Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Seerne sendte Aabenraa-dansere i finalen

Jonathan og Christoffer Eskjær Breitenkamp gik sammen med russiskfødte poledanser Anastasia, der fik flest seerstemmer, videre som de sidste to finalister. Foto: Carsten Andersen/TV2

Christoffer og Jonathan Eskjær Breitenkamp fra Aabenraa er blandt de ti finalister, der på lørdag skal kæmpe om 250.000 kroner i "Danmark har talent".

Annonce

Aabenraa: 26-årige Christoffer Eskjær Breitenkamp og hans ti år yngre lillebror, Jonathan, har deltaget i et utal af mesterskaber både herhjemme og i udlandet, men de to hip-hop-brødre fra Aabenraa er nu for alvor blevet kendte.

Lørdag dansede de sig med et underholdende show videre til årets finale i TV2-programmet "Danmark har talent", og de fik blandt andre disse ord med på vejen af dommer Thomas Buttenschøn:

- Det var sjovt, som I havde kædet tingene sammen. Fedt, lød det, mens Peter Frödin hev en klassiker frem:

- I er nogle charmetrolde med et kæmpe potentiale. Det var virkelig sjovt og underholdende.

Annonce

Masser af opbakning

Det syntes tv-seerne også. For det blev deres stemmer, der sendte Moonlight Brothers, som Christoffer og Jonathan Eskjær Breitenkamp kalder sig i showet, videre til finalen.

Lørdagens semifinale var den femte og sidste, og det betyder, at det allerede er på lørdag, Aabenraa-brødrene igen skal på scenen.

- Vi ved godt, det vist ikke bliver til megen søvn i den her uge, men sådan er det. Vi havde allerede før semifinalen en skabelon til, hvad vi ville lave i en eventuel finale, men vi har fået så mange idéer ved at være i semifinalen og ved at snakke med de andre deltagere, så der bliver helt sikkert lavet meget om, siger Christoffer Eskjær Breitenkamp forud for den store finale, hvor brødrene kan være sikker på masser af opbakning:

- Der er simpelt hen kommet så mange hilsner og beskeder, at jeg har opgivet at svare. Det må bare blive til et fælles opslag på Facebook, hvor jeg siger tak.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce