Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Pavilloner produceres på samlebånd i Tinglev

Henning Christiansen leder afdelingen, som producerer bolig-pavilloner på samlebånd. Foto: Claus Thorsted
Det kører på skinner i bogstaveligste forstand hos NT Bolig Pavilloner i Tinglev. Pavilloner til bolig og erhverv bygges efter samlebåndsprincippet på platforme, der flyttes via skinner.
Annonce

Tinglev: Man starter i det små, og så bygger man videre derfra. I mere end én forstand, når det gælder NT Bolig Pavilloner i Tinglev.

Virksomheden er - som initialerne antyder - en del af NT Tømrer- og Snedkerforretning ApS på samme adresse.

Her har mester Nick Tygesen etableret sit håndværkerfirma, der foruden en tømrer- og snedkerafdeling også omfatter et selvstændigt murer-sjak på godt fem murere.

NT Bolig Pavilloner så dagens lys i 2017.

- I starten var der kun mig. Pr. 1. november blev Henning Christensen ansat til at styre afdelingen. Senere kom der også en bygningskonstruktør til, fortæller Nick Tygesen, der således har skabt sig en nicheproduktion af pavilloner til beboelse eller erhverv.

- Det er altså noget andet end en skurvogn. Og så er de samtidig kønne at kigge på, fordi vi bruger træ på facaden. Træ ligger mere til os, siger tømreren Nick Christiansen med et smil.

Han er træmand, erkender han. Pavillonerne er derfor også bygget stort set i træ.

Det giver en bedre stabilitet, forklarer han.

Produktionen af pavillonerne kører bogstaveligt talt på skinner efter et samlebånds-system, som mester har udtænkt, fordi det er en proces, der sparer plads:

Pavillonerne bygges på en platform, der kører på skinner. De er lagt i gulvet inde i den store montagehold, hvor håndværkerne kan arbejde i tørvejr. Når pavillonen så er færdig i løbet af seks-otte uger, køres den udenfor, så den kan læsses og flyttes derhen, hvor kunden gerne vil have den.

- Vi laver stort set ikke reklame for vores tømrerafdeling, men det gør vi for vore pavilloner, fordi vi ikke kan leve af at sælge pavilloner i Tinglev. Det kræver lige en anden tankegang.

Den nye tilgang til omtale har allerede givet resultater.

- Vores pavilloner anbefales nu af køberne til andre. Og de, der har købt, kommer igen, fordi de vil have en ny. Eller én mere, fortæller Henning Christensen.

Pavillonerne fåes i forskellige størrelser - alt efter hvad de skal bruges til: Om det er som havehus, sommerhus eller jagthytte.

- Vi har en del institutioner, der bruger dem, hvor de så er tilsluttet vand og kloak. Og så er der mange landmænd, der bruger dem til deres landbrugsmedhjælpere. Man er gået væk fra at bruge gamle aftægtsboliger eller campingvogne til dette formål. Med pavillonen kan man tilbyde sine medarbejdere en moderne bolig. Det giver tilfredse og glade medarbejdere. Og så kan pavillonerne stilles op dér, hvor de skal bruges, så medarbejderne ikke skal spilde tid på transport.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce