Aabenraa: Sne kan bringe glæde frem i alle.
Det viser de mange billeder, som Ugeavisen Aabenraas følgere uploadede på avisens Facebookside, da vi i sidste uge lavede en konkurrence om det bedste snebillede.
Omkring 200 billeder fik vi fra læserne, og det var en fornøjelse at kigge på dem alle, for de viste nemlig, at glæden ved sne har ingen alder.
Både børn, unge, voksne, ældre og dyr havde en fest, da sneen kom dalende ned, og der blev tilbragt masser af timer udendørs i sidste uge med at kælke, bygge snemænd, gå ture og bare lege.
Det var derfor også svært at vælge vinderen af gavekortet på 1000 kroner til butikkerne i kommunen, men Josephine Amalie Paysens billede var det, som vi blev ved med at vende tilbage til.
Ud over at være smukt taget i det rette øjeblik i nogle fantastiske farver, så viser billedet lige netop den barnlige glæde, der kom i os alle uanset alder, da sneen efter tre års pause igen ramte vores område.
Tillykke til Josephine med præmien og tusind tak til alle jer andre for jeres bidrag.
Gavekortet på de 1000 kroner var udloddet i samarbejde med Shop i City Aabenraa.