Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Nordjysk turismedirektør er begejstret for grænselandet

Karsten Justesen, direktør for Destination Sønderjylland, arbejder med at afværge katastrofen, hvis der ikke kan komme gæster fra udlandet i sommeren. Foto: Timo Battefeld
Direktøren for Destination Sønderjylland, Karsten Justesen, har travlt med at hjælpe coronakrisens nødstedte turismeaktører. Nordjyden er selv begejstret for grænselandet.
Annonce

AABENRAA: I midten af marts, da regeringen tog de første skridt i nedlukningen af samfundet, var Karsten Justesen på skiferie i Norge med sin familie. Det varede lidt, inden alvoren gik op for ham.

- Men jeg tænkte, at jeg kunne da godt lige se, om jeg kunne få billetter hjem. Og det var så en meget god idé, fortæller Karsten Justesen, som dermed prøvede at være ramt af coronakrisen på forbrugersiden som nødstedt turist.

Til daglig er han direktør for Destination Sønderjylland, der samler turismeaktører i Aabenraa, Sønderborg og Haderslev kommuner, og siden hjemkomsten fra Norge har han haft rygende travlt med at hjælpe nødstedte turismeaktører. De savner i den grad den sædvanlige strøm af gæster. Alene i Sønderjylland ventes det, at tabet i turismen i marts, april og maj løber op i over 600 millioner kroner.

Karsten Justesen

  • 45 år, født og opvokset i Vendsyssel
  • cand. mag. i historie og kunsthistorie
  • Gift med Lotte Smed Justesen. De har datteren Frida på 11 år, og familien bor i Aabenraa
  • Kom til Sønderjylland i 2007 for at arbejde som formidler i Hjemsted Oldtidspark
  • Fik i 2008 job i Sønderborg Turistbureau og blev i 2010 turistchef
  • Blev i 2015 direktør for det nydannede Destination Sønderjylland
Annonce

Hvornår åbner grænsen?

Normalt kommer 60 procent af gæsterne fra udlandet – primært fra Tyskland. Så mens dette interview finder sted, er direktøren stærkt optaget af, at regeringen snart sætter dato på, hvornår grænsen åbnes. Det er afgørende for katastrofens omfang i Sønderjylland.

Karsten Justesen stammer selv fra Vendsyssel. Han kom i 2007 til Sønderjylland sammen med sin kone, Lotte. Oprindeligt var det hans mål at blive gymnasielærer, men det var ikke lige til at få job som cand.mag. med fagene historie og kunsthistorie. Han blev formidler i Hjemsted Oldtidspark, og Lotte fik job på den daværende Brundlundskole. I forvejen boede Karstens bror, Mikael Justesen, i Aabenraa. Han var redaktør og senere chefredaktør på JydskeVestkysten, indtil han i 2013 rejste tilbage til Nordjylland for at blive direktør og chefredaktør på TV2 Nord.

Annonce

Fiskeri og jagt

Men Nordjylland får ikke Karsten Justesen tilbage igen.

- Vi flytter ikke derop, selv om det meste af klanen er der. Vi er begge superglade for at bo her, siger Karsten, der ikke mindst nyder grænselandets rige historie og naturen.

Familien, der også tæller datteren Frida på 11 år, bor godt i Skovriderkvarteret.

- Hver morgen går jeg tur med hunden i skoven lige bagved. Det er ”min skov”, siger Karsten, som også går på jagt og er ivrig lystfisker. Hvert år er han på laksefiskeri i Norge med en gruppe venner, og fiskestangen følger også med på familieferier.

Grænselandets rige historie og naturen begejstrer direktøren for Destination Sønderjylland, Karsten Justesen, som stammer fra Nordjylland. Foto: Timo Battefeld
Annonce

Dreng på Gendarmstien

Fiskestangen var også med, da Karsten Justesen i 1999 og 2001 var udsendt som oversergent i Bosnien og i Kosovo. Han er i øvrigt uddannet på Sergentskolen i Sønderborg i 1995, men det var ikke hans første møde med landsdelen.

Hans far var politibetjent, og om sommeren lod han sig udstationere ved den dansk-tyske grænse. Imens boede familien på campingplads i Rinkenæs, og moren tog børnene med på udflugter. Derfor kendte Karsten udmærket Gendarmstien, der nu er udnævnt til Europæisk Kvalitetsvandrevej og er blevet en stor sønderjysk attraktion.

- Jeg nyder meget at bo her på den sønderjyske østkyst, hvor landskabet er kuperet, og der er bøgeskov helt ned til kysten, siger han.

Direktøren for Destination Sønderjylland, Karsten Justesen, stammer fra Vendsyssel, men har slået rødder i det sønderjyske med bopæl i Aabenraa, hvor han her står foran Brundlund Slot. Foto: Timo Battefeld
Karsten Justesen, her foran Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa, er cand.mag. i historie og kunsthistorie. Foto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce