Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Stor interesse for at gøre små klimavenlige ting i hverdagen

Signe Wenneberg kommer til Aabenraa for at give gode råd til, hvad der virker bedst, og hvad man kan gøre som forbruger i din dagligdag, når det gælder madspild, bæredygtighed og klima. Arkivfoto
Som en del af de mange aktiviteter Aabenraa Bibliotekerne og NygadeHuset laver i den næste måned for at sætte fokus på "Maden mellem os", madspild og bæredygtighed, kommer Signe Wenneberg og giver gode råd til, hvad man kan gøre af små ting i hverdagen.
Annonce

Aabenraa: Hun er kendt fra tv, blade og ikke mindst Instagram, hvor hun har 34.000 følgere og 400.000 læser hendes opslag om ugen, og den 24. april kommer hun til Aabenraa for at gøre os klogere på bæredygtighed, klima og mad.

Et ret bredt emnefelt vil man kunne mene, men for journalist og forfatter Signe Wenneberg kan de tre emner koges ned til et ord, som kendetegner hendes opslag og blogs, og som også vil være den røde tråd i hendes foredrag: Hverdagsaktivisme.

- Der er en kæmpe interesse for det her med, hvad vi selv kan gøre som forbrugere. Der er et enormt behov for at vide, om det bedste er at sortere kaffegrumsen eller undgå flyvning. Derfor kommer jeg med ti gode råd til, hvad der virker bedst, og hvad du kan gøre som forbruger i din egen dagligdag, fortæller Signe Wenneberg.

Rådene vil hun ikke løfte sløret for inden, men hun påpeger, at de kommer med en positivitet, da hun mener, det er vejen frem til at få folk til at tage imod det, hun siger.

- Jeg prøver at have en tilgang til dette, som ikke er dommedagsagtig, for så bliver folk klimadeprimerede. Jeg er ikke en del af ”miljøpolitiet” og slår ikke folk oven i hovedet med det, de eventurelt gør galt, for jeg tror, at vi kan ændre verden ved at tale positivt om det her, siger hun.

Blå bog

  • 50-årige Signe Wenneberg er journalist, forfatter og foredragsholder og bestyrelsesmedlem.

  • Hun er kendt fra have-tv, havebrevkasser, klummer og Instagram, hvor hendes profil om hverdagsaktivisme bliver læst af 400.000 hver uge.

  • Hendes mærkesager er hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.
  • I 2014 byggede hun verdens første FSC-certificerede træhus på pæle i Gribskov og kommunikerede bæredygtigt byggeri og cirkulær økonomi. Byggeriet fik verdenspressens bevågenhed, og der blev lavet tv-programmer om byggeriet, og hun skrev også en bog om det.
  • Hun har sammen med sine to sønner stiftet Wenneberg & Sønner Botanisk Gin.

Annonce

Unge råber op

Klimadeprimerede er til gengæld mange unge for tiden. Alvoren med klimaforandringerne er ved at gå op for den unge generation, og mange henvender sig til Signe Wenneberg for at tale med én, som forstår deres bekymringer.

- De kan se en forældregeneration, som flyver 8-10 gange om året, og de unge er frustrerede over, at de ikke kan trænge igennem til den ældre generation. De kommer med fakta om klimaet, og hvordan den ældre generations livsstil påvirker de unges fremtid, men de oplever, at den ældre generation er ligeglad. De unge oplever, at de ældre bare forbruger løs, fortæller Signe Wenneberg.

Hun er derfor heller ikke overrasket over, at så mange unge over hele verden vælger at strejke fra skole og i stedet gå på gaden og demonstrere for at gøre politikerne opmærksom på, at der skal ske noget.

- Forandring skal komme nedefra, for politikerne gør ikke nok. Derfor er det vigtigt, at de unge gør noget, siger hun.

Du kan opleve Signe Wenneberg på Aabenraa Bibliotek onsdag den 24. april klokken 16.30.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce