Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Oplev børnenes eventyrlige fantasi på gågaden

Eleverne fra 0.a på Høje Kolstrup har sammen med deres lærer arbejdet med H.C. Andersens verdensberømte eventyr "Den grimme ælling" og blandt andet lavet svaner i papirklip. Privatfoto
Shop i City har fået hjælp fra en masse skoleelever til at udsmykke gågaden.

Aabenraa: Det er ikke kun Sct. Nicolai Kirke, som har pyntet det store plankeværk, som er sat op i den nordlige ende af gågaden.

Skoleelever fra tre skoler har også været inddraget, og resultatet kan man allerede se nu.

Eventyrlig påske er temaet for udsmykningen af gågaden, og eleverne har bidraget til eventet med eventyr, fabler, tegninger og påskepynt.

På Stubbæk skole har eleverne i grupper af to eller alene skrevet deres egne eventyr og tegnet til. Her kan man læse om ”Den lækre prins”, ”Klippebjerget, ”Den uhyggelige skov” og mange andre fantastiske eventyr. Andre elever har arbejdet med fabler, og syv forskellige fabler indgår i udstillingen med hver deres morale.

Eleverne fra 0.a på Høje Kolstrup har sammen med deres lærer arbejdet med H.C. Andersens verdensberømte eventyr "Den grimme ælling". De har lavet tegninger til eventyret, men også forsøgt sig med forfattergerningen og kreeret deres eget eventyr i form af en tegneserie. Den kreative side har de også udfordret, og de fineste svaner er blevet fremstillet og klippet ud til ophæng.

Annonce

Nervøsitet og nervepirrende

På Kliplev Skole har to klasser været i gang. 4. klasse har delvis skrevet deres egne eventyr og tegnet til. Her har en ternings udfald været bestemmende for, hvilke elementer der skulle indgå i eventyret. Derudover har der også været tid til at lave nogle smukke farverige påskeæg, som vil indgå i den øvrige påskepynt.

I træerne og i de tomme butiksvinduer kan man blandt andet se det påskepynt, som eleverne har lavet. Foto: Mette Christine Schulz

22 elever fra 0. klasse har med stor koncentration lavet de sødeste påskekyllinger, som gågadens besøgende kan nyde i en af de tomme butiksvinduer.

- Eleverne i de fem klasser har virkelig gjort sig umage. Alle har arbejdet med stor ihærdighed og koncentration, men også en smule nervøsitet. For det er nu ret stort og nervepirrende, at ens arbejde skal udstilles. Det har været en stor succes at inddrage dem, og man skal gå en tur gennem gågaden og se, hvordan børns eventyrlige fantasi kommer til udtryk i denne coronatid, siger citychef Dorthe Hilbig.

Hvad er en fabel?

En fabel er en historie, hvor dyr eller planter har menneskelige egenskaber. Fablen minder om eventyret og har ofte en meget tydelig morale. Fablen prøver ofte at udstille menneskets dårlige sider.

Eventyr er mere underholdning og indeholder magi med væsener som feer og trolde.


Det har været en stor succes at inddrage dem, og man skal gå en tur gennem gågaden og se, hvordan børns eventyrlige fantasi kommer til udtryk i denne coronatid.

Citychef Dorthe Hilbig


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce