det, der sker her på Nørreport lige nu, er noget, som folk følger med i, siger han.

Annonce

Huller i hegnet

Det store byggehegn, som omkranser nedrivningsområdet, er dog lukket, og derfor kan de mange nysgerrige ikke se, hvad der foregår bag hegnet. Kommunens mand i projektet kan dog fortælle, at sådan bliver det ikke ved med at være.

- På et tidspunkt bliver der lavet huller i hegnet, så man kan kigge ind på byggepladsen gennem nogle ruder og dermed følge med i arbejdet. Der bliver også hængt plancher op, hvor man kan læse, hvad der sker, og hvad planen er. Det kommer nok først, når nedrivningen er færdig, og vi går i gang med det, der nu skal være her bagefter, forklarer han.

Rampen op til taget af den bygning, hvor Kvickly før holdt til, forsvinder også i nedrivningen. Foto: Mette Christine Schulz

Der kommer også et bagefter for Henrik Rosenørn Møller, når opgaven i Nørreport er løst. Hvad den næste bliver, ved han ikke endnu.

- Der er masser at lave af både små og store opgaver, så bagefter kommer der en ny opgave, der skal løses, smiler han.

Den omfattende nedrivning af Nørreport er begyndt. Foto: Mette Christine Schulz

Nedrivningen af Nørreport

Det er Aabenraa Kommune, der er bygherre på nedrivningen af Nørreport, og Henrik Rosenørn Møller er derfor bygherrens repræsentant i arbejdet.

Han er uddannet bygningskonstruktør og har tidligere været ansat ti år ved Forsvarets Ejendomsstyrelse.

For fire år siden søgte han jobbet i afdelingen for kommunale ejendomme i Aabenraa Kommune, og han har siden blandt andet været ansvarlig for nedrivningen af den tidligere efterskole og senere asylcenter i Uge.

Området, som skal rives ned i Nørreport, er på omkring 5500 kvadratmeter.

Der er afsat 12,3 millioner kroner til nedrivningen plus de 755.000 kroner, der skal bruges til det midlertidige byrum.


Der er mange, som lige stopper op ved hegnet og kigger ind. Selvom jeg ikke bor privat i Aabenraa (han bor i Tønder, red.), så ved jeg godt gennem mit arbejde, at det, der sker her på Nørreport lige nu, er noget, som folk følger med i.

Henrik Rosenørn Møller


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce