Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Sarah værner om kirken

Sarah Arnkjær er et kulturbåret menneske, som holder meget af salmerne og gudstjenesterne, fordi der er en ro i ritualet. Kirken har altid været en del af hendes liv, og i dag fylder den rigtig meget, da hun er menighedsrådsformand for Aabenraa Sogn. Foto: Claus Thorsted

For 33-årige Sarah Arnkjær har det kirkelige arbejde altid været en naturlig del af hendes liv. I sidste uge blev hun genvalgt som formand for menighedsrådet i Aabenraa Sogn. Et forskelligartet arbejde, som i begyndelsen overraskede hende, men som giver hende en stor glæde at være en del af.

Annonce

Aabenraa: Hun er ikke bange for at gå forrest, og hun har også altid været meget målbevidst. Gik den direkte vej fra gymnasiet til universitet og videre ud i et fast job som lektor på det tyske gymnasium i Aabenraa.

Da 33-årige Sarah Arnkjær for to år siden blev valgt ind i menighedsrådet for Aabenraa Sogn, havde hun da heller ingen betænkeligheder med at gå forrest og blive formand, og i sidste uge blev hun genvalgt til posten. Et arbejde, som i første omgang overraskede hende, da hun ikke havde regnet med, at der var så mange forskellige opgaver for et menighedsråd at tage sig af.

- At det var så stort - det havde jeg ikke regnet med. Men det er også det, der gør arbejdet rigtig spændende. Aabenraa Sogn er et sogn med tre kirker, en kirkegård og et krematorie, så der er mange forskelligartede opgaver. Vi har mange store sten at flytte med med en ny helhedsplan for kirkegården og et nyt krematorie, der skal bygges. Det er store vigtige beslutninger, men vi er et menighedsråd, der står sammen og har et godt samarbejde, fortæller hun.

Blå bog


  • Sarah Arnkjær er 33 år og bor i Aabenraa.
  • Hun er vokset i det danske mindretal i Flensborg og er student fra Duborgskolen.
  • Lige efter studentereksamen flyttede hun til Aarhus for at læse dansk og musik på universitet, og i 2010 flyttede hun til Aabenraa for at arbejde som lektor på det tyske gymnasium. Der arbejder hun stadig.
  • Hun er formand for menighedsrådet i Aabenraa, som hun blev valgt ind i for to år siden.
Annonce

Mangfoldigt kirkesyn

Sarah Arnkjær er heller ikke bange for konflikter, og da hun havde siddet et halvt år i stolen som formand, blev der kigget grundigt på, hvordan ressourcerne bliver prioriteret i sognet. Det blev til et opgør i menighedsrådet, hvor blandt andet de populære gospelkor blev skåret i løntimer, og det endte med, at Gospel Family valgte at gå sin egen vej og sige farvel til samarbejdet med kirken og flytte ud i Frøforsyningen.

- Det hører med at tage upopulære beslutninger. Sognet har haft nogle identitetsproblemer, og det viser fire forskellige lister til valget også. Vi tog et opgør for at få prioriteret ressourcerne til alle de forskellige tiltag, vi har, og det var ikke populært alle steder. Men prioriteringerne har ikke altid været forholdsvise, og vi skulle finde ud af, hvor meget vi skulle bruge på hvad, forklarer hun.

Det mangfoldige kirkesyn synes hun også er med til at gøre arbejdet i menighedsrådet spændende, og det stærke samarbejde er også det, hun ser som én af sine ambitioner som formand.

- Jeg vil værne om, at vi står sammen om Aabenraa Sogn. At det er vores alle sammens sogn, og vi gør det bedste til alles glæde og gavn. Vi er også kommet godt videre efter opgøret og har et godt samarbejde på alle planer, pointerer hun.

Annonce

Vigtigt at værne om kirken

Den 33-årige lektor kunne være endt i en hel anden del af landet efter endt studie i Aarhus. Men det var jobtilbuddet som lektor på det tyske gymnasium i Aabenraa, der tiltalte hende mest, og dermed vendte hun næsten hjem.

Det er nemlig på den anden side af grænsen, at Sarah voksede op. I det danske mindretal i Flensborg, hvor hun oplevede et engagement i det kirkelige arbejde, at det var meget naturligt for hende at involvere sig i det. Da hun i midten af tyverne flyttede til Aabenraa begyndte hun at synge i højmessekoret i Sct. Nicolai Kirke, og her blev hun også naturligt en del af kirkekredsen.

- Jeg fik et indblik og en tilknytning til aktiviteterne og andre tiltag, som gjorde, at jeg havde lyst til at stille op til valget. Jeg havde og har stadig en lyst til at præge tingene og gøre min indflydelse gældende, for jeg vil gerne tage fat og skabe ting og gøre noget, der er meningsfuldt. Ikke kun for mig selv, men også den sammenhæng, jeg er sat i. Derfor tror jeg også, at jeg altid vil være engageret i kirken, for det er vigtigt at værne om den, da den er en grundsten i for kulturen og har en central rolle i menneskers liv, siger Sarah Arnkjær.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce