RØDEKRO: Der er tryk på testcentret i Rødekro, hvor der både vaccineres og testes for covid-19. Det betyder en lind strøm af biler ind og ud, og Sygehus Sønderjylland har gjort et ekstra parkeringsareal klar for at få plads til alle.
Arne Nielson fra Augustenborg, der blev testet på centret tidligere på ugen, er dog ikke imponeret.
- Den slags gummiplader skal ligge tæt op ad hinanden som gulvbrædder og fæstnes til jorden med ankre, men sådan som de ligger i Rødekro er det kun et spørgsmål om tid, før der er nogen, der snubler i dem, siger han.
- Der er sat ankre i nogen steder, men de sidder ikke rigtigt, og de kan nemt punktere et dæk, tilføjer han.
Arne Nielson forklarer, at han har mange års erfaring som arbejdsleder på byggepladser.
- Hvis gummipladerne skal ligge rigtigt, skal der både stabilgrus og et lag filt under. Det kan man så fjerne, nå pladsen skal retableres, forklarer han.
Mikkel Andersen, der er presseansvarlig på Sygehus Sønderjylland, har ikke hørt andre klage over p-pladsen, men han takker for, at sygehuset er gjort opmærksom på sagen.
- Jeg er sikker på, at der er nogen herfra, der gerne vil ud og flytte pladerne, siger han.
Samme indgang
Sygehus Sønderjyllands testcenter i Rødekro har også fået kritik for, at folk, der skal testet for corona, skal gå ind ad sammen indgang som de ældre og sårbare, der skal vaccineres.
Det kan udgøre en smitterisiko, lyder kritikken.
Mikkel Andersen fortæller, at Sygehus Sønderjylland arbejder på at finde en løsning, men den er ikke på plads endnu.
- Vi havde nok forventet, at der ville være færre, der blev testet på nuværende tidspunkt. Men der er rigtigt meget tryk på, fordi myndighederne har opfordret alle, der går på arbejde, til at blive testet en gang om ugen, forklarer han.
Arne Nielson, AgustenborgDen slags gummiplader skal ligge tæt op ad hinanden som gulvbrædder og fæstnes til jorden med ankre.
Åbningstider i testcentre
Sygehus Sønderjyllands testcentrene har fået nye åbningstider.
I Aabenraa Kommune er der tre steder, hvor man kan få foretaget en coronatest hos det offentlige, hvis man vel at mærke booker en tid i forvejen.
I Rødekro er der åbent på hverdage mellem 7 og 18 og i weekenderne mellem 9 og 17.
I Frøslev er der åbent alle dage mellem 9 og 17, og i Kruså er det mellem 9.30 og 16.30 alle dage.