Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Se årets julehjertesmykke: Stjerner skal være med til at sikre familier en god jul

Årets julehjertesmykke er fyldt med stjerner, hvilket er nyt, da det har været hjerter, som har været temaet for smykket de foregående år. PR-foto
I weekenden blev årets julehjertesmykke afsløret i Julehjertebyen. Et smykke fyldt med stjerner, som fire elever fra Lyreskovskolen har hjulpet guldsmed Rie Meyer med at designe.
Annonce

Aabenraa: "Vær et stjerneskud og lys op i mørket".

Temaet til årets julehjertesmykke er der blevet arbejdet med i mange måneder hos skoleelever og guldsmed Rie Meyer. I weekenden blev kulminationen på det arbejde afsløret i Julehjertebyen, da årets julehjertesmykke blev præsenteret.

Et smykke med tre forskellige stjerner, som de fire elever Noah, Nicklas, Signe og Noah K fra 6. årgang på Lyreskovskolen har hjulpet Rie Meyer med at designe.

- Tanken bag temaet er, at hvis man ser et stjerneskud, må man ønske sig noget. Mange børn, unge og deres familier ønsker sig en god og hyggelig jul, og det håber vi, at vi kan opfylde ved, at dette smykke bliver solgt og dermed er med til at samle ind til Et Hjerte for Alle, som familier kan søge julehjælp hos, forklarer Gaby Scheel om temaet.

Hun er den, som gennem Skolernes Projektagent laver undervisningsforløbet for eleverne, hvor hun kobler temaet sammen med budskabet om næstekærlighed, så eleverne også får viden om medmenneskelighed, som de kan designe og digte ud fra.

- Nogle gange kan vi godt glemme andre, så det er godt, at vi bliver gjort opmærksom på at være der for andre, sagde Nicklas fra den vindende gruppe under et besøg i værkstedet hos Rie Meyer.

Eleverne var også spændte på, hvilket af de to udvalgte designs, guldsmeden fra Padborg ville ende med at vælge at arbejde videre med. Det fik eleverne først at vide ved afsløringen i weekenden.

- Det er ret stort, at vi har designet noget, som andre vil gå med, og det dermed også giver støtte til andre, sagde Noah K til workshoppen, inden han vidste, at hans design vandt.

Årets julehjertesmykke koster 349 kroner og kan købes hos guldsmed Rie Meyer, Padborg, i Julehjertebyen, hos Karger Beauty, Aabenraa, samt i Superbrugsen – Tinglev, Rødekro og Løjt. Der er lavet 500 eksemplarer, og sidste salgsdag er den 14. december, hvis ikke smykket er udsolgt inden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce