Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Rødåen lå i vejen for byggeprojekt

Det faldefærdige tidligere indkøbcenter rives ned for at give plads til boliger og park, men samtidig nedrives også den tidligere bankbygning på Hærvejen, hvor Salon Delux har haft til huse de seneste fem år. Arkivfoto: Lars Grubak.
Rødåen lå i vejen for det oprindelige byggeprojekt midt i Rødekro. Derfor er Salon Delux inddraget i projektet. Lokalplan skal i høring.
Annonce

RØDEKRO:  Dorthe Damm Yilmaz og hendes Salon Delux med i alt otte arbejdspladser står uden tag over hovedet til august, med mindre det lykkes at finde en anden central placering til den store frisørforretning.

- Det er absolut et problem, og vi vil gerne være med til at løse det siger Hans Nørgaard Clausen, der er formand for Rødekro Udviklingsråd.

- Vi vil gerne bruge vores eget netværk, men problemet er, at der faktisk ikke er ret mange tomme lokaler midt i byen. Det er muligt, at Salon Delux er nødt til at flytte lidt længere ud ad Østergade, pointerer han.

Det er Per Horups byggeprojekt midt i Rødekro, der er baggrunden for at frisøren må flytte. Per Horup har købt både det faldefærdige  butikscenter og den tidligere bankbygning, hvor Salon Delux nu har til huse.

Byggeprojektet midt i Rødekro så oprindeligt lidt anderledes ud. Bygherren Per Horup ville opføre en enkelt boligblok med gavl ud mod Østergade.

Den nordlige ende af denne bygning ville dog skulle bygges oven på den rørlagte del af Rødåen, og det sagde Aabenraa Kommune nej til.

Derfor blev projektet lavet om, så der nu opføres en vinkelbygning i stedet. Det er baggrunden for, at Per Horup har købt den tidligere bankbygning og opsagt lejeren, Salon Delux.

- Jeg har ikke haft kendskab til, at sælgeren har lovet frisøren, hun kunne blive. Men nu er der et halvt år til at finde en anden placering. Jeg har snakket med en ejendomsmægler, der vil hjælpe med at finde noget, siger Per Horup.

Annonce

Lokalplan på vej

Inden byggeplanerne kan føres ud i livet, skal Aabenraa Kommune vedtage en ny lokalplan for området. Den skal så i offentlig høring, hvor borgerne i Rødekro har mulighed for at give deres mening til kende.

Kommunen vil  gerne holde et borgermøde, men på grund af corona-epidemien er det usikkert, hvornår og hvordan det kan lade sig gøre.

- Jeg er meget glad for projektet i Rødekro, og jeg var ikke klar over problematikken med frisørsalonen. Jeg vil gerne høre, hvad frisøren har at sige, og så må vi arbejde videre med den problematik. Det må kunne lade sig gøre at finde nogle egnede lokaler i Rødekro, siger Philip Tietje (V), der er formand for Aabenraa Kommunes vækstudvalg.


Vi vil meget gerne bruge vores eget netværk, men problemet er, at der faktisk ikke er ret mange tomme lokaler midt i byen.

Hans Nørgaard Clausen, formand for Rødekro Udviklingsråd.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce