AABENRAA: Verden ser ikke ud som den plejer. Pandemien har isoleret os, og de fleste ser meget få mennesker. Det har efterhånden stået på længe, og det påvirker os måske mere og mere.
Derfor har sognepræst Jørgen Jørgensen taget initiativ til at fejre den gamle kirkelige lysfest, kyndelmisse, på en ny og anderledes måde, og han har fået sognets øvrige præster med på ideen.
Kyndelmisse er den 2. februar, og præsterne opfordrer borgerne i Aabenraa by til at tænde alle lys i deres huse og lejligheder om aftenen. Klokken 20 vil kirkeklokkerne ringe, og så kan man gå ud på trappestenen og måske få hilst på naboen.
- Vi hører fra mange, at de føler sig ensomme i denne tid, og derfor er kirkens gamle lysfest en oplagt mulighed til at række lidt ud til hinanden, siger provst Kirsten Sønderby.
- Vi forestiller os, at folk i Aabenraa tænder lys, og når kirkeklokkerne ringer, går de ud og går måske en lille tur og får sagt hej eller mojn eller god lysfest til hinanden.
- Ellers har vi jo lukket ned for al aktivitet i sognet. Vi holder kun søndagsgudstjenesterne, og her er det begrænset, hvor mange, der må komme. I Sct. Jørgens Kirke må der for eksempel kun være 19, fortæller Kirsten Sønderby.
Åben kirke
Præsterne i Aabenraa Sogn forsøger også at hjælpe folk, der føler sig isolerede og utrygge på grund af corona ved at holde Åben Kirke i Sct. Nikolai Kirke alle hverdage fra klokken 10 til 11.30. Her vil en af præsterne være til stede, så man kan få sig en snak med et andet menneske - i sikker afstand.
- Man kan bede en bøn sammen med præsten eller tænde et lys. Vi har også fået en henvendelse fra én, der gerne vil gå til alter, men ikke tør at komme i kirken om søndagen, hvor der er flere mennesker, fortæller Kirsten Sønderby.
Når der ikke er gudstjeneste må der kun være fem ad gangen i kirken.
Præsterne i sognet har i forvejen hver især en liste med folk, som de holder kontakt med, fordi de har det svært i denne tid.
Det er både ensomhed og isolation, men også en generel angst og utryghed på grund af corona-epidemien, som præsterne gerne vil være med til at afhjælpe.
Kirsten Sønderby, provst.Vi forestiller os, at folk i Aabenraa tænder lys, og når kirkeklokkerne ringer, går de ud og går måske en lille tur og får sagt hej eller mojn eller god lysfest til hinanden.