AABENRAA: Bare rolig: Menukortet bliver ikke fyldt med nudler og vegetarburgere. Faktisk vil det blive ved med at se ud nøjagtig som hidtil, selv om chefkokken siden årsskiftet har heddet Stine Eden Johansen.
Den 43-årige butiksuddannede dame fra Bylderup-Bov overtog ved årsskiftet posten som leder af det populære vandingssted Havnegrillen på Sydhavn i Aabenraa.
Hun skal dermed udfylde nogle meget store sko. De seneste 14 år har det nemlig været ægteparret Walter og Christa Jürgensen, som man kunne møde i Havnegrillen både tidligt og silde.
De to har trukket mange stamkunder til stedet, som har ry for at servere hotdogs af bedste kvalitet - et ry, der ikke blev mindre, da Walters hotdogs vandt prisen som landets næstbedste.
Stine Eden Johansen har ikke umiddelbart gjort sig tanker om, hvorvidt hun skal følge i Walters fodspor og deltage i landsdækkende hotdogs konkurrencer, men det er heller ikke noget, hun vil afvise.
- Det kan jo være, vi gør det på et senere tidspunkt, siger hun.
Nye lokaler
Lige nu og her handler det i stedet om at få videreført den gode forretning på havnen. For et halvt år siden rykkede Havnegrillen ind i nybyggede lokaler, så de ydre forudsætninger er i orden.
Til gengæld har Stine Eden Johansen og hendes medarbejdere fået coronaen at slås med, og det er noget af en udfordring. Det betyder nemlig, at Havnegrillen lige i øjeblikket kun må sælge takeaway. Møblerne inden døre på kunderne ikke benytte sig af.
- Havegrillen har altid haft mange kunder, der købte takeaway, og der har ikke været nogen nedgang i det salg på grund af corona-restriktionerne, fortæller Stiden Eden Johansen.
Selv er hun rigtigt glad for hotdogs og, hvad der ellers findes af lækkerier på spisekortet.
- Jeg håber, det passer hvad de siger, at hotdogs vil hænge mig ud af halsen efter et par måneder, siger den nye leder af Havnegrillen, der frygter, at hun ellers kommer til at spise langt mere grillmad, end sundhedsstyrelsen anbefaler.
Erfaring
Stine Eden Johannsen har de seneste fem år arbejdet hos Min Købmand i Bylderup-Bov. Her stoppede hun i december, hvorefter hun var på et par ugers oplæring hos Walter og Christa Jürgensen i Havnegrillen.
- Jeg har stået i butik i hele mit arbejdsliv, og på mange måder er det her det samme. Det med at lave mad er selvfølgelig noget nyt, men jeg har allerede lært meget, fortæller Stine Eden Johansen.
Hun har også god hjælp af de øvrige ansatte i Havnegrillen, som stort set alle har valgt at blive i jobbet, selv om de nu har fået nye arbejdsgivere.
Forpagtningen af Havnegrillen er overtaget af Jens Enemark og Merete Vedsted Noer, og det var dem, der tilbød Stine Eden Johansen jobbet som daglig leder.
- I begyndelsen kommer jeg formentlig til at bruge rigtigt mange timer i Havnegrillen, men det er jeg indstillet på, siger Stine, som har to voksne børn på 20 og 22 år, der begge er flyttet hjemmefra.
Hverdagen hjemme i Bylderup-Bov deler hun med kæresten, der er leder af Fakta-butikken i Tinglev, og dermed indstillet på, at der nogen gange skal arbejdes, når andre holder fri.
Stine Eden Johansen, ny daglig leder af Havnegrillen i Aabenraa.Jeg har stået i butik i hele mit arbejdsliv, og på mange måder er det her det samme.