Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Padborg kan også få en Stafet for Livet

Hver Stafet for Livet får sin egen lysfest. arkivfoto
Kræftens Bekæmpelse holder informationsmøde onsdag 23. oktober i Grænsehallerne for at lodde interessen for en lokal Stafet for Livet i Padborg eller Kruså næste år.
Annonce

Padborg: Kunne man forestille sig en Stafet for Livet i Padborg? Det skal et åbent informationsmøde i Grænsehallerne i Kruså onsdag 23. oktober give et svar på.

Det er Kræftens Bekæmpelse, der spørger lokalbefolkningen.

- Både hvis man har lyst til engagere sig som frivillig i planlægningen, hvis man gerne vil stille hold, eller hvis man bare er nysgerrig efter at vide, hvad Stafet For Livet er, fortæller projektkonsulent i Kræftens Bekæmpelse Mette Nielsen om det første indledende møde.

Der findes allerede "Stafetter" i både Aabenraa og Haderslev.

- Haderslev er helt usædvanlig, hvad angår antallet af deltagere. Men i mange mindre byer giver det faktisk mere mening at etablere en Stafet. Vi kan nemlig se ved de øvrige arrangementer i landet, at deltagerne er meget lokalt forankret. Cirka halvdelen af dem kommer indenfor en radius af fem kilometer. Det er således de meget lokale samfund, der bærer bedst, forklarer Mette Nielsen.

Stafet for Livet

Stafet for Livet er et 24 timers arrangement, der skal give håb og støtte til alle, der er berørt af kræft.

Det er Kræftens Bekæmpelse, der står bag. Målet med Stafet for Livet er at samle ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Stafet for Livet skal markere, at ingen bør kæmpe alene mod kræft. Holdene har mindst én deltager på banen under hele stafetten, og alle kan være med - om man kan løbe en maraton eller blot gå nogle få runder.

Stafet For Livet åbnes med en runde, hvor Fighterne i de gule trøjer går forrest. Fighterne er tidligere og nuværende kræftpatienter, der ved, hvad det vil sige at kæmpe.

Annonce

Kræver opbakning

Hun erkender, at det også kan blive for småt - men mindre byer eller lokal-områder med ca. 10.000-20.000 indbyggere er en optimal størrelse for en Stafet for Livet.

Om der kan sendes en Stafet for Livet afsted i Padborg-Kruså afhænger af opbakningen.

- Det kræver en del frivillige, både til planlægningen og det praktiske arbejde i forbindelse med afviklingen. I første omgang skal vi finde ud af, om der overhovedet er interesse for at lave en Stafet for Livet. Dernæst oprettes en styregruppe på en 10-12 personer. Og så håber vi at kunne byde velkommen til den første stafet til Kruså eller Padborg i 2020 og dermed give håb og støtte til alle, som er berørt af kræft.

Om der så i sidste ende kan stables en Stafet for Livet på benene i Padborg eller Kruså, afhænger af de ønsker og forventninger, lokalområdet stiller til arrangementet.

- Og så afhænger det ikke mindst af, om vi kan motivere borgerne - både som frivillige og som deltagere, lyder det fra Mette Nielsen, der tilmed har en skjult dagsorden med at foreslå Padborg og Kruså som nyt sted for en Stafet:

Annonce

Mænd og tyskere

- Det skal ingen hemmelighed være, at vi også har kigget på de mange transportvirksomheder i området. Det kan godt være, at det er en typisk fordom, jeg har, men der er tale om mange "mande-tunge" arbejdspladser - og vi vil faktisk rigtig gerne have mændene med. Vi ved godt, at det ikke er alle arrangementer i Kræftens Bekæmpelse, der tiltaler mændene lige meget, men det lykkes egentlig rimelig godt med Stafet for Livet, så selvfølgelig ligger deri også en interesse.

Og så kunne det være, at en Stafet for Livet gav de tyske naboer lidt inspiration.

- Stafet for Livet er et amerikansk koncept, der indtil videre har bredt sig til 27 lande. Men Tyskland er ikke blandt dem. Så måske kan en Stafet i Padborg lokke et par tyskere over grænsen, så de kan se, hvad det hele går ud på, bemærker Mette Nielsen.

Kræftens Bekæmpelse inviterer til et borgermøde på onsdag for at lodde stemninge for en Stafet for Livet i Padborg eller Kruså. arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce